Anmeldelse af Ana Huang: Twisted Hate, udgivet på Gyldendal d. 5. oktober 2023, oversat fra engelsk af Henriette Vesterbak.
Anmeldt af Anne Frederikke Pedersen
Foto: Anne Frederikke Pedersen
Siden 2021 har Ana Huang taget #BookTok med storm, og nu er hendes populære Twisted-serie endelig blevet oversat til dansk. Twisted Hate er tredje bog i TikTok-sensationsserien, og endnu engang byder Huang på en spændende new adult roman, der rummer alt fra had, romantik og erotik, til blackmail og vold.
I de to foregående bøger, Twisted Love og Twisted Games, har vi set, hvordan Twisted-seriens karakterer alle har overkommet forhindring efter forhindring og samtidig fundet kærligheden, og nu er turen kommet til Jules Abrose og Josh Chen. Problemet er bare, at de virkelig hader hinanden. Altså virkelig hader hinanden. Ikke nok med, at de har kendt hinanden i årevis, så er hver eneste samtale også fyldt med den ene fornærmelse efter den anden. Sagen er nemlig den, at Jules engang overhørte Josh forsøge at ødelægge et spirende venskab mellem hende og hans søster Ava ved at forbyde Ava, at se Jules, da hun ”ikke var god nok”, og ”havde en tilbøjelighed til at få Ava i problemer.”. Siden da har der hersket fjendskab mellem dem.
Desuden er Jules en flirtende, bramfri og udadvendt kvinde med ben i næsen, og Josh er kæphøj, smart i en fart, soon to be doktor, og alle elsker ham, alle undtagen Jules. Udover det minder de to utrolig meget om hinanden: ”Vi var begge stædige, og vores personligheder var for ens”, hvilket ”var som at sætte ild mod ild”. Men da Jules får job på den samme klinik, hvor Josh er frivillig, bliver de nødt til at indgå en aftale om at lægge deres stridigheder på hylden:
”Hvis nogen havde sagt til mig for en måned siden, at jeg frivilligt ville gå med til en våbenhvile med Josh Chen, ville jeg have grinet dem lige op i ansigtet og spurgt, hvad de røg. Josh og jeg var lige så meget i stand til at opføre os civiliseret over for hinanden, som en tiger var til at skifte striber.”
Med en våbenhvile, og dermed en mere civiliseret tilværelse, nærmer de to sig langsomt hinanden og ser sider af hinanden, som de aldrig havde kunnet forestille sig. De to insisterer dog stadigt på at bibeholde deres fælles had til hinanden, men med tiden vil det vise sig, at dette had også rummer en intens tiltrækning, der kan ende med et knald eller et fald.
En gensidig fordelagtig ordning
Jules er træt af datingverdenen, og Josh har ikke tid til at date. Derfor virker det for dem begge logisk at indgå en enemies with benefits-aftale, i stedet for en friends with benefits-aftale. Reglerne er simple: Ingen jalousi. Ingen overnatninger. Ingen bindinger. Og absolut ikke noget med at blive forelsket. Denne aftale viser sig dog ikke at være helt uden problemer, og de to bliver langsomt mere og mere forvirrede og involverede i hinandens liv: ”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mine mærkelige nye følelser for Josh, men én ting vidste jeg: Vi kunne ikke gå tilbage til det, vi var før.” Og spørgsmålet bliver så, om deres relation kan få lov til at blomstre, eller om deres mørke hemmeligheder, barndomstraumer og en plettede fortid vil ødelægge det hele?
Ikke bare en kærlighedshistorie
Selvfølgelig fylder kærlighedshistorien meget i Twisted Hate, men Ana Huang formår også at lave et twist på historien, hvor et mere alvorligt univers træder frem. Hun behandler emner som forældresvigt, traumer og vold, og det giver historien noget mere dybde. Samtidig rummer hendes karakterer også meget mere end, hvad der først møder øjet. Jules er ikke kun en frembrusende partypige, men også en stærk kvinde, der ikke lader sig hindre af sin fortid, men derimod kæmper for at nå sine drømme. Og Josh er ikke bare en selvsikker, sorgløs karrieremand, der har styr på det hele. Men også en mand, der gemmer på en masse skyld, skam og ikke mindst indebrændt vrede. Begge karakterers udvikling, sammen og hver for sig, medvirker til, at historien udformer sig meget anderledes end, hvad man først forestiller sig.
Bedst sammen
Selvom Twisted Hate er en bog, der uden tvivl kan stå alene, så fungerer den endnu bedre i samspil med de to foregående bøger Twisted Love og Twisted Games – hvor der desuden også hintes til relationen mellem Jules og Josh. De tidligere hovedkarakterer spiller nemlig stadig en stor rolle, både for videreførelsen af historien, men også for hovedkaraktererne. Samtidig er det et glædeligt gensyn med disse karakterer, og Huang følger fint op på, hvordan det står til i de respektive forhold, hvilket er med til at forlænge læseoplevelse.
Huang leder desuden flere gange opmærksomheden hen til sine næste hovedkarakterer: den moderigtige influencer Stella, der er den sidste single i venindegruppen, og den charmerende samt mystiske milliardær Christian. Huang hinter her til en ny spirende relation og dermed også til den kærlighedsrelation, der er omdrejningspunkt for bog nummer 4: Twisted Lies, der er sidste bog i Twisted-serien.
1 comment so far