Anmeldelse af Kristian Himmelstrup: En sølvsky ud i luften, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 12. februar 2026.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
I midten af 1800-tallet kører en læge rundt i karet på Lolland. Han hælder morfindråber i gabet på de smerteramte, trækker spædbørn ud af både levende og døde mødre og amputerer syge kropsdele. Når dagen er omme, tager han hjem til sin Caroline og hvad der undervejs ender med at blive en børneflok på tolv. Indeni føler han sig begrænset og fanget i en understimuleret tilværelse, hvor behovet for åndelig eskapisme hele tiden presser sig på.
Kristian Himmelstrups historiske roman En sølvsky ud i luften er den første af tre værker om perioden op til det moderne gennembrud. Med denne maler han et nuanceret billede af digterlægen på Lolland, Emil Aarestrup.
Hvem er denne lystne digterlæge?
Ved romanens begyndelse er Aarestrup netop flyttet fra Nysted til Sakskøbing for at fortsætte sit virke som læge. Det er kun få år siden, han udgav sin første og eneste digtsamling, Digte fra 1838, der i alt sælger fyrre eksemplarer – nogen egentlig kunstnerisk anerkendelse opnår han altså ikke i sin samtid. Omkring ham er Danmark i rivende udvikling, både politisk og litterært: Demokratiet indføres med Grundloven, Treårskrigen tager livet af unge soldater og Adam Oehlenschläger, Grundtvig og H.C. Andersen er tidens store romantiske stemmer.
”Midt i det hele dør Oehlenschläger (…). Til sidst reciterede de Grundtvigs digt til Oehlenschläger med så stor indlevelse, at han måtte vende hovedet væk fra sin familie og græde som et barn, over Oehlenschläger, som han satte højt, men nok også over en tidsalder, der var forbi (…).”
Aarestrup kan med sine erotiske og driftsorienterede digte betragtes som en overgangsfigur fra romantik til naturalisme, hvor organismetænkningen erstattes med blandt andet splittelse, lidenskab og fantasi – alt sammen pakket ind i romantikkens malende og storslåede sprog.
Aarestrups erotiske blik er gennemgående i Himmelstrups roman. Tidens samtaler om bøndernes indflydelse, demokrati og krig interesserer ham ikke. Han fremstår som et driftsstyret menneske, der på sine sygebesøg nyder synet af kvindernes blege hud. Han forestiller sig deres kroppe i græske stillinger med sin egen og han har også en affære hist og her. Himmelstrup formår både at cementere og nuancere billedet af den mand, som ofte bliver reduceret til en rund, lysten digterlæge, der får tolv børn med sin kusine.
I En sølvsky ud i luften fremstår Aarestrup som en understimuleret karakter, der aldrig finder sig helt til rette i tilværelsen. Tydeligst mærker han klaustrofobiens mørke på Lolland. Indimellem låser han sig inde i spisekammeret i frustration over ikke at kunne udfolde sig æstetisk og kunstnerisk. Men når han er i København blandt tidens ligesindede kunstnere, mærker han alligevel en længsel mod det samme mørke, børnene og Caroline – behovet for eskapisme er altid nærværende.
”Mørket kunne indikere, at han befinder sig i maven på en hval eller i en afkrog af helvede, men mens han ligger og overvejer dét, trænger virkeligheden alligevel igennem, et kirketårn, en købmandsgård, en lægebolig toner gradvist frem af mørket, og han konstaterer, at han er så tæt på helvede, som man kan komme i denne verden: Det er vinter, det er mørkt, og han er i Sakskøbing.”
Fra digt til roman
Himmelstrup giver med romanformen mulighed for at lade et spinkelt kendskab til Aarestrup folde sig ud. Han omdanner Aarestrups poetiske betragtninger til prosa og forærer de gamle digte en mere rummelig og tidslig udsigelsesposition end digtformen normalt muliggør. Det er tydeligt, at Himmelstrup er tro mod Aarestrups sanselige blik – for det er skarpt inkorporeret i hele fortællingen. Himmelstrup forvandler blandt andet Aarestrups ”alabasterbleg” til ”alabasterhvid”, hans ”sølvsky” til ”krystalsky”. Et andet sted skriver Himmelstrup:
”Han tænker på den unge kvinde i toget, og især tænker han på hendes lår, som han aldrig vil få at se andet end i sin fantasi. Det burde også være alt rigeligt, en skygge, der leger med en andens på jorden.”
Billedet af skyggerne, der blandes er tydeligt hentet fra Aarestrups digt Paa Sneen: ”Og paa det bløde Teppe / Henflagrede din Skygge. // Jeg saae den hastigt svæve / Over den glimmerhvide, / Ætherisk-rene Flade –– / En anden ved dens Side.”
Det gav mig en fornemmelse af at se verden gennem Aarestrups blik og ane roden til hans digtning. Himmelstrups sanselige prosa står stærkt i sig selv, men får en ekstra dybde, hvis man har lidt kendskab til Aarestrups digte. Romanens kapitler indledes indimellem af et digt, men det er ikke selve skrivningen, der er i fokus. Den er i stedet vævet subtilt og elegant ind i fortællingen – til stor fornøjelse for mig som læser.
Et friskt, sølvfarvet pust
Jeg nød virkelig at læse En sølvsky ud i luften. Himmelstrup puster nyt liv – måske endda en smuk sølvsky – ind i den støvede fortælling om digterlægen på Lolland. Det eneste, jeg savner, er et par sætninger på bogens i øvrigt fortryllende omslag, der beskriver, hvorfra Himmelstrup henter sin viden, og hvordan romanen balancerer mellem kunstnerisk frihed og historisk kildemateriale. Ikke fordi romanformen kræver et empirisk fundament, men fraværet af sådanne pejlemærker svækker en smule fortællingens troværdighed, netop fordi hovedkarakteren er en historisk person.
Jeg håber ikke, at digtere og forfattere som Aarestrup forsvinder ind i tykke lærebøger. Jeg synes, at En sølvsky ud i luften er et godt forsøg på at trække ham ud af derfra. For når historien konkretiseres med billedlige og sanselige greb i romanform, fremmer det – i hvert fald for mit vedkommende – indlevelsesevnen og muligheden for at huske historien og engagere sig i den på anden vis. På den måde, kan det være, at Aarestrup og andre vigtige skikkelser i vores litteraturhistorie ikke forsvinder som boblerne i bækken.
Leave a Reply