En fold i sprogets sørgedragt

Litterær artikel om Naja Marie Aidt: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog

Af August Toftgaard Madsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Carls bog af Naja Marie Aidt er blevet til på den dybeste afgrund af sorg – den er blevet til på tabet af en søn. Det er næsten umuligt at skrive om, men Aidt formår at strække sproget langt ind i sit sørgende sind. Hvad hun finder, kan hun kun gengive i fragmenter. Jeg vil her forsøge at trække et spor på tværs af fragmenterne og vise hvordan sproget for Aidt bliver en lindrende kilde i sorgens fængsel. For sproget kan formidle nærværet til andre mennesker og rumme kritikken af dem som kunne have handlet anderledes. Og sproget kan udtrykke den kærlighed Aidt vil sende efter sin afdøde søn.

Sønnetabet

En tidlig forårsdag i 2015 spiser Naja Marie Aidts søn, Carl, svampe med samboen N og havner i et dårligt trip. Med kulsorte øjne kaster han sig rundt i sengen og skærer tænder mens han flår i hud og hår – pludseligt springer han op og griber fat i N. Da han fører hånden mod halsen, vrider N sig fri og løber ud for at ringe efter politiet.

Før nogen igen kommer ind, tager 25-årige Carl springet gennem vinduet, nøgen fra fjerde sal.

De følgende dage holder en respirator Carls krop kunstigt i live indtil han erklæres hjernedød og organerne kan høstes. Mens Carl ligger kold, afsjælet og lemlæstet, først af ulykken, siden af lægevidenskaben, kæmper Aidt for at holde fast i en flig af livet. Hun har mistet det umistelige og lammes af en sorg så mørk og rå at hun i starten også mister sit sprog og sin evne til at skrive.

Som tiden går, begynder hun alligevel at søge trøst i det skrevne ord. Hun forfatter korte tekster i form af erindringer, refleksioner, digte og citater, og det er disse noter som – gengivet lige så fragmentarisk som de blev til – udgør Carls bog.

Formen

Bogen er usædvanligt stemningsladet, og den formår at gøre sorgen til en følelse i læseren . En del af forklaringen på dette – ved siden af den triste baggrund for tekstens tilblivelse – findes i samspillet mellem form og indhold. Aidt skriver om tankevrimmelen der fylder bevidstheden i dén som er fanget i chokkets øjeblik. Samtidig må læseren i Carls bog konstant forholde sig til tekstfragmenternes spring mellem stilarter, og således kommer strukturen til dels at spejle tankevrimmelen, dels at vække følelsen af mindet der ustandseligt undslipper sprogets forsøg på indfangelse.

Strukturen forstærker grundstemningen af panik og afmagt. Stemningen ligger som en undertone bogen igennem, men stedvis blusser den op og slår læseren i ansigtet – som her hvor Aidt i en erindringspassage bryder pludseligt ud i versaler:

Fortællingen om dødsnatten er spredt mellem fragmenterne så vi først på side 92 hører hvad Carl har været igennem. Udstrækningen får læseren til at fornemme den paniske sitren i timerne efter telefonopkaldet hvor alle mellemregninger er ukendte, men en afkrog af sindet fatter at døden er resultatet.

Aidt har skrevet en bog som man mærker at man læser.

Sorgens fængsel

Sønnetabet er altforandrende, og Aidt tager os med gennem skæbneomslagets stadier.

De første reaktioner er rent kropslige. Fremmed for sig selv og ude af kontrol smider hun sig på gulvet, ryster og skriger. Tiden går nærmest i stå under køreturen mod hospitalet:

Kroppen er forud for forstanden der mangler sit sprog. ”intet sprog muligt sprog døde med mit barn” skriver hun, og flere uger går før hun glimtvis kan samle tankerne. Det første hun tænker på som ikke er Carl, er Inger Christensens digte. En måned efter ulykken nedfælder hun – næsten ulæseligt – et digt på en serviet med lån fra Christensens Alfabet:

Digtet er Aidts forsøg på at genfylde sproget med betydning, men i hændelsens perspektiv slår det ikke til, og hun må konstatere:

Sprogtabet leder til bogens omdrejningspunkt som er den sørgendes dilemma: hvordan kommer man nogensinde ud af sorgens fængsel? Jeg vil fremhæve tre veje som Aidt bevæger sig ad.

Først dyrker hun de rå og nøgne beskrivelser i myndighedernes rapporter:

Rapporterne giver Aidt viden om hvad hun skal leve videre med, men de fortæller hende ikke hvordan.

En form for lindring finder hun i myter og fortællinger om døden. Hun gengiver Sokrates som på sin dødsdag siger om sjælen at den ”viger bort fra døden, velbeholden og uforgængelig”. Og hun skriver om floden Mnemosyne i Hades som skænker indsigt i alt fra den dødes livet. Drikker den døde heraf, kan han i evighed hvile og nyde Elysiums grønne slette.

I et senere fragment tilføjer Aidt en vejledning til hvordan Carl i Dødsriget finder frem til Mnemosyne.

Familien er ikke troende. Alligevel giver de Carl en mønt til færgemanden med i kisten.

”Vi tror ikke på noget”, understreger hun, men troen og myterne udgør et rum hvor døden bliver sat på begreb, og det rum søger Aidt.

Men det som for Aidt bliver forskellen mellem at sidde fast og komme videre, er nærværet af mennesker der sørger med og som hende selv. Hun finder det blandt venner og familie, men også i litteraturen hos forfattere som Stéphane Mallarmé, Jacques Roubaud og Denise Riley der alle skriver om tabet af en nær.

Der er uendelig stor forskel på lægens medlidenhed og den rene, rå med-liden hun finder blandt sine sorgfæller. Følelsen af at have nogen ved sin side da hun stirrer ind i tomheden, giver hende en kraft at leve videre på – sorgen bliver rammen om et lindrende fællesskab. ”Vores venner vasker forsigtigt det blødende sår” skriver hun og sammenfatter bogens budskab uden hensyn til syntaks:

Mindejagten

Endnu er det svært at bryde med sorgen, for Aidt vil for alt i verden holde fast i mindet om Carl – og mindejagten er en fængslende beskæftigelse:

Aidt må spørge sig selv om det er muligt at hele uden at glemme. Svaret kender hun ikke, men uvægerligt bliver forsøget på at forstå hvad der er sket også et forsøg på at forstå hvem Carl var.

Stærkest indtryk gør fragmenterne hvor Aidt skriver af fra Carls noter. Hun vidste ikke at han skrev, før hun under oprydningen af hans lejlighed finder en samling håndskrevne digte. Det er voldsom intim læsning, for digtning er noget af det mest private vi kan begive os af med. Aidt deler sin afdøde søns hemmelige digte med os, og virkningen er dyb, for i mødet med hans tanker bliver en del af Carl levende for os. Således dør Carl også fra læseren i Carls bog.

Forsvar

Driften mod at mindes styrkes af ydre omstændigheder. Aidt må fortælle om Carl for at tale den dødes sag:

Bogen går i rette med politiet som i deres rapport omtaler optakten til ulykken som ”tabernakel” i et ”homoseksuelt forhold” i hvilket den ene var ”psykisk syg”. I psykosen havde Carl ganske vist udtrykt følelser for N, men det kom bag på N – måske var det kun et psykotisk indfald – og Carl var ikke psykisk syg. Politiet kørte ikke udrykning til stedet hvilket kostede dyrebare minutter. Aidt undrer sig over om ordene ”homo” og ”syg” i meldingen fra alarmcentralen påvirkede politiets vurdering af situationen. Det ville i sig selv være foruroligende. Under ingen omstændigheder skal politirapportens omtale af Carl stå uimodsagt. Det gør den ikke med Carls bog.

Bogen er også et forsvar mod lægevidenskabens instrumentalisering af den døde krop. Familien siger ja til at lægerne må splitte Carls i forvejen forslåede legeme for tage organer der endnu virker – dog ikke hjertet, for han skal ikke begraves hjerteløs.

Men følelserne er tvedelte, for selvom formålet er meningsfuldt, fremstår udhulningen af Carl som et angreb mod den døde krops værdighed. Himmelråbende er scenen hvor lægen slukker respiratoren. På falderebet spørger han smilende om de også må tage et knæ og noget hud fra Carl. Svaret bliver et nej. ”Vi mangler heller ikke hud i øjeblikket” konstaterer lægen og går.

Stærkest af alt

Johannes Møllehave skriver et sted at sorg er kærlighed man ikke kan komme af med. Bogens titel, der er taget fra et digt Aidt skrev 9 år tidligere; har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, lyder som et paradoks, men i denne forstand giver den mening; Døden tog Carl fra Aidt, men med sin bog holder hun fast i kærligheden mellem dem. Hun skriver:

Carls bog er først som sidst en kærlighedserklæring fra en mor der overlever sin søn. Den handler om en personlig tragedie, men som handling er bogen smuk.

Til lindring

Carls bog er intim og stemningssættende, og det skal man som læser berede sig på.

Men i sin stemning og intimitet kan bogen være et tiltrængt nærvær for andre i sorg.

Aidt viser med sin fortælling at der er en fold i sprogets sørgedragt – en fold af sproglig lindring at gribe efter for dem som ved sorgens afgrund søger et sted at hage sig fast.