Anmeldelse af May Ayim: Hjemmet bærer jeg i skoene, udgivet på OVBIDAT d. 29. august 2025.
Anmeldt af Ursula Marie Dyekjær
Foto: Ursula Marie Dyekjær
I Berlins spraglede kvarter Kreuzberg ligger May Ayim Straße. Efter at have læst Hjemmet bærer jeg i skoene vil jeg gå der og forestille mig May Ayim med sine veninder, unge aktivister i evig diskussion, emmende af frihed på hver eneste hjørnecafe. Jeg vil tænke på, om hun vil være stolt af at se Berlin i dag.
Hjemmet bærer jeg i skoene består af 60 siders forord, 20 siders digte og et efterord af Mikas Lang på otte sider. Dette forord af oversætteren Helene von Tabouillot er resultatet af mange timers arkivarbejde. Hun kalder det I sporene af May Ayim, og heri følger hun den afrotyske poet May Ayim gennem hendes barndom i Tyskland i 60’erne og videre ind i hendes politiske liv i den feministiske forening Afro-Deutsche Frauen i 80’erne. Til at fortælle denne historie trækker Tabouillot på citater fra interviews og breve mellem Ayim og hendes veninder, beundrere og inspirationskilder. I denne kollage af forskellige menneskers ord tager May Ayim tydeligt form som både individ og aktivist.
Fordi Tabouillots viden om May Ayim og hendes samtid er omfattende, og hendes videreformidling af den er velskreven, gør det i sig selv ikke noget, at forordet er langt. Alligevel stopper jeg flere gange op og undrer mig over den plads på siderne, som Tabouillots personlige refleksioner optager. For en bog, hvor forsiden ikke antyder, at vi skal forvente andet end digte af May Ayim, savner jeg, at May Ayims egen forfatterstemme fylder. Tabouillot citerer selv Ayim for at sige, at hendes digte og deres budskab ikke kræver meget fortolkning af læseren. Derfor ærgrer det mig, at disse tyve siders digte først optræder efter en så grundig indførsel i deres kontekst – for deres politiske og følelsesmæssige gennemslagskraft kan sagtens stå alene.
En bevægelse i alt, hun skriver
Hjemmet bærer jeg i skoene indeholder ti digte af May Ayim, hvoraf de fleste berører det politiske felt, der optog hende – den afrotyske kvinde i det tyske samfund. Hendes aktivistiske nerve flyder fra digt til digt; den strømmer med stor kraft i hendes sarkastiske, nærmest satiriske digte over det, der nok kan kaldes hverdagsracisme i Tyskland, og den flyder mere blidt, når hun skriver kærlighedsdigte til veninder eller elskere – men den er altid til stede, tæt viklet ind i alle aspekter af hendes liv. Om sit store forbillede og veninde, Audre Lorde, der dør af kræft, da Ayim er omkring 30 år gammel, skriver hun:
”hendes virke lever videre / i hendes værker / vores visioner / bærer erfaringer /hendes ord / minder”
Få ord og en lang historie
Mange strofer i Ayims digte følger denne stil, hvor de korte vers får sætningerne til at sprede sig over siderne. Jeg læser dem langsomt. Et vers ad gangen. Hendes form føles på en måde som en kommando: Forstå. Nu. Hvad. Jeg. Siger. Og hun siger det ofte, nok mest for læserens skyld, ganske simpelt.
Alligevel rummer Ayims digte, med de få ord, hun bruger, en stor bevægelse gennem tid og sted. Hun skriver om det tyske samfund, ja, men hun skriver også om et fællesskab af erfaringer, af at være mellem steder og identiteter, der føles som hjem. Hun skriver om en langsom, men grænseløs, bevægelse mod frihed, som forbinder hendes eget liv til sorte menneskers historie i et langt større perspektiv. Digtene rummer en unik bevidsthed om det historisk og personligt partikulære sted, hun skriver fra – og herfra peger hendes digte både bagud, mod racismens mange tragedier, hvis ofre hun husker og sørger over, og fremad: Hun spejder ud mod de forandringer, hun tror på som aktivist. Fordi digtene indeholder dette håb om noget bedre, er det de vers, hvis ord måske lige så godt kunne være skrevet i dag, der er mest hjerteskærende – som dette uddrag, der beskriver de vestlige mediers tendens til at sørge mere over mistede hvide liv end andre:
”og politiet / kom så sent / at det var for sent / og aviserne var så nærige / med ordene / at det fortiedes / og i fjernsynet intet billede / af mordet”.
Hjemmet bærer jeg i skoene, med Tabouillots grundige forord, er den mest historisk og politisk lærerige digtsamling, jeg har læst. Når det kommer til May Ayims poesi, savner jeg alligevel et dybere dyk ned i forfatterskabet. Disse ti digte antyder en særegen lyrisk stemme og et politisk tema, der vil kunne genlæses årti efter årti uden at miste sin relevans – men i bogen finder jeg ingen forklaring på, at Ayims egne ord ikke fylder mere.
Leave a Reply