Det nye natursyn

Anmeldelse af Ny jord – tidsskrift for naturkritik 5, udgivet på forlaget Virkelig d. 26. januar 2021.

Anmeldt af Shannon Færch

Foto: Shannon Færch

”Vi er i gang med at gentænke fremtiden.” Sådan begynder forordet og dermed også resten af Ny jord nr. 5, et 559 siders tidssvarende tidsskrift med fokus på natursyn og naturkritik. Der efterspørges nye fortællinger om natur, som i stedet for overvindelse har forbindelse som mål. Vi skal med andre ord begynde se ud over egen navle, og se os selv i en ikke-hierarkisk miljø- og naturfokuseret kontekst, hvori menneskelig bevidsthed ikke længere står som verdens centrum.

I jagten på nye naturnarrativer skuer Ny jord 5 både frem og tilbage i tiden. Listen over bidragere til tidsskriftet er lang, og som det første indslag er vi helt tilbage til oldtiden med et lille uddrag af Sapfos fragmenterede digte. Der er ingen egentlig kronologi; de udvalgte bidrag springer tilsyneladende tilfældigt i både tid og rum, og det samme gælder for genrer. Her er digte, romanuddrag, fotografier, dagbogsuddrag, kultur- og religionshistorie, fugleobservationer, litteraturkritik, skovhistorie, korte videnskabelige artikler, filosofiske betragtninger, fotograferede statuer, malerier, noveller og journalistik. Her er tekster fra mange af verdens hjørner, alle oversat til dansk af forskellige oversættere.

Jorden er farvestrålende

Tidsskriftet er derfor i den grad verdenslitterært, selvom de danske bidragere er i et lille flertal og de europæiske tekster er flest. Hvis vi vil forstå vores forhold til naturen og videre forny det, må vi undersøge det i stor skala, både i tid og rum, i genrer og form. Det er lidt som et klippeklistre arbejde, hvor natursyn og viden fra verden over må stykkes langsommeligt sammen, for at få mere vished og inspiration til fornyelsen. Bidragene indeholder hver især varierende, udfordrende og til tider modsigende blikke på natur og menneske, og nogle giver også et indblik i, hvad der var engang.

”JORDEN ER FARVESTRÅLENDE

MED ALLE SINE BLOMSTERKRANSE”

De ganske få udvalgte linjer af Sapfo gør fra begyndelsen læseren nysgerrig på, hvad der fik redaktørerne af tidsskriftet til at vælge netop dem frem for andre. Man fornemmer, at udvælgelserne har været en udfordring. Tilfælles har de dog en øjenåbner-effekt om forskellige former for og tanker om natur. Dette gælder for både klassikere som Aldo Leopolds At tænke som et bjerg, hvori man konfronteres med det særlige, vilde blik i ulvens øjne, og nutidens aktivistiske essays som plante- og miljøprofessor Robin Wall Kimmerers Højgræs, om de engang 170 millioner hektar store (og nu næsten udryddede og glemte) højgræsprærier i USA. Naturen tager mange former, og derfor må litteraturen om den gøre det samme.

Aktivisme og kunst

”Biodiversitet er Jordens forestillingsevne. Det er opfindsomhedens, tilpasningens og evolutionens kilde, der gør et vedvarende blomstrende liv muligt. Hver mistet art er tabet af et helt bibliotek af viden; det er tabet af én, der kunne lære os om ny medicin eller kulstofopbevaring. Og udover arternes instrumentelle værdi i kraft af det, de giver os, er der det, de giver til hinanden – og deres medfødte ret til at være til.”

Aktivistiske tekster som Kimmerers Højgræs taler til nutiden med både sørgmodighed over den tabte naturarv, med opråb til det presserende behov for handling og med håb for fremtiden. ”Hektar for hektar blev prærierne ødelagt, og hektar for hektar vil vi hele dem” skriver hun afsluttende. Der er en vrede, men også en vilje som de fleste miljø- og natur-engagerede kan spejle sig i. Som grobund for handling, er der imidlertid brug for et kulturskifte, for dette nye syn på natur, hvori andre væsener og landskaber end det menneskelige har en egen værdi. Her springer kunsten til, med bidrag som til tider er forvirrende i deres særheder, men som med en næsten smertende kraft forsøger at give liv til de nye perspektiver, som i digteren Natalie Diaz’ DET FØRSTE VAND ER KROPPEN:

”Vi må gå, indtil vi kan lugte den sort-rod-våde forankring i flodens mudderbanker. Vi må gå hinsides hinsides til et sted, hvor vi aldrig har været centrum, hvor der ikke findes noget centrum – hinsides, til det, der ikke har brug for os, men som stadig skaber os.”

Politik og samfund

I de nye naturfortællinger kan mennesket ikke længere stå som centrum, selvom det er svært for os overhovedet at forestille os sådanne fortællinger. Enhver historie må vel tage udgangspunkt i et menneske, i et levet liv? Men mennesket er ikke alene på Jorden, heldigvis, og vi er nu tvunget til rigtigt at forholde os til dette faktum, både videnskabeligt, kulturelt og politisk.

Ӥ 2.1 LIVET

Livsudfoldelsen har ubetinget eksistensberettigelse hinsides overvejelser om nytte eller nødvendighed.

Liv har almen overflødighed – ingen er centrum i verden, men verden er centrum i alle. Intet individ kan derfor forvente en særstilling men har ret til at udfolde sig frit i den omverden, som det fødes ind i, i samspil med andre individers livsudfoldelse.”

Biologen Rasmus Ejrnæs’ Manifest for livsrettigheder kalder på en naturfokuseret lovgivning, og politik og lovgivning er i sidste ende dér, hvor introduktionen af nye natursyn virkelig kan rykke ved vores samfunds udformning. Tidsskriftet afspejler en virkelighed, hvor den nye naturbevidsthed skal komme i en fornyende strøm af ideer, følelser og tankemåder og flyde ind i alle dele af samfundet: videnskaben, kulturen, hverdagen, politikken, loven.

De hellige lundes tid

Men måske er alt det nye i virkeligheden meget gammelt. Før nutidens religioner og moderne videnskab fandtes en animistisk tilgang til verden, en tilgang som i virkeligheden er langt ældre end den, der dominerer nu. Meget ændrede sig i menneskets relation til miljø og natur med de monoteistiske religioners tilkomst og aggressive udbredelse. Bidrag som filosoffen Aksel Haanings Den dobbelte arv (og ikke mindst oversættelsen af socialantropolog og folklorist J. G. Frazers Tilbedelsen af træer) forsøger at finde forklaring på, hvordan vestens herskende naturopfattelse er opstået.

”Templerne blev ødelagt, og lundens træer og fauna blev slået ned og jævnet med jorden. De blev opfattet som en trussel mod den nye og fremgangsrige religion, fordi de ledte opmærksomheden mod det jordiske frem for det himmelske. Denne indstilling og den grundtanke, der ligger bag, nemlig at den himmelske region er evig og guddommelig, den jordiske foranderlig og forgængelig, kendtes for så vidt allerede i den græske filosofi og i mange andre sammenhænge, men i historisk kontekst med kristendommens tilblivelse bliver denne struktur yderlige værdiladet, og derfor får denne indstillingsændring vidtgående følger for naturforholdet – og den er med til at strukturere debatten også i dag.”

Beskrivelserne af tidligere tiders animistiske natursyn afslører imidlertid grundlæggende ligheder med nutidens forsøg på fornyelse. De spirituelle forestillinger om den hellige, levende natur genopstår i det drastiske ryk fra menneskecentrum til verdenscentrum og i bidrag som Ejrnæs’ paragraffer om livets ubetingede eksistensberettigelse. Skovguderne er måske borte, men menneskets genplacering i en levende, fremmed og magtfuld natur trækker tråde tilbage til de rødder, vi i dag har glemt. Kan vores selvoptagede natursyn blive alsidigt igen?