Essay over William S. Burroughs: Katten indeni, Forlaget Antipyrine, udgivet november 2014
Skrevet af Anne Skov Thomsen
Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk
Jeg har boet i to byer gennem min barndom, og jeg er overbevist om, at der altid, lige meget hvilken lille flække eller bydel man kommer til, vil være en særling, som de fleste kender. En person, som lever for sig selv og passer sit eget, mens omverdenen nyfigent kniber øjnene sammen på den anden side af hækken for at spionere ind ad vinduerne til denne skæve eksistens. I mit tilfælde talte man i den ene by om Hundedamen og i den anden om Kattemanden. Af uransagelige grunde vækker det ofte en vis form for misbilligelse i den almindelige offentlighed, når et menneske så at sige vender sin egen art ryggen og allierer sig med en anden. Som om dette menneske deler en særligt usmagelig hemmelighed af konspiratorisk art i sin isolation med – ja, eksempelvis hunde eller katte.
Det århusianske mikroforlag Antipyrine udgav i november en oversættelse af den prominente amerikanske beatdigter William S. Burroughs’ kortprosasamling Katten indeni fra 1986. Bogen, der er udgivet på forfatterens mildt sagt aldrende dage, fremstiller ham i en mere uvant rolle; som Kattemand. Værket består af korte og simple overvejende selvbiografiske tekster, som handler om forfatterens mange katte; albinoen Ed, skarnskatten Fletch, blåsorte Ruski, hans flamme, den røde Ginger, en ladylike Calico Jane, Wimpy, Billy, Horatio etc. etc. Men der optræder også mere eller mindre overnaturlige katteskikkelser i drømmescenarier, ikke at forglemme de syrede hybrider af katte og andre arter som fx flagermus eller menneskefostre i en række hallucinatoriske syner.
Burroughs’ kattebog lugter ved første prøvesnusning langt væk af aldrende Kattemand med Kuller og hang til at forsvare sin miavende åndsfælle. Han udnævner sig selv til kattenes Vogter, hvilket hurtigt leder tankerne hen på fænomenet Kattens Værn. Hunde er derimod, anfører Burroughs utallige steder, først og fremmest lorteædende, foruden stinkende, dumme og selvretfærdige. Én tekst er således også viet til at redegøre for kattehaderens usle og hæslige natur, mens en anden indkredser en definition af begrebet nuttethed, der ifølge Burroughs overhovedet ikke passer på de fleste mennesker, men nok på mange katte: ”Elegance, ynde, sarthed, skønhed og en mangel på selvbevidsthed […] Uskyldighed og tillid.”
Men titlen Katten indeni bærer samtidig en umiskendelig tvetydighed. Der kan både hentydes til kattedyret selv indeni og til katten indeni forfatteren – og måske i mennesket i det hele taget?
Katten indeni er både den kærlige beskrivelse af den kendetegnende psykologi og fænomenologi for hele kattearten (fx: ”Selvfølgelig hænder det ofte at en ladekat bliver en huskat. Og det er, hvad enhver ladekat, enhver gadekat ønsker.”), men også indfølte portrætter af de enkelte kattes særskilte personligheder (fx: ”Ruski hadede de små katte. Han var den nuttede lille kat.” eller Fletch, der er ”lutter pral og glans og charme, grådighed forvandlet af uskyld og skønhed.”).
Skildringerne af de mange forskellige katte i Burroughs liv bliver næsten menneskelige personkarakteristikker og skæbner. Kattene er raffinerede individuelle typer, og de bliver kun mere menneskelige i deres rolle som forfatterens ”ledsagerånder”. De er i denne egenskab: ”hans erindringer, scener og personer fra hans fortid, virkelige eller imaginære.” Og Burroughs fortsætter ironisk: ”En psykoanalytiker ville sige, at jeg simpelthen projicerer disse fantasier over på mine katte.” Kattene castes i roller som fx hans mor, kone, søn, far og venner, og sommetider bliver man næsten i tvivl om, om teksterne handler om en kat eller et menneske. Det sker imidlertid med fuldt overlæg, hvis man iagttager Burroughs selvbetitlede status som ‘Vogteren’ nærmere: ”jeg har fået tildelt rollen som Vogteren, for at skabe og opfostre en skabning som er halvt kat, halvt menneske, og halvt noget som endnu er umuligt at forestille sig […]”. Forholdet mellem den gamle mand og hans katte skildres på én gang som en tilstand mellem den skabende digter og den foreliggende virkelighed, mellem en kærligt opfostrende moder og hendes børn, mellem (katte)mennesket og verdensaltet: ”Mit forhold til mine katte har reddet mig fra en dræbende, gennemtrængende uvidenhed.”
De dagsbogsagtige optegnelser, refleksioner og erindringer udgør således tilsammen en allegori, eller en ”kattekomedie”, for nu at citere Burroughs selv, ”i hvilken forfatterens hidtidige liv præsenteres for ham”. Men kattene er ikke marionetdukker i denne forestilling:
”De er levende skabninger, der trækker vejret, og når man kommer i berøring med et hvilket som helst andet væsen, er det trist: fordi man ser begrænsningerne, smerten, frygten og den afsluttende død. Det er det, jeg ser når jeg rører ved en kat og opdager at der triller tårer ned ad mit ansigt.”
Kattemanden Burroughs understreger med sit ophøjede forhold til kattene paradoksalt nok det allermest menneskelige ved at pege på vores grundvilkår; vi er prisgivet smerten, frygten og den endelige død, men netop derfor bliver tilliden til den anden også desto vigtigere. Måske er netop tilliden den tvetydige skabning, som Vogteren fostrer: katten indeni. Vogteren holder et lille væsen ind til sit bryst og konstaterer: ”Jeg ved ikke hvad det har brug for. Men jeg ved, at det stoler fuldstændig på mig.” Katten søger tillidsfuldt tryghed og menneskelig beskyttelse, og til forskel fra hunden tilbyder den ingen tjenester. Den tilbyder sig selv.
Det påtrængende ærinde for Burroughs synes at være en påmindelse om et grundlæggende menneskeligt ansvar over for den omverden, som samtidig er prisgivet os. Regnskove fældes, og dyrearter udryddes – og med dem det magiske univers som fostrer fantasiens væsener: ”Det er Vogterens opgave at beskytte hybrider og mutanter i det sårbare spædbarnsstadium.”
Så måske har den gamle mand og hans katte alligevel fat i den lange ende på den anden side af hækken. Jeg kniber øjnene sammen og spionerer lidt endnu.
Leave a Reply