Anmeldelse af Johannes V. Jensen: Madame D’Ora, udgivet på Forlaget Gladiator d. 15. februar 2018
Anmeldt af Katrine Fosgerau Hvid Johannesen
Fotograf: Katrine Fosgerau Hvid Johannesen
Johannes V. Jensen udkom i 1904 med Madame D’Ora som første del af hans ’amerikanerromaner’. Romanen er en sand skat, når det kommer til alt moderne: den er fyldt med lovprisninger til moderne teknologi, såsom skibe, der sejler over Atlanten, automobiler og sporvogne. Udover det moderne aspekt er Madame D’Ora dog også fyldt med overnaturlige elementer, som vi kender så godt fra Jensens andre værker.
Bogen starter egentlig ud som noget, der minder om en fortælling om forlist kærlighed. Romanens hovedkarakter, Edmund Hall, befinder sig på et skib fra Europa til New York med en tung kuffert i hånden. På dette skib møder han Leotine, også kendt som Madame D’Ora. Sideløbende med fortællingen om disse to karakterers møde findes blandt andet fortællinger om overnaturlige seancer og en evigt forfulgt videnskabsmand.
Madame D’Ora er på flere måder én stor kliché. Den er både en kærlighedshistorie, en forfaldsfortælling og en storbyroman på én og samme tid. I romanen møder datidens moderne videnskab det spirituelle på en måde, der næsten bliver for meget af det gode – uden dog på noget tidspunkt at blive plat. Dette fungerer, fordi det virker intentionelt at både karakterer og plot er overgjort, og romanens to sider – med med det spirituelle på den ene side og det moderne på den anden – bliver flettet rigtig fint sammen. Dette sker eksempelvis, da de spirituelle seancer ender ud i en fysisk kamp mellem romanens to sider, hvor den gode digter og den onde prædikant ender i en voldelig boksekamp. Madame D’Ora er i strid med sig selv gennem hele romanen. En strid, der fint bliver spejlet i Edmund Halls evige indre kamp med sig selv. Det bliver til tider nærmest absurd, men det fungerer alligevel, og jeg står ikke undrende tilbage over beslutningen om at genudgive netop denne af Jensens mange værker.
Især lovprisningen af storbyen får lov til at fylde i romanen. Da Leotine første gang besøger Halls lejlighed på Manhattan føler hun sig bjergtaget af den højde han bor i, hvilket kommer til udtryk i hendes beskrivelse af hans liv i storbyens skyskrabere:
”Ah, der har du din Stue, den er yndig! Ganske som da du boede i London. Men hvilken kolossal Udsigt du har, Edmund! Du bor jo i Luften! Her sidder vi jo og flyver, jeg bliver svimmel! Du har jo altid boet højt, Edmund. Altid har jeg maattet bestige hundrede Trapper”
Æstetikken møder klichéerne
Madame D’Ora rummer de skønneste beskrivelser; blandt andet af en lille ’Japaneserinde’, der dukker frem i en af Halls eksperimenter, hvor han forsøger at bringe de døde til live:
”Men hun gaar rask frem, labber blødt paa Gulvet med indadvendte Tær indtil hun kommer i fuld Belysning, saa stanser ogsaa hun og ler. Hun har dybe Smilegruber i begge Kinder, hendes sorte Haar der er sat op i spejlblanke Bukler og Kringler synes at le, hendes Fødder ler, hendes Albuer ler, hele Personen ler”
Jensen formår fuldt ud at æstetisere klichéerne. Beskrivelserne af den ældre varietesangerinde Madam D’Ora og videnskabsmanden Hall er begge rammende klichéer. Det samme gælder romanens kamp mellem det videnskabelige og spirituelle, der næsten er en for god fortælling om tiden omkring det moderne gennembrud. Men det er skrevet med en ironisk distance. Jensen selv ville ikke kendes ved sine tidlige tekster, da han fandt dem for larmende og unge. Og ja – Madame D’Ora er larmende og fyldt med ungdommens indre modsætninger.
At Johannes V. Jensen 100 år senere stadig er relevant og én af de bedste forfattere Danmark nogensinde har produceret står klart efter læsningen af Madame D’Ora, og det gør mig glad, at Forlaget Gladiator har valgt at genudgive netop denne. Jeg kan forestille mig at både nye som gamle Jensen-læsere kan finde stor glæde i Madame D’Ora.
Leave a Reply