Anmeldelse af forestillingen Pan | Sult, dramatiseret af Johanne Kirstine Fall og Frida Lea Fugl, på Aarhus Teater, d. 14. november 2023.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen og Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Aarhus Teater
Aarhus Teater er lige nu aktuel med en moderne dramatisering af Knut Hamsuns to største romanværker, Pan og Sult. På en af de mindre scener, Stiklingen, er der gjort plads til nye og anderledes forestillinger, der leger og eksperimenterer med teaterkunstens muligheder. Sådan en forestilling er Pan | Sult.
Det er tirsdag eftermiddag, og det støvregner, da vi bevæger os hen mod Aarhus Teater. Vi skal nemlig se forestillingen Pan | Sult, en dramatisering af Knut Hamsuns to romanklassikere af samme navn. Vi finder et par sæder på anden række, og foran os ligger scenen hen i mørke. Kun konturerne af en håndfuld træer træder frem, før lyset over os slukkes, og den første del af forestillingen begynder.
Pan – skygger i skoven
Pan er en af Hamsuns største romaner og udkom oprindeligt i 1894, men dens natur- og kærlighedstematikker er på alle måder stadig relevante i dag. I stykket følger vi løjtnanten Thomas Glahn (Magnus Hald), der er flyttet ud i en ensom skov i Nordnorge for at jage. Her møder han Edvarda (Amanda Friis Jürgensen), datteren i huset på Sirilund, samt Eva (Minna Flyvholm Tode), der arbejder som tjenestepige. Han bliver fascineret af begge kvinder, der hver især tryllebinder ham med deres mystiske fortællinger om skoven og dens hemmeligheder.
Dramatiseringen bærer præg af en moderne fortolkning, hvor særligt lyd og lys spiller en central rolle. Vi oplever både buldrende brag fra geværskud, dystre baggrundstoner i skovkulissen, en nattemørk opsætning og dansende ulve i blodrød techno-belysning. I samspil med en ellers meget traditionelle form for skuespil og kostumer fungerede det moderne twist virkelig godt. På den måde blev romanens oprindelige plot bibeholdt, mens de sceniske greb gjorde den relevant og nutidig. Stykket igennem sad vi med en følelse af krybende ubehag; nervøse for, hvornår det næste øredøvende geværskud ville komme – konstant på vagt.
Da spotlightet slukker efter en intens monolog om Glahns videre liv, er der pause. Vi er meget spændte på, hvordan andet stykke mon er. Vi har nemlig begge læst Sult på et tidligere fag og glæder os til at se, hvordan de vil fange romanens næsten vilde stemning af en mand i forfald.
Sult – rablende renhed
Sult er Hamsuns første roman og udkom første gang i 1890. I stykket følger vi en ung mand, der vandrer hvileløst rundt i Kristianias gader på jagt efter mad. Sulten bliver større og større og resulterer i en stigende grad af vanvid hos manden, som på trods af sin desperate situation er for stolt til at tage imod hjælp fra sine omgivelser.
I modsætning til Pan virker Sults opsætning mere sparsom og skrabet. Et stort metalstillads med mannequindukker fylder bagscenen, mens vores hovedperson (Tryggvi Sæberg Björnsson) åbner scenen med en rablende monolog om sit anerkendte forfattervirke. Snart bliver det dog klart, at han hverken er anerkendt eller forfatter – i virkeligheden er han ludfattig og desperat, hvorfor han skriver ‘filosofiske beretninger’ på servietter med en gammel stump blyant i håbet om at kunne få dem trykt i et tidsskrift for en sølle skilling.
Stykket bliver undervejs mere og mere vanvittigt, i takt med at hovedpersonens forfald tiltager. Mens han er centrum for stykket, agerer de tre øvrige skuespillere formskiftere i hans hallucinerende og hungrende univers. Faktisk har de øvrige skuespillere op til 3-4 roller hver, både som andre karakterer samt som rekvisitter i den sparsomme opsætning. Som publikum fik vi lov at se på, mens skuespillerne indtog de forskellige roller for øjnene af os – ved hjælp af en eyeliners streger bliver den ene skuespiller til en gammel mand med rynker, mens hun i en anden scene iklæder sig en hat, når hun agerer pantelåner. Teaterstykket gør på en unik måde opmærksom på sig selv som netop et teaterstykke med tydelige rekvisitter, rolleskift og analoge teknikker – men det er netop denne renhed og ærlighed i teaterstykkets form, der gør det så vellykket.
Lige så skrabet som opsætningen er, lige så perfekt passer det til netop Sult. Det sparsomme og tomme udtryk spejler hovedpersonens liv, mens flere og flere rekvisitter – heriblandt en iturevet avis, gammelt tøj og ødelagte mannequindukker – roder scenen til undervejs. På den måde imiterer kulissen hovedpersonens intensiverende galskab, og vi får lov at se på, mens hele hans verden langsomt krakelerer omkring ham.
Tak for invitationen
Pan er dramatiseret af Johanne Kirstine Fall og iscenesat af Nanna Bruun, mens Sult er dramatiseret af Frida Lea Fugl og iscenesat af Lasse Lilleng. De medvirkende skuespillere er Magnus Hald, Tryggvi Sæberg Björnsson, Amanda Friis Jürgensen og Minna Flyvholm Tode, og de leverede alle et utrolig overbevisende stykke arbejde. Især i forestillingens andet stykke blev der krævet meget af dem i de konstant skiftende roller, som skuespillerne skulle skifte imellem – men det gjorde ikke indlevelsen i hver enkelt rolle mindre. Også Björnsson slog benene væk under os i rollen som gal, sulten og falleret hovedperson.
Vores oplevelse af forestillingen bar præg af, at stykkerne havde hver deres dramaturg, hvorfor de var vidt forskellige i deres udtryk. Vi gik ind til forestillingen med en forventning om, at stykkerne var sammenkoblet, men i stedet var det som at være inde at se to individuelle værker. Det havde dog den effekt, at Sult i endnu højere grad blæste os bagover, fordi kontrasten mellem de to stykker var så stor – vi havde ganske enkelt ikke set det komme. Uanset om du har læst Hamsun eller ej, er Pan | Sult bestemt en anbefaling værd!
Leave a Reply