Anmeldelse af Dy Plambeck: Mod midnatssolen, udgivet på Gyldendal d. 3. maj 2024
Anmeldt af Stinne Bjerre
Foto: Stinne Bjerre
Tre børn, en eksmand, en ny kæreste, to bonusbørn og en frossen moderkage. Både nye og gamle relationer forstyrrer og forstørrer Amys liv, og på en rejse til Norge – mod det, der skal blive hendes nye tilværelse – konfronteres hun med fortidige spøgelser, mens hun forsøger at forberede sig på et liv som sammenbragt familie, hvor hun ikke kender spillereglerne. Hendes håb er, at en nedgravet moderkage kan forbinde de to familier og skabe det bånd, som ikke på forhånd er givet.
Amy rejser sammen med sine tre døtre med færgen M/S Midnatssol mod Tromsø i Nordnorge for at deltage i en familiefest hos sin kæreste, Mats, og hans børn. På turen ledsages hun af sine to ungdomsveninder fra Kalundborg, Kari og Lulu, der har overtalt hende til at udvide rejsen med et par overnatninger for at se midnatssolen og catche op på ungdomsårene. Med sig over Nordsøen bærer de tre kvinder hver især på livshistorier, traumer og problematiske relationer, der unægteligt finder vej op til overfladen i løbet af rejsedagene. For Amys vedkommende spøger sorgen over sit forliste ægteskab samt udfordringerne ved pludselig at befinde sig i en sammenbragt familie, med alt hvad det indebærer af savn, længsel, utilstrækkelighed, misundelse og usynlighed.
Uforenelige forbindelser
Romanens handling forløber over de dage, det tager kvinderne at nå til frem til Nordnorge, og i form af flashbacks og Amys refleksioner får vi undervejs indblik i kvindernes ungdomsår samt deres nuværende livs- og familiekonstellationer. Mens Kari er gift og bor med sin mand og børn, lever Lulu en solotilværelse. Amy har to døtre med sin eksmand, den tredje og yngste har hun sammen med Mats og har nu også fået to bonusbørn i form af Mats’ drenge. Selvom den nyfundne kærlighed blomstrer mellem hende og Mats, har Amy svært ved at finde sig til rette i den nye tilværelse, der følger med den sammenbragte familiekonstellation. Tabet af kernefamilien er præsent, og særligt i tiden kort efter skilsmissen finder hun sig selv og sine børn kastet op i luften, frigjort fra hvad der tidligere bandt dem trygt sammen.
Den yngste datters tilkomst bliver et naturligt bindeled mellem hende og Mats, men dette er ikke ensbetydende med, at deres to familier er forbundet. Amy føler sig som en intruder, en ubuden og usynlig gæst i Mats’ familie, og hun har svært ved at forene sig med tanken om ekskonen, Bjørk, der ikke kun eksisterer i kærestens fortid, men som en nærværende skikkelse, hun må forholde sig til:
”Da jeg hørte Bjørks stemme, følte jeg mig som en tyv, der var brudt ind i hendes hjem, og som hun var ved at overraske i at have sat sig ved hendes køkkenbord for at drikke kaffe. Det var hendes navn, der stod på dørskiltet. Det var hende, der hang billeder af på væggen i stuen. Hun havde flere ting i huset, end jeg havde, i spanden på badeværelset: En af hendes brugte tamponer, efter at hun havde været på besøg. Hun levede stadig i huset, selv om hun var flyttet. Jeg var en usynlig beboer.”
I et forsøg på at forbinde de to familier – sin egen og Mats’ – har Amy som en del af bagagen på rejsen medbragt moderkagen fra den nytilkomne datters fødsel i en fryseboks. Missionen er, at den skal nedgraves i Mats’ have som et jordisk fundament for de to familiers kommende opblomstring. En mission, hun erfarer, er mere kringlet end som så.
Et fællesskab af kommunikerende kvindekroppe
I alt det ukendte og uforbundne, som Amys nye familieliv inviterer til, skildrer romanen på fineste vis, hvordan venskabets kraft og dybe, tætte forbindelser, kan fungere som et trygt hjemsted i svære livsfaser og overgange. Amy, Kari og Lulu har kendt hinanden siden gymnasietiden, før karriere, ægtemænd og børn blev en tidsbegrænsende faktor – en tid, hvor lange, lyse nætter, spæd kærlighed, pot og ikke mindst venskabet udgjorde rammen for tilværelsen. I modsætning til den fritsvævende situation, Amy som voksen befinder sig i, fungerer Kari og Lulu – i kraft af både deres køn og langvarige, nære bånd – som en familie, hun er uløseligt forbundet til på et helt særligt plan, der i modsætning til det romantiske ikke kan rokkes ved trods flere års adskillelse uden kontakt:
”Mens jeg frotterede mig i håndklædet, følte jeg mig forbundet til de andre kvindekroppe på stranden, som om vi udgjorde en lang fortælling, et Bayeux-tapet: bryster, maver, arme, ben strækmærker, ar og appelsinhud. På stranden talte man sammen gennem kroppene. Sproget gled fra den ene krop til den anden, som om de delte nogle erfaringer, vi, der levede i kroppene, ikke kendte til. Kari lagde armen om mig. Hun og Lulu havde det til fælles med Sally, Frida og Trude, at de var mennesker, jeg ikke kun kendte med mit sind, men også med min krop.”
Det, vi bærer med os
Amys rejse mod Mats og deres nye fælles liv bliver en afsked med tidligere livsformer, men samtidig en accept af, at forhenværende relationer og oplevelser lever videre i hende, som noget hun unægteligt bærer med sig. Hendes veninder fra dengang er med til at cementere og give liv til disse fortællinger som livsvidner i både gode og svære tider.
Mod midnatssolen er en hjertevarm fortælling, der på ærlig vis skildrer både glæderne og problematikkerne ved moderne familie- og livsformer. Det er en fortælling om kærlighed i dets utallige skikkelser, herunder både sorgen, glæden, forventningen og længslen forbundet hermed.
Om accept af ens livsvalg, om at mane fortidige spøgelser til jorden og ikke mindst om betydningen af dybe venskaber, der kan fungere som trygge hjemsteder at søge hen, når mennesket befinder sig i kaotiske brydningstider mellem livet der var, livet, der er og livet, der kommer.
Leave a Reply