Det evige liv i døden

Det evige liv i døden

Det evige liv i døden

Anbefaling af Yu Hua: Den syvende dag, udgivet af Klim d. 1. august 2017. Oversat af Sidse Laugesen

Anmeldt af: Cecilie Bøgh Pedersen

Foto: Cecilie Bøgh Pedersen

Den Syvende Dag giver et kritisk indblik i et Kina, hvor det er svært at leve, men meget let at dø. Det er en samtidskritisk fortælling, der tager sit udgangspunkt i den ordinære mand Yang Fei. Han har levet det meste af sit liv ved sin udslidte fars side, er nu endt i døden, stående i krematoriet i en pyjamas og uden nogen grav, hvor han kan finde evig hvile. Romanen er på én og samme tid humoristisk, tragisk og tankevækkende.

Den Syvende Dag er fortællingen om en mand, der på mange måder har levet et ganske simpelt liv, men med en ganske utrolig begyndelse: han blev fundet på skinnerne da han var nyfødt af en 21-årig ungkarl, og sådan begyndte Yang Feis liv. Romanen starter derimod helt modsat, for den begyndelse starter med slutningen; nemlig døden. Der er den første dag for Yang Fei i dødsriget. Han har en aftale i krematoriet, hvor snakken går om gravsteder, og hvor folk selv i døden bliver inddelt efter deres sociale status og får at vide, om de må sidde på stole eller i sofaer, mens de venter på at blive brændt og få evig hvile. Dette er dog lettere sagt end gjort for Yang Fei, der hverken har noget gravsted eller pårørende til at anskaffe ham et. Han bliver derfor nødt til at forlade ventesalen og træde tilbage ud i en verden af gennemtrængende tåge og dalende sne.

Mange måder at dø på
Herefter begynder en vandring igennem dødsriget, dag efter dag, hvor han møder alverdens mennesker, som han også har kendt i livet i større eller mindre grad. Alt fra sin smukke ekskone til sine gamle naboer møder han her, og hver har de en fortælling med sig. Ingen af dem har sovet stille og roligt ind i et varmt hus, mætte og trætte af dage. Alle har de til fælles, at de har haft deres afslutning på grund af forfærdelige omstændigheder. Det er på én gang en utrolig smuk og meget makaber fortælling, der strækker sig fra 27 børnelig, der er smidt ud som medicinsk affald, til to skeletter, der som brødre sidder i Landet for de døde uden grave og venter sammen.

Lige fra begyndelsen er fortællingen en underlig, men vellykket blanding af samfundskritik og næsten grotesk humor. Det er først og fremmest fortællingen om Yang Fei, der som 41-årig har mødt slutningen på livet, men det er i høj grad også fortællingen om Kina. Romanen har et kritisk syn på det samfund, som Yang Fei og hans medmennesker lever i; et samfund hvor det at købe sit eget hus bliver en uopnåelig drøm, og hvor det at blive hjemløs og uden arbejde kun kræver få dårlige beslutninger. Her bliver menneskeliv gjort ligegyldige og alting kan omskrives i medierne, så borgerne forbliver undertrykte og uden en stemme. Igennem hele bogen er der en klar fornemmelse af, at der er mange måder man kan dø på i Kina – udslidt, syg og uden mulighed for at betale for lægelig behandling, men også i uheld; begravet under murbrokker, fanget i brændende bygninger og meget mere – kun de heldigste får lov til at sove stille ind, når de har levet et langt og tilfredsstillende liv.

Håb i håbløsheden

På romanens femte dag spørger Yang Fei et skelet, der sidder i en restaurant: ”Hvordan kan det være, at døden føles som evigt liv?” og det opsummere meget godt hvordan en bog, der ellers omfatter så meget død og så mange tragiske og alt for korte liv, stadig formår at være smuk og optimistisk. Det er en fortælling der giver indblik i Kina, i mennesker, i livet og i samtiden. En bog der sætter alting i relief og giver stof til eftertanke. Men den efterlader ikke læseren med en bitterhed eller med en følelse af håbløshed. Romanen formår nemlig både at vise et kritisk billede af et samfund, der behandler sine borgere som affald, imens den samtidig hylder den samhørighed og medmenneskelighed, som mennesker kan finde i hinanden på de mest besynderlige tidspunkter i livet, såvel som døden.