Anmeldelse af Caterina Pascual Söderbaum: Sonetten om åndedrættet, udgivet på Basilisk d. 27/9 2023. Oversat fra svensk af Mathilde Moestrup.
Anmeldt af Emilie Fabrin
Foto: Emilie Fabrin
Når et værk er kort, sætter det naturligvis nogle krav til den begrænsede mængde tekst, det rummer: hvert ord og hver sætning må have en vis tyngde for at bære bogens budskab. Disse krav lever Caterina Pascual Söderbaums Sonetten om åndedrættet i høj grad op til, og måske endda i en sådan grad, at det vil være svært for nogle læsere at få det hele med – mig selv inklusiv.
Tyngde og intensitet
Sonetten om åndedrættet er en lille samling af tætpakkede prosatekster. Selvom bogen er både lille og kort, er den ikke nødvendigvis hurtigt læst, for der gemmer sig betydningsfulde detaljer og analyseparate vendinger på hver side. Bogen er velskrevet med stor kærlighed for detaljer, der gør det muligt at følge fortællersporet med sanserne, og som gør læsningen af disse fire tekststykker til en intens oplevelse:
”Åndedrættet er et sakramente, der er et alfa og et omega af blodkar på hver lunge. Det er takket være hende at jeg ved det; åbenbaringer får man når man er helt og holdent i en andens hænder”
Relationer i fire dele
Sonetten om åndedrættet rummer fire korte fortællinger, der hver især og på hver deres måde kredser om relationer – både relationer, der har været, der er, der er stærkt etablerede, og der nærmest er skjulte. Den første del er bygget op af 14 tekststykker inspireret af en sonet, der er et lyrisk digt på 14 linjer. Teksterne er et portræt af en kvinde, som fortælleren tidligere har haft en tæt relation til. I bogens anden del følger man et ungt pars intense charterferie, og tredje del dvæler ved en kvindes gensyn med et pensionat i Lissabon, hvor hun venter på at mødes med en mand fra sin fortid. Bogens sidste del skildrer en særlig relation mellem en tolk og en spansk mand, der venter på at dø på et svensk hospital:
”Men hvis det grønne rum med hjuludstyrede møbler var dødsriget, hvem var tolken så, Alicia? Var hun også død? Han tænkte at hun måske var en engel, og han så hende stå foran sengen med et spejl i munden lige der hvor tungen burde være, Alicia, og i spejlet så han noget forvredet som mindede om et ansigt”
En bouillonterning af eftertænksomhed
Det lille, tætpakkede værk er ikke lutter let spiselig underholdning, men derimod en bouillonterning af eftertænksomhed og dvælen ved livets allervigtigste instans: vores relationer. Bogen inviterer til at blive læst flere gange, og til at blive læst langsomt. Den lægger op til refleksion over, hvilken tyngde relationer har i vores liv og bevidsthed.
Leave a Reply