En dannelsesroman i humorens tegn

En dannelsesroman i humorens tegn

En dannelsesroman i humorens tegn

Anmeldelse af John Cleese: Men altså …, udgivet på Gyldendal d. 10. april 2015

Anmeldt af Lea Grosen Jørgensen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

John Cleeses selvbiografi er både stilistisk og indholdsmæssigt et ekko af den verdensberømte komikers talent og humoristiske sans. Med en blanding af sceniske erindringsbilleder og essayistiske passager tegner Cleese et portræt af sit forhold til humoren, til England, til sin familie, venner og kollegaer – og ikke mindst til sit unge jeg.

Som læser ser man hurtigt den nu 75-årige John Cleese for sig. Han sidder tilbagelænet i sin yndlingsstol og bestræber sig ihærdigt på at fortælle sin livshistorie forholdsvist kronologisk. Fra tid til anden begiver han sig imidlertid ud på et sidespor og har kun latter tilovers for sig selv og sine ofte malplacerede anekdoter. Vendingen ”Men altså…” er hans stikord til selve handlingsforløbet og er derfor også en passende titel, som afspejler fortælletonen og den ironiske selvfremstilling, der tilsammen tildeler bogen en helt speciel dynamik. Cleese lægger ikke skjul på sin egen klodsede facon, hvad enten det drejer sig om den otteårige og ranglede Johns første dag på St. Peter’s forberedelsesskole eller om tiden på Cambridge, hvor han frustreredes over sine juridiske studier, frygten for det modsatte køn og sin manglende evne til at sige nej.

Cambridges dramaklub, The Footlights, bliver startskuddet for Cleeses omfattende karriere, og ligesom komikken og diverse sketches tager del i bogens narrative opbygning, så indgår humoren i Cleeses liv på vilkårlige tidspunkter. Den høflige og let tilbageholdende John når til tops inden for den britiske underholdningsbranche uden helt at være klar over det. Hans vej fra den sociale spændetrøje i det småborgerlige Weston-super-Mare til BBC i London, hvor han udfolder sig kunstnerisk som manuskriptforfatter, er måske ikke så dramatisk som de gængse dannelsesromaner. Men ligesom i klassikerne er det hovedpersonens følelsesmæssige og professionelle udvikling, som viser sig at være fortællingens drivkraft.

Læseren møder en sammensat Cleese, som indimellem de komiske indslag også formår at reflektere over humorens betydning og sine egne erfaringer. ”Det er undertrykt vrede, der er sjov,” (58) fastslår han blandt andet med en direkte reference til sin karakter, Basil Fawlty, fra serien Halløj på badehotellet. Komiske virkemidler som frygt og ineffektiv vrede, såvel som den kreative proces og selvironiens styrke er nogle af de pointer, som Cleese fletter sammen med sine personlige erindringer og sit samarbejde med nogle af de største ansigter fra den engelske komik- og TV-verden. Det gælder personer som Marty Feldman, Peter Sellers og ikke mindst Graham Chapman – Cleeses faste skrivepartner og senere MontyPython-medlem, hvis homoseksualitet kommer bag på en noget forlegen Cleese i en scene, der sagtens kunne fungere som en sketch:

“’Hvem taler vi om her?’

’Graham!’

’Hvem Graham?

’Graham Chapman!’

’Ja, det ved jeg! Men hvem er det, der ifølge Graham er bøsse?’

’Det er han!’

’… undskyld, nu er jeg ikke med …’”

(338-339)

Cleese gør det godt som en selvbiografisk forfatter, der ikke ejer skyggen af selvhøjtidelighed og derfor forstærker bogens humoristiske jargon. Men hvis man forventer et portræt af Monty Python, vil man til sin skuffelse opdage, at Cleese kun lader den ikoniske komikergruppe komme til sin ret i de to sidste kapitler. Det er værd at bemærke, at det trods alt er John Cleeses historie – ikke Monty Pythons – og for at få mest ud af de skøre sidespring bør man i forvejen kende lidt til 60’ernes britiske komikerbranche og karismatiske personligheder. Selv om Cleese ikke afholder sig fra at gøre grin med de fleste af dem, bærer hans omtale alligevel præg af en oprigtig respekt og beundring. Hvis tilfældet er anderledes, maskerer han i så fald sin kritik med ironi eller sort humor – og han slipper af sted med det, fordi han har Basil Fawlty, døde papegøjer og gakkede gangarter med i bagagen. Fordi han er John Cleese.