En eftermiddag i selskab med det posthumane

En eftermiddag i selskab med det posthumane

En eftermiddag i selskab med det posthumane

Reportage fra udgivelsen af litteraturmagasinet SNART på Kasernen, d. 29. april 2016

Af Nete Bækgaard Hermansen

Fotograf: Nete Bækgaard Hermansen

Andet semester på Litteraturhistorie har tradition for at udgive deres eksamensprojekt, et studentermagasin, med en reception. Dette år er det visuelle i fokus, da årgangens magasin SNART – visioner om fremtiden i ny litteratur præsenteres. Det skal handle om det posthumane og den posthumane litteratur, og dette symboliseres tydeligt igennem arrangementets futuristiske pynt. Med oplæsning fra magasinet og en spændende diskussion imellem underviserne bliver emnet yderligere italesat, og jeg forlader arrangementet en del klogere, men også med nogle ubesvarede spørgsmål.

Futurisme på den gamle kaserne

I det øjeblik vi træder ind i Kasernecaféen, som i dagens anledning lægger rammer til udgivelsesreceptionen for magasinet SNART, er vi klar over, at noget ikke er, som det plejer. De normalt så afdæmpede omgivelser er nemlig blevet peppet gevaldigt op med sølvpapir på bordene, udsmidere klædt meget livagtigt ud som zombier og udklip fra tegneserier. Der er virkelig tænkt over det visuelle, og det gælder ikke kun for selve udsmykningen, men også for magasinet, som ligger rundt omkring på bordene, så alle kan få lov at kigge. Forsidedesignet leder tankerne hen på både rumfart og fremmede planeter og er samtidig en reference til et af Romantikkens mest kendte billeder, ”Wanderer Above the Sea of Fog”. Billedet befinder sig også i en mere genkendelig, om end redigeret, udgave inde i magasinet og etablerer idéen om, at den postmoderne litteratur måske er fremmed, men dog heller ikke så fremmed endda. Ud over de studerendes egne tekster, som tæller både prosa, lyrik og litterære artikler, så er der også et bud på anderledes former for katte-memes og andre spændende grafiske bidrag. Ved en hurtig gennembladring af magasinet virker det litterære indhold utroligt interessant, og alt i alt virker magasinet meget appellerende for de spændte besøgende. Vi glæder os derfor alle til at høre meget mere om tankene og idéerne bag bladets indhold, da receptionens program begynder.

SNART3, 2

Diskussion med passion

De studerende på andet semester har som eksamen i faget Ny Litteratur lavet et projekt, der viser, hvad de har lært igennem undervisningen. De seneste par år har dette projekt givet udslag i et magasin, som på den ene eller den anden måde omhandler nyere former for litteratur, og dette format virker til at være en stor succes hos både de studerende og undervisere. Dette år har det været Johannes Poulsen, som har stået for tilrettelæggelsen af og undervisningen i faget, og hans interesse for alt, der vedrører posthuman æstetik, skinner tydeligt igennem. Johannes er en passioneret underviser, og denne passion ser ud til at have smittet af på hans studerende, som virkelig har lagt meget arbejde og energi i deres eksamensprojekt. Litteraturhistoriestuderende Rasmus Gissel indleder receptionen med at læse op fra sin interessante fremtidsnovelle ”New Mind”, som hjælper til at etablere stemningen og give en fornemmelse af, hvad det blandt andet er for noget materiale, som andet semester har arbejdet med. Det er spændende, og man får lyst til at høre endnu mere fra de forskellige bidragsydere, men lige nu er der et andet punkt på programmet – nemlig en debat imellem førnævnte Johannes Poulsen og Poul Bjergegaard, som ligeledes er lektor på Litteraturhistorie. Det er institutleder Mads Rosendahl Thomsen, som modererer, og han åbner op for diskussionen ved at stille det svære spørgsmål: ”Hvorfor litteratur om fremtiden?” Dette er et emne, som de to herrer har meget at sige om, og debatten er både lang og spændende. Den posthumane litteratur kan ifølge Johannes og Poul både ses som et forsøg på at sætte ord på en fjern og truende samtid, i disse dage eksemplificeret med den nuværende flygtningekrise, og som en italesættelse af, hvordan verden ville se ud, hvis alt var anderledes. Den er vigtig, får vi at vide, fordi litteratur om fremtiden kan sætte nogle ting på dagsordenen, som vi ellers har svært ved at tale om. Det kan være svært for mennesket at acceptere idéen om pludselige forandringer, men gennem litteraturen tvinges vi til at forholde os til eksempelvis emner som kunstig intelligens og genmanipulation, der ellers hurtigt kan virke fjerne og skræmmende.

SNART2, 2

Efter en spørgsmålsrunde slutter debatten, og det samme gør receptionen desværre også.  Med et par glas vin og et stykke kage i maven samt en underholdende oplæsning og en oplysende debat i rygsækken tager jeg nu en udgave af SNART under armen og begiver mig igen ud af Kasernecaféen og tilbage til nutiden.

En flot udgivelse, men hvor var udgiverne?

Selve magasinet SNART må siges at være en uforbeholden succes, både med hensyn til indholdet, hvor en række virkelig dygtige skribenter har bidraget med interessante bud på, hvordan fremtidens litteratur kan komme til at se ud, og med hensyn til designet, som er sublimt udført af Sissel Andersen, Nora Goodstein og Mia Nikander. Dog var receptionen en lidt mere blandet oplevelse. Med det hårde arbejde, der tydeligvis er blevet lagt bag udgivelsen, så havde jeg forventet, at de studerende ville være lidt mere til stede under selve receptionen. Når man har skabt så flot et produkt, bør man være stolt af at vise det frem og fortælle om det, men lysten til at reklamere for det, de har skabt, var en smule fraværende hos de studerende, som overlod det meste af introduktionen til deres undervisere. Selvom debatten mellem Poul Bjergegaard og Johannes Poulsen udgjorde et spændende indslag, ville jeg endnu hellere have hørt om tankerne bag magasinet fra nogle af skribenterne eller redaktørerne. En oplæsning eller to ud over Rasmus Gissels havde ikke været af vejen – i hvert fald sad jeg som tilskuer ved arrangementets slutning med følelsen af, at jeg havde lyst til at vide meget mere. Måske ikke om det posthumane som emne, men i højere grad om de idéer og kreative kræfter, som har muliggjort så spændende et blad. Det var derfor en eftermiddag givet godt ud, men den tid, jeg efterfølgende brugte på at læse magasinet, var endnu bedre.