Anmeldelse af Paul Auster: Baumgartner, udgivet på Lindhardt og Ringhof d 6. oktober 2023. Oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Efter seks års tavshed siden sin sidste roman 4 3 2 1, er Paul Auster nu endelig tilbage – nemlig med romanen Baumgartner! Romanen handler om hovedpersonens forsøg på at leve videre efter at have mistet sin store kærlighed. En barsk, varm og smuk fortælling om livet uden den ene halvdel af sig selv.
Seymour Baumgartner er netop i færd med at skrive en monografi om Kierkegaards pseudonymer, da han opdager, at den lille aluminiumskasserolle han har haft til at stå på gaskomfuret de sidste tre timer langsomt er ved at brænde væk. Derefter kommer han i tanke om, at han har lovet at ringe til sin søster, og netop som han tager røret i hånden, ringer ham fra elselskabet, som Baumgartner har glemt alt om skal komme, for at sige at han er forsinket. Den lange liste af forglemmelser ender til sidst ud i en forstuvet ankel, og alt i alt får vi fornemmelsen af, at den ældre mands liv ikke ligefrem er, hvad det har været. Hurtigt finder vi også ud af hvorfor:
”Han var en menneskelig stub, en halv mand, der har mistet den halvdel af sig selv, der gjorde ham hel, og ja, de manglende lemmer er der stadig og gør stadig ondt, så ondt, at han somme tider har det, som om hans krop er lige ved at bryde i brand, en altfortærende brand.”
Baumgartner har nemlig for ti år siden mistet Anna. Hans elskede, hans anden halvdel; hende, der langt hen ad vejen gjorde ham hel. Og hvordan fortsætter livet efter det?
Et tab er som en amputering
Baumgartner har i ti år følt sig som en halv mand og får den tanke, at tabet af Anna på mange måder føles som en amputering. Han arbejder videre med denne tanke, og går så vidt som til at skrive en bog om ligheden mellem at miste en elsket og miste en kropsdel:
”Han tænker på (…) mænd, der sørger over døde kvinder, og på, hvor meget deres lidelser minder om eftervirkningerne af amputationer, for det manglende ben eller den manglende arm var engang forbundet til en levende krop, og det manglende menneske var engang forbundet til et andet levende menneske, og hvis man er den, der lever videre, opdager man, at den amputerede del af én, fantomlemmet, stadig kan forårsage intens og abnorm smerte. Der findes måder at afhjælpe symptomerne på, men der findes ingen permanent kur.”
Amputeringen bliver en smuk metafor for, hvor handlingslammende og smertefuld dét at miste en elsket kan være. Tabet som en fantomsmerte, der ikke findes en kur for.
At leve videre som død
En Paul Auster roman er dog ikke en Paul Auster roman, uden at noget mystisk finder sted. Det er ikke for sjov, at Haruki Murakami (der i mine øjne er indbegrebet af magisk realisme) bagpå bogen citeres for at have sagt, at Paul Auster er et geni. Man kan ikke overse visse ligheder mellem de to forfattere. Jeg bliver derfor ikke overrasket, da Baumgartners telefon pludselig ringer, og han i røret mødes af Annas stemme. Hun fortæller, at hun befinder sig i Det Store Intetsteds: ”et sort rum, hvor intet er synligt, et tyst vakuum af betydningsløshed, tomrummets glemsel”. Det er sandsynligvis, fordi han stadig er i live og tænker på hende, at hun befinder sig i denne tilstand, forklarer hun. For de levende og døde er nu engang forbundne og har altid været det. Ingen skal kunne sige, om denne telefonsamtale er en drøm eller faktisk finder sted, men for Baumgartner har det ikke betydning. Noget ændrer sig i ham, og han bliver klar over, at han faktisk også føler sig død uden sin elskede. Som der også står på bagsiden af bogen:
”Baumgartner føler stadig, elsker stadig, begærer stadig, vil stadig leve, men i sit inderste indre er han død. Det har han vidst i ti år, og i ti år har han gjort sit absolut ypperste for ikke at vide det.”
På trods af, at romanens tematikker er hårde, og det på mange måder kan lyde som en enorm tung roman at læse, opfattede jeg den faktisk som en af Austers lettere romaner. Der foregår ikke det helt store – man følger primært bare Baumgartner, der trisser rundt i sit hjem og tænker over livet, Anna og deres kærlighed til hinanden. Auster skriver som altid i lange, lange sætninger, der sommetider kan fylde helt op til en side, men det opdager man næsten ikke, medmindre man bevidst kigger efter det. For sætningerne flyder så naturligt på papiret, at de faktisk ikke kunne have set anderledes ud. Hvis du stadig ikke har læst Auster, vil jeg stærkt opfordre dig til at komme i gang!
Leave a Reply