Anmeldelse af Jane Austen: Emma, udgivet på Gyldendal d. 5. september 2025.
Anmeldt af Signe Bang Andersen
Foto: Signe Bang Andersen
Romanen Emma, fortællingen om den selvsikre, men fejlsynede unge kvinde fra Highbury, er en af de mest citerede og genfortolkede i engelsk litteratur. I december 2025 er det 250 år siden, at Jane Austen blev født, det bliver markeret med Lærke Pades nye oversættelse af værket. Pade tilføjer et forfriskende dansk sprog, der bevarer Austens ironi og elegance uden at drukne i gammeldags høflighedsfraser.
Emma Woodhouse er rig, intelligent og overbevist om, at hun forstår både kærlighed og mennesker bedre, end de fleste. Hendes velmenende forsøg på at lege Kirsten Giftekniv ender dog i forviklinger, hvor hun må se sig selv i øjnene. Hun er en hovedperson, man både holder af og samtidig ikke kan lade være med at ryste på hovedet over – selvsikker, charmerende og til tider næsten provokerende i sin naivitet. Austen tegner hende med et glimt i øjet, så man som læser både smiler over hendes fejl og mærker hendes menneskelighed.
”Jeg har ikke haft så meget at plage mig med som andre – og måske er det derfor, jeg ikke altid forstår dem.”
En sproglig hyldest
Lærke Pades oversættelse er let og naturlig uden at miste tidsånden. Hun formår at balancere de formelle omgangsformer fra 1800-tallet med et nutidigt dansk sprog. Dialogerne flyder ubesværet, og ironien – som ofte går tabt i gamle oversættelser – står her skarpt og humoristisk. Resultatet er en Emma, der føles levende, også for en ny generation af læsere. Man mærker tydeligt, at oversættelsen er mere end blot et sprogarbejde – det er en kærlig hyldest til Austen og hendes særlige stemme. På den måde bliver oversættelsen både respektfuld og frisk – et fint eksempel på, hvordan klassikere kan gøres tilgængelige uden at miste deres sjæl.
En klassiker, der stadig føles ny
Romanen kredser om relationer, misforståelser, privilegier, kærlighed og menneskers evne – eller mangel på samme – til at se hinanden klart. På overfladen en historie om kærlighed, men nedenunder et fintvævet portræt af sociale forventninger, forfængelighed og længslen efter at blive forstået. Austen indfanger det menneskelige med en præcision, der stadig føles genkendelig, og Pade formår at bevare denne balance mellem elegance og skarphed. Emma underholder og udfordrer på én gang – og med hvert genlæs afslører den nye nuancer af både dømmekraft, ømhed, klasse og menneskelig erkendelse.
”De skulle være på Hartfield i ti dage, og i den periode kunne man ikke forvente – Emma forventede det ikke selv – at hun kunne hjælpe de elskende på vej med andet end lejlighedsvis, tilfældig assistance. De kunne tage nogle store skridt, hvis de ville, og de var i hvert fald nødt til at gøre noget selv, uanset om de ville eller ej. Hun drømte sådan set ikke om at have mere tid tilovers til dem. Der findes mennesker, som gør mindre og mindre af sig selv, jo mere andre gør for dem.”
Læsning til de mørke aftner
Jeg blev virkelig grebet af denne nye udgave af Emma. Austen har en særlig evne til at skrive med både vid og varme – hun lader sine karakterer afsløre sig selv gennem små bemærkninger, misforståelser og sociale spil, der stadig føles genkendelige i dag. Humoren ligger ikke i store vittigheder, men i det menneskelige – i de små øjeblikke, hvor vi alle tror, vi forstår andre bedre, end vi egentlig gør.
Emma er tidløs, fordi den handler om noget så universelt som selvindsigt, stolthed og længslen efter at blive set. Austen skildrer menneskers svagheder med mild ironi, men altid med kærlighed. Det er netop derfor, hendes romaner stadig føles levende – de minder os om, at vi ikke er så forskellige fra Emmas verden, som vi måske tror.
Jeg vil anbefale denne bog, da den er perfekt til de lange, mørke aftener med et tæppe og et par stearinlys – en fortælling, der både varmer og vækker eftertanke.
Leave a Reply