En blandet fornøjelse

Anmeldelse af Jonathan Franzen: Længere væk, Gyldendal, 325 sider, 2013

Anmeldt af Sandra Bello Sørensen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

”Længere væk” er en samling af essays, som inviterer læseren indenfor i forfatterens tanker. Det er tekster om det at skrive, om litteratur, fugle og Franzens savnede ven og om forfatteren David Foster Wallace, som tog sit eget liv i 2008.

Bogens titel, som også er navnet på titelessayet, Længere væk (på engelsk Farther Away) er en henvisning til en ø, 800 km. ud for den chilenske kyst som indtil 1966 hed Más Afuera – navnet blev ændret til Alejandro Selkirk Island. Alexander Selkirk var en skotsk sømand, som menes at have inspireret Daniel Defoe til hans klassiker ”Robinson Crusoe”.
Det var denne ø, som forfatteren Jonathan Franzen rejste til i 2011, da han havde et behov for at komme langt væk.

Titelessayet er det længste i bogen og også et af de bedste. Det samler bogens tematikker rigtig flot. Problemer med naturen der er truet, det sande formål med litteratur og forfatterens længsel efter at undslippe den moderne verden, som er domineret af teknologi. Med sig har Franzen noget af vennen David Foster Wallaces aske, som han vil sprede på øen. Desuden har han medbragt forskelligt overlevelses-gear samt bogen Robinson Crusoe, da han ønsker at læse den for at få en forståelse for Crusoes isolation på en ø, en isolation som han selv skal prøve. Det viser sig at være ret svært for et moderne menneske at hengive sig til øens primitive liv, men på trods af ubekvemmeligheder og en smule selvmedlidenhed, formår Franzen at skrive et rørende essay. Et essay som kort sagt handler om at det at skabe, at være til og at læse samt skrive. Og ikke mindst ensomheden der ligger i at hengive sig til at skrive en roman. En ensomhed, som kun en forfatter kan forstå.

En personlig udvikling 
I essayet ”Om selvbiografisk skønlitteratur”, reflekterer Franzen over, hvordan forfattere får en del af sig selv med i deres skønlitterære tekster. Han taler bl.a. om, hvordan det som forfatter er, som at være en del af et fællesskab. Der er nogen i det fællesskab, man vil elske, og andre, man vil hade, men uanset hvad er man alle en del af det samme fællesskab.
Arbejdet med at skrive, er en personlig udvikling, og deri ligger der altså noget selvbiografisk i enhver roman, også selvom det ikke direkte er en selvbiografi. For hver en bog en forfatter skriver, udvikler forfatteren sig personligt.

” … man må blive et andet menneske for at kunne skrive den næste bog.
Den person man er, har allerede skrevet den bedste bog han eller hun
kunne. Der er ingen vej fremad uden at man forandrer sig. Eller med
andre ord uden at man arbejder på sit eget livs historie. Altså: på sin
selvbiografi.” (side 136)

Det er inspirerende at læse Franzens tanker om dét at være forfatter, og i det hele taget byder bogen på mange tekster, som vil få læseren til at reflektere over tingene og danne egne holdninger.

Inspirerende tekster

Essaysamlingen har mange budskaber, såsom at litteratur er vigtigt, at ægte kærlighed er svært (men nødvendigt), samt at vi skal passe på vores planet. Som læser vil man opleve, at uanset hvad man læser, værende enten et foredrag, en tale, et essay eller en anmeldelse, vil man komme til overveje de tanker, som forfatteren selv har gjort. Man vil også se hvor god Franzen er til at lege med sproget. Bl.a. i teksten ”Vores lille planet”, som giver et indblik i en forfatters fantasifulde hjerne, som opfatter en ganske almindelig oplevelse, helt anderledes end de fleste.

Generelt er teksterne af høj litterær kvalitet, der er dog et par stykker, som ikke helt passer ind i samlingen. Her vil jeg særligt fremhæve den satiriske tekst ”Interview med Staten New York”, som på mig forekommer som et lidt mislykket forsøg på at beskrive forfatterens kærlighed til New York City, samt byens udvikling. Jeg mangler desuden en opsummering, der binder teksterne sammen.

Alt i alt er Længere væk en smuk og inspirerende samling af tekster om livet i stort og småt, på godt og ondt, fortalt med sjæl og hjerne. Det er et forsvar for den fordybelse og passion, som det moderne samfund, med sin teknologiske dominans, savner.
Den er intet mindre end inspirerende.