Anmeldelse af Inger Christensen: Det, udgivet på Gyldendal d. 14. november 2019
Anmeldt af Hans Peter Madsen
Foto: Hans Peter Madsen
Et af Inger Christensens hovedværker, digtsamlingen Det (1969), er genudgivet i anledning af 50-årsjubilæet. Og sikke et friskt og frejdigt fødselsdagsbarn, det er! Bogen, der forsøger at indeholde alt, stiller sig skeptisk over for sproget og samfundet på så original en måde, at den springer sikkert på plads mellem litteraturhistoriens mest ambitiøse storværker.
Jeg tror, at den oplevelse, kristne får af at læse Biblen, er lidt den samme, som jeg får, når jeg læser Inger Christensen. En fornemmelse af sammenhæng og mening. En angstfremkaldende viden om, at man en dag skal dø, men netop også en trøst i denne angst, fordi der er “større forskel på liv og liv end på død og liv”; at døden er en nødvendig del af livet, eller omvendt, at livet er en nødvendig del af døden, som Inger Christensen skriver:
At lige netop Det henleder tankerne på den jødisk-kristne bibel er heller ikke tilfældigt, for bogen er i grunden en nærmest manisk gentagelse og omskrivning af skabelsesberetningen. Men hvor den troende kan finde en mening i, at “Ordet var Gud”, og at dette Ord er i stand til at skabe det, det nævner, så er ikke bare Det, men hele Inger Christensens forfatterskab, et konstant tvivlende, skælvende forsøg på at forstå sammenhængen — eller manglen på samme — mellem sprog og virkelighed. Derfor er det da også passende, at det, der skabes i bogens første del, “Prologos”, både er universet og sproget — men at det kan være svært at afgøre, hvornår man læser om universets skabelse, og hvornår man læser om sprogets.
Det komplicerede forhold mellem sprog og virkelighed udfoldes også i den skabelsesberetning, som indleder den lange midterdel, “Teksten”, under titlen “Scenen”: Sproget er nemlig kun i stand til at fremskrive en scene, kulisser, og virkeligheden uden for kulisserne må stå ubeskrevet hen:
Man må forstå, at “ordene / skabte deres egne betingelser, / gjorde en verden af “verden”.” Den verden, sproget skaber, er en anden end den virkelige. Og hvordan skal man så nogensinde sige noget sandt? Inger Christensens tvivlende svar — eller måske rettere åbne spørgsmål — er, at måske kan poesien netop dét; være et andet sprog, der i sin andethed kan sige det ægte. For at nå til den konklusion må hun genskrive og genskrive skabelsen, nedbryde og genopbygge både sproget og samfundet, til der til sidst kun står ét ord tilbage: “Det.”
Et utal af stilarter
Lyder det kompliceret og uoverskueligt? Jamen det er det skam også, og det er ovenikøbet kun en lille del af digtsamlingens kritik af sproget, samfundet og den forstenede hverdagstænkning. Det er i bogstavelig forstand en tung digtsamling, som det kræver adskillige genlæsninger at få greb om, og som med alle litteraturhistoriens største værker fra Don Quijote til Ulysses kan man sagtens forpustet stille spørgsmålstegn ved, om det hele er lige nødvendigt og godt. Men som med alle litteraturhistoriens største værker, er det spørgsmål noget, man vil blive ved og ved med at vende tilbage til, for man kan slet ikke lade være med besat at bære Det med sig i tankerne, når man først har læst den.
Noget af det, der gør Det sammenlignelig med netop gigantværker som Don Quijote og Ulysses er bogens konstante omskiftelighed; den indeholder et utal af stilarter, en uendelig mængde måder at udtrykke sig på. Og med en mester som Inger Christensen ved skrivemaskinetasterne får vi alt det bedste ved de forskellige stilistiske valg at se. Tag f.eks. dette rimede stykke:
Så bliver man mindet om, hvor godt et værktøj rimet kan være: Hvis ikke rimet tvang digteren til det, hvordan skulle man så ellers nogensinde finde så vild en beskrivelse af følelsen af sne mod hud, som at den “brænder mod kroppen som antændte klude”? Og på grund af den kolossale plads til forskelligheder i digterstemmen kan dét digt stå kun få sider efter dette stykke med uforklarlig, avantgardistisk skønhed:
Hvis man kunne læse dén slags i Det Ny Testamente, ville jeg sidde på kirkebænken hver søndag. Men når det nu ikke er tilfældet, er jeg mere end tilfreds med at bære Inger Christensens forfatterskab med mig som en bibel.
Leave a Reply