Efterkrigstidens børnestemmer

Anbefaling af Iben Mondrup: Vi er brødre, udgivet på Gyldendal d. 28. september 2018

Anbefalet af Mette Grandahl

Foto: Bogens forside // gyldendal.dk

Iben Mondrups forfatterskab er tidligere blevet anmelderrost, særligt de historiske romaner, Godhavn (2014) og Karensminde (2016), er vellidte. Mondrups seneste roman, Vi er brødre, fra 2018 fortjener bestemt også en anbefaling. Og det er ikke kun, fordi Vi er brødre bidrager til forfatterskabet og efter sigende fungerer som en slags prequel til de to. Det er i højere grad, fordi denne langsomme, tungsindige roman besidder en værdi i sig selv.

Vi er brødre foregår i et lille lokalsamfund i Nordjylland i årtierne efter Anden Verdenskrig, som har kastet en skygge over befolkningen, og hvor tavshed og tabuer gennemsyrer alting. Man følger de to brødre, den iltre Poul og den yngre, men følsomme Jens. Deres far var en del af modstandsbevægelsen under krigen, og man får fortalt, hvordan faren blev tvunget til at gå under jorden, og brødrene og deres mor var nødsagede til at flytte ind på loftet hos morens søster. Den tvivl og frygt, der prægede disse år, har i nutiden, hvor familien er forenet og tilbage i det trygge hjem, ikke sluppet sit tag. Faderen er tydeligt mærket af de oplevelser, han har fået som modstandsmand, moderen er konstant ængstelig for hans ve og vel, og sønnerne, som kun får brudstykker fortalt, mærker tydeligt de voksnes bekymringer.

Romanen skildrer en familie og et samfund i opbrud fra børnenes synsvinkel og giver stemme til fortællingen om to drenge, der vokser op i skyggen af de traumer, anden verdenskrig har påført både deres familie og det lille nordjyske lokalsamfund. At læse Vi er brødre er lidt som at invitere januar-vejrets grå og fugtige klamhed indenfor, samtidig med at man tænder et stearinlys for at varme sin sjæl.

At fortælle en historie

Vi er brødre er kendetegnet af et særligt langsommeligt tempo. Man kunne tænke, at de 543 sider ville være drøje at læse sig igennem, men dette er ikke min oplevelse. Romanens tempo hænger på fineste vis sammen med indholdets grå-hed og fortidens stadige og sløvende indgriben i nutidens gang. Det er en roman, der gør noget af det, prosaen gør bedst: de langsomme, dybdegående og komplekse skildringer af individuelle følelsesliv, som mimer oplevelsen af tidens ikke-lineære gang. Der gøres plads til at fortiden og minderne fletter sig ind i erfaringen af nuet og drømmen om fremtiden. Og sproget er på én gang køligt og gråt omfavnende og medrivende.

Den simple opbygning af romanen er med til at fremhæve én af de essentielle konflikter. I første del fortælles Pouls historie med særligt indblik i hans tanker og følelser, indtil den dag han får nok af at være den beskyttende storebror og drager ud på verdenshavene. Anden del fortsætter hvor første slutter, men i stedet fra lillebror Jens’ perspektiv. Tredje og sidste del skifter mellem de to. Denne opdeling understreger i sammenhæng med titlen den centrale relation i romanen, nemlig brødrenes. Den nok så simple form muliggør skildringer af komplicerede dynamikker, både brødrene imellem, og mellem brødrene og deres forældre.

Vi er brødre er mit første møde med Iben Mondrups romaner. Jeg vil mene, at romanen sagtens kan stå for sig selv, da den giver en vigtig, men måske lidt overset, stemme, nemlig til efterkrigstidens børn. Når det er sagt, er jeg dog også blevet fristet til at fortsætte ind i Mondrups forfatterskab og leve videre med nogle af de karakterer, man møder i Vi er brødre.