Anmeldelse af Neige Sinno: Trist Tiger, udgivet på Vinter Forlag d. 25. april 2025.
Anmeldt af Ursula Dyekjær
Foto: Ursula Dyekjær
Som barn blev Neige Sinno seksuelt misbrugt af sin stedfar. Han forsvarede sig med, at han længtes så inderligt efter hendes kærlighed. Han kunne ikke styre det. I det prisbelønnede, selvbiografiske værk Trist Tiger afsøger hun alle de mørke hjørner af sin grusomme historie. Hvordan kunne det ske? Hvorfor hende og hvorfor ham?
Vi befinder os i en landsby i Frankrigs alper hos et par i slut-20’erne. De bor i en forfalden hytte, som de vil genopbygge fra bunden. Moren er ung enke og har to små piger med fra sit første ægteskab. Deres stedfar er en eventyrlysten charmør, der redder liv i alperne. Han klatrer og står på ski. Han er stor og flot. Derhjemme er han kontrollerende. Han styrer sin families liv som en ”almægtig minotaurus”, han bestemmer, hvad de har på, hvad de laver og hvornår. Han slynger usystematisk straffe og forbud om sig. Den ældste datter afskyr ham, og det er denne foragt, der bliver den lille piges undergang.
At skrive om det forfærdelige
Neige Sinno er kun syv år gammel første gang han sniger sig ind til hende i ly af natten og kærtegner barnekroppen. Det fortsætter og eskalerer i seks år. Som barn tier hun. Men i Trist Tiger fortæller hun alt. Forstå mig ret: det er ikke en bog præget af voldsomme sexscener, der skal chokere læseren, som forfatteren også selv pointerer. På den måde skuffer hun bevidst den dystre fascination af seksuelt overgreb, der lever i de fleste af os – også i hende selv, erkender hun. Men den måde, Sinno fortæller sin historie, er lige så barsk. Hun gengiver, hvordan overgrebene har mærket hende: De langvarige men. Ydmygelsen. Skammen, der aldrig forsvinder helt. Hun viser, hvordan hendes krænker tilgives af samfundet og af bekendte, ligesom krænkere tilgives overalt.
Med en tilsyneladende grænseløs viden og intellekt trækker Sinno tråde mellem sine personlige oplevelser på den ene side, og på den anden side samfundets holdninger, retssystemets funktion og logik samt litteraturens berøring med emnet. Man bliver klogere af at læse Trist Tiger.
Men er det ”virkeligt alvorligt”?
”Det, at jeg var kommet helskindet igennem, fjernede en del af skylden fra krænkerens skuldre både i nævningenes og samfundets øjnene. Og også i mine. Hvis han havde gjort noget virkeligt alvorligt imod mig, havde jeg ikke været dér, hvor jeg var.”
Forfatteren vender tilbage til dette knusende triste ’virkeligt alvorligt’ flere gange, og sætter spørgsmålstegn ved, om hun selv er for privilegeret til at fortælle denne historie. I hvilken verden kan det at blive voldtaget af sin stedfar over mange år ikke være virkeligt alvorligt? I en verden, hvor børn udsættes for værre ting, selvfølgelig.
For mig er det stærkeste ved bogen Sinnos nyskrivelse af offerrollen. Hun afviser en simpel forklaring af offeret som en person, der enten er ødelagt og fortabt eller kommet videre. Et utrænet blik ville ikke kunne spotte hende som offer i mængden, men hun kan se det i sig selv. Hun græder stadig nogle gange, når hun ser sig i spejlet.
“Jeg hader tanken om at der er nogle, der kommer videre, og andre, der ikke gør, og at det er moralsk prisværdigt at overvinde et traume. Det her hierarki, der gør de modstandsdygtige til bedre mennesker end dem, der ikke formår at komme videre, byder mig voldsomt imod.”
Sinnos modvilje mod idéen om et ’stærkt’ offer bunder også i hendes splittede selv. Hun benævner sin tilstand som det genfærd, der er tilbage efter den lille pige, hendes stedfar dræbte. Men den lille, grædende pige følger hende rundt, i mareridt og i spejlbilledet, og gør hende stadig ofte trist over at være i sin egen krop.
At placere skammen hvor den hører til
Selvom Sinno tøver med at tage ordet på vegne af dem, der har oplevet det, som var værre, finder hun frem til et ’vi’.
“Vi er mange, mænd og kvinder. Hver aften falder hundredtusinder af mennesker i søvn eller vågner op forvandlet til en af os. En hær, som ofte tier, som lever i det stille, men ikke tænker mindre af den grund.”
I dette ’vi’ er ofrene ikke isolerede med deres skam. De kan tale med hinanden om det, der er blevet gjort mod dem.
Forfatteren insisterer på ting, vi, som samfund, alle sammen burde enes om, men som hun alligevel har oplevet som tvetydige: Der er ingen undskyldninger for mangeårige overgreb. Krænkeren burde ikke kunne komme ud af fængslet og omgås med flere børn. Et barn kan aldrig være skyld i at blive domineret på den måde. En lokkende nymfette som Lolita findes kun i krænkerens hoved, og skammen bør kun tilhøre krænkeren.
Leave a Reply