Anmeldelse af Louis-Ferdinand Céline: Krig, udgivet på Gyldendal d. 24. august 2023.
Anmeldt af Viktor Woetmann Olsen
Foto: Viktor Woetmann Olsen
Man kan ikke ligefrem påstå, at der er en mangel på 1. verdenskrigssoldater, som efter krigens afslutning valgte at skrive romaner om alle de rædsler, slagmarken havde bragt dem. Det er dog sjældent, at disse først udgives over et århundrede efter begivenhederne – men dette er ikke desto mindre tilfældet med Louis-Ferdinand Célines Krig, der først udkom i Frankrig sidste år. Et ellers forsvundet manuskript dukkede op, skrevet af en af det 20. århundredes mest hyldede og kontroversielle forfattere, og det sprudler af sort humor, perversitet og en dybt ligegyldig holdning til menneskelivet, fostret af krigens altomsluttende håbløshed.
Borte fra bataljonerne
Selvom Krig følger en soldat under første verdenskrig og at dømme ud fra begyndelsen på mange måder lægger op til at være en klassisk krigsroman, spækket med granater og geværtræf, udvikler den sig på en uforventet og særligt fransk måde. Soldaten Ferdinand fumler såret rundt på slagmarken i bogens begyndelse, men støder heldig- eller uheldigvis på en britisk soldat, der får sendt ham afsted til behandling. Resten af romanen udspiller sig herefter i landsbyen Peurdu-sur-la-Lys, hvor Ferdinand er indlagt. Patienterne dør på stribe, og de eneste, han på hospitalsstuen formår at knytte et bånd til, er sygeplejersken L’Espinasse, der falder for de fleste, herunder Ferdinand, og den anden soldat Cascade, der så senere hen bliver henrettet for bevidst at have såret sig selv.
Den på mange måder dystre og lettere dystopiske roman bæres frem af en enormt elegant og samtidigt indigneret prosa, der transcenderer den materielle elendighed til noget nærmere et åndeligt angreb på menneskeheden:
”Jeg troede aldrig særlig meget på den nye dag. Hver eneste morgen var jeg mere træt end dagen før, fordi mit spektakel havde vækket mig tyve-tredive gange i løbet af natten. Det er en træthed uden navn, den, der opstår af angsten. Man ved udmærket, at man er nødt til at sove for at blive et menneske som de andre igen. Man er også for træt til at få det overstået og slå sig selv ihjel.”.
Klukken i mørket
Der er dog også midt i al denne håbløshed, måske nærmere livsforagt, som bogen er præget af, plads til humoren som et element, der letter på den bogstavelig talt gravalvorlige stemning. Dette aspekt træder særligt i karakter, da Cascades kone Angèle kommer til byen og med det samme prostituerer sig til de britiske soldater for at tjene lidt ekstra håndører. En af romanens mest uforglemmelige og livsbetonede scener udspiller sig også, da dette ufine ægtepar kommer op at skændes til et selskab, og Cascade udbryder:
”-Hvad, hvad fanden, din lede sæk, så du svarer din mand igen foran andre nu? Bare fordi du har fået lagt rør ind af Tommyerne, lige siden jeg fik dig sendt hertil … Hvem tror du, du er? Jeg går ud fra, du ikke fortæller dem, at jeg fandt dig med fissen fremme i passage du Caire, og at du aldrig ville have tjent nok til at føre dig frem i skjorte, hvis det ikke var for mig.”.
Angèle svarer igen, og det ender i både ophidset sang og med erklæringen om, at hun havde sladret til militæret om Cascades bevidste selvskade, hvilket var sandt nok, da han kort tid efter blev henrettet. Alt dette skræmmer dog ikke Ferdinand væk, da han går med på Angèles kyniske forretninger rundt i byen og endda ender med at finde sin flugtvej gennem dette, da en britisk ingeniør inviterer dem begge til London. Og denne sygeorlov muliggøres kun af trusler mod den altid opstemte sygeplejerske L’Espinasse, der vist nok brugte lidt for lang tid i ligrummet – med beskæftigelser, der ikke behøves gentages!
Et veloplagt stykke fortid
En ny og særegen klassiker, kynisk og kraftig, har endelig fundet sin vej ud i verden, og selvom det var sensationelt i Frankrig, Célines hjemland, er det en begivenhed, der desværre er blevet lidt overset herhjemme. For Krig er i mine øjne en af de største og mest atmosfærisk velskabte romaner, der udspiller sig under 1. Verdenskrig. Den gengiver på sin helt egen måde krigens apokalyptiske stemning og river fat i et stykke fortid (men aldeles også nutid for den dengang unge Céline), som har været afgørende for det moderne menneske. Og som Céline så forarget og nøjagtigt skriver:
”Fortiden er et fordrukkent svin, der konstant er plørefuld af glemsel, en ægte luskepels, der har brækket sig dygtigt ud over alle de gamle, modbydelige sager, man egentlig havde stillet på plads eller lagt i bunke, helt til dagenes bitre ende og videre ned i kisten til ens hykleriske kadaver.”.
Leave a Reply