Anmeldelse af Ocean Vuong: Vi er kortvarigt smukke her på jorden, oversat af Caspar Eric, udgivet på C&K Forlag d. 12. maj 2020
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
I Ocean Vuongs nye roman skildres en ung mands rejse mod at finde hjem. En roman, der blander poesiens sprogkunst, prosaens historiefortælling og essayets måde at skabe en flydende, abstrakt tankestrøm, der svæver mellem virkeligheden og fritænkningens historier. I Vi er kortvarigt smukke her på jorden læser man ikke blot en smuk og rørende fortælling om familie, en krigs efterskælv og at finde sig til rette på ny, men også en fortælling om hverdagens små glæder og besværligheder.
Vi er kortvarigt smukke her på jorden er en søgen efter at høre til, finde og skabe sin identitet, og ikke mindst søgningen efter ens ophav. Man følger en søn, der skriver et brev til sin mor. De bor i USA, men har rødder i Vietnam. Det stærke tilhørsforhold til Vietnam, deres forsøg på at finde en plads, skabe et liv og føle sig hjemme i et ny land er alle tre aspekter, som romanen trækker på. Sønnen higer mod at skabe sig en identitet, ligesom mange andre unge mennesker – blot med én tilføjelse; søgen mod hans ophav, hans familiehistorie, for videre at kunne skabe sin egen fortælling.
At plukke sin bedstemors grå hår
Dette lille ritual er en måde, barnebarn og bedstemor Lan viser deres gensidige ømhed og kærlighed til hinanden på, og imens fortæller Lan livshistorier til ham. Historier fra Vietnam og sin barndom, ofte de samme historier i endeløse gentagelser med små forglemmelser og afvigelser, der hver gang får fortællingen til at virke levende for drengen, ligesom enhver anden bedstemor.
Generelt er romanen et bevis på en families sammenhold og uadskillelige eksistens, man hverken kan flygte fra eller forsøge at benægte. Jo før fortiden accepteres, desto hurtigere kan man forlige sig med nutiden og tage stilling til fremtiden.
Nuancen
Flere gange gennem romanen bliver nuancen af menneskers hudfarver symboler på deres ophav. Vuong skriver om nuancer af halvgul, sort og hvid, som når moren bliver spurgt i stormagasinet, om sønnen er adopteret, fordi morens hud er lysere end hans. Lan blev anset som mørkere i Vietnam og nu er hendes hudfarve lysere i USA. Tonen i huden bliver et råb om at ville høre til et sted; det at passe ind, selvom verden efterhånden er mikset uendeligt meget sammen.
Udover at være en familiefortælling er Vi er kortvarigt smukke her på jorden også en beretning om et efterskælv af en historisk katastrofe, om indvandreres udfordring med at finde sig til rette og generelt det liv, der udspiller sig for en ung immigrant fra Vietnam i det moderne USA.
Man hører om morens pedicure-salon, de lakerede negle, der er det mest fine og farvestrålende på hendes nedslidte krop. Moren praktiserer nye negletekniker i den kraftige lugt af acetone fra neglelakfjerner, der blander sig med madlavningen i køkkenet. Moren, der i øvrigt også har været meget igennem og overfører dele af sin frustrationer og afmagt ved at slå sønnen, men alligevel står deres gensidige kærlighedsbånd stærkt frem. Den kærlighed, der startede allerede fra begyndelsen:
Vuongs roman er en rejse gennem en families historie om flugten til Amerika fra et Vietnam præget af krig og bombninger. Rammen i fortællingen er et langt brev skrevet af en søn til sin mor, der ikke kan læse, dette skaber et unikt billede af, hvordan de er bundet tæt sammen af stærke følelser. Romanens blanding af prosa, poesi og nærmest essayistisk sprogførelse får fortællingen til at glide i finurlige krumninger og illusoriske billeder. Det hele forenes i denne anbefalelsesværdige bog, der med sine små filosofiske floskler og gode sprogbeherskelse skaber et finurligt univers, der er en fornøjelse at være læser af.
Leave a Reply