Emil Thorup lever længere og bedre, og det kan du også komme til

Emil Thorup lever længere og bedre, og det kan du også komme til

Emil Thorup lever længere og bedre, og det kan du også komme til

Anmeldelse af Emil Thorup: Lang Levetid, udgivet på Forlaget Momenta d. 23. oktober 2024.

Anmeldt af Ileane Thea Kjærulf Stougaard

Foto: Ileane Thea Kjærulf Stougaard

Emil Thorup fremstiller i Lang Levetid sin og eksperters viden og erfaring inden for longevity: en moderne videnskab om, hvordan man lever længere. Her inddrager han os i, hvordan han har implementeret eksperters longevityidealeri sin egen hverdag. Men pas på! For indblikket i Thorups levevis og overvejelser giver dig som læser lyst til at gøre noget godt for dig selv og opstarte den lange levetid, hvilket han selvfølgelig også giver gode begyndervenlige råd til.

Emil Thorup har skrevet en bog om sundhed og longevity, som er let tilgængelig for alle læsere, der allerede er interesserede i eller er helt nye, når det kommer til at leve sundere, længere og bedre. Lang Levetid er delt op under forskellige emner som søvn, kost, træning, og i et af kapitlerne giver han også et bud på ”Hvad jeg ville have gjort”, hvis han med sin viden og erfaring skulle starte longevityrejsen på ny. Det er overskuelige og afgrænsede kapitler, hvilket skaber et godt overblik, så man kan genlæse de kapitler man fandt mest interessante – hvilket jeg har tænkt mig!

I starten proklamerer Thorup, at Lang Levetid ”ikke er en videnskabelig bog. Det er en bog om mine erfaringer og oplevelser på egen krop ud fra begrebet longevity”. Derudover er alle essentielle kapitler blevet forelagt eksperter. Og som Thorup selv skriver:

”Hvis der er noget, eksperten er uenig med mig i, vil det fremgå. Det er derfor ikke en guide til, hvad man skal gøre, men inspiration til at finde sin egen vej mod et langt, sundt liv.”

Fokusset i bogen er på Thorups egne erfaringer og han afviser bogen som en præcis guide til longevity. Det gør det lettere at sluge alle de kostråd og livsstilsændringer, bogen forelægger. Ved læsningen af Thorups kapitel om kost sad jeg selv med et ønske om at stoppe med at spise bl.a. tomater og stivelse, fordi det indeholder lektiner og kostfibrene er alligevel ikke er nødvendige. Samtidig ville jeg skrue op for ting som kål, sødekartofler og protein. Især protein. Heldigvis for mit pligtopfyldende selv er der ekspertudtalelser, som kommenterer på Thorups egne afsnit, og selv kommer med råd og bud på en sund og længere levevis, som er mindre ekstreme, og på samme måde (sammen med Thorups egen fremstilling) hjælper læseren ned fra livsstilsidealet. På den måde er Lang Levetid en bog, der bakker sig selv op i form af ekspertudtalelser og gør læseren tryg i sin læsning på ukendt territorium.

Før hvert afsnit er der et citat fra enten venner eller familie, som siger noget om Thorups longevity-rejse. Det gav mig et personligt indblik i Thorups liv og proces. For eksempel er der følgende citat fra Thomas Skov Gaardsvig, som bogen også på selvironisk vis slutter af med:

”Selv om det har været spændende at følge Emil, kan jeg blankt afvise, at det er noget, jeg har fået lyst til at give mig i kast med. Det virker alt for omstændeligt. Men man kan sige, at hvis pointen er, at livet skal være længere, så har mit liv føltes længere, fordi jeg har skullet høre så meget om longevity.”

Inspirerende, fuld af humor og et venligt puf i den rigtige retning

Lang Levetid er skrevet i et sprog, der emmer af en frisk og personlig stemme, og man er ikke i tvivl om, at det er Emil Thorup, der sidder bag skrivemaskinen. Derudover er sproget letforståeligt og humoristisk, og jeg har flere gange grint af Thorups morsomheder og humoristiske vendinger. Thorup formår at videreformidle ekspertviden til læseren, som ikke kender til longevity og er helt ny på sundhedsbølgen. På samme tid synes jeg ikke, at jeg bliver talt ned til selvom jeg er helt ny inde for feltet. Jeg tror bestemt, det er en bog, mange interesserede vil kunne gøre brug af uanset livsstil.