Anmeldelse af Frida Elisabeth Vitved Jeppesens: Man Nejer, udgivet på Kronstork d. 14. november 2025.
Anmeldt af Rosie Walbom
Foto: Rosie Walbom
Frida Elisabeth Vitved Jeppesens roman Man Nejer følger hovedkarakteren Sara gennem en juleaften, der langsomt opløses i samtaler med spøgelser, bevidsthedsstrømme, tilbageblik, et teaterstykke og et brev. Det er en fortælling om alt det, vi kan blive hjemsøgt af: afhængighed, hjertesorg og historie.
Fanget i fortællinger
Man Nejer kredser om det at være fanget – i mørket, i skyld og i fortællinger, man ikke selv har valgt. Sara forsøger at finde ud af, hvilke historier der former hendes selvforståelse, og hvordan hun kan træde ud af dem. En central del af denne søgen foregår i en epistolær dialog med Dronning Joséphine af Leuchtenberg, gift med Kong Oskar I, som besad den svenske trone i 1800-tallet og som Sara mener, at hun stammer fra. Joséphine bliver både en besættelse og ikon for Sara, som har et udprintet billede af hende på natbordet.
I et brev til Joséphine skriver Sara:
“Og hvad er det så, man stiller op, Joséphine? Når man har såret og er blevet såret, giver man bare slip, eller hvad sker der efter?”
Her bliver Joséphine både spejlet og modbilledet. Sara håber, at forståelsen af Joséphines liv vil kaste lys over hendes eget, dog er det kun Sara, der reelt har mulighed for at skrive sin egen historie. Det er kun Sara, som ikke er blevet en spøgelse endnu.
At være hjemsøgt
Jeppesens roman genkalder Dickens’ A Christmas Carol fra 1843, hvor Scrooge konfronteres med fortid, nutid og fremtid i form af spøgelser. Sara er også omgivet af spøgelser: sin egen utroskab, der hjemsøger hendes indre dialog, og den metafysiske manifestering af Kong Oskar I, der igen og igen dukker op i samtaler med Sara:
“Man siger ikke nej til en konge. Nej. Man nejer.”
Disse møder udfordrer bogens centrale spørgsmål: Hvilke roller er vi blevet tildelt, og hvilke spiller vi frivilligt med på?
Livet som teater
Tematikken om roller udfoldes for alvor i bogens anden del, hvor Sara får sin familie til at opføre et teaterstykke, hun har skrevet om Oskar og Joséphine. Romanens ‘play within a play’ struktur lader læseren se Saras fortolkning af det historiske forhold og samtidig observere hendes families reaktion og dynamikker, mens de optræder.
Teatret bliver en ramme, hvor Jeppesen udforsker livets performativitet, som især er relevant i kærlighedsrelationer:
“Jeg vil godt lære at begære uden først selv at blive begæret. Jeg vil gerne elske, som om kærlighed ikke er noget, jeg betaler med, jeg vil ikke sælge mig selv for at tage del. […] Kan jeg elske uden at gøre kærligheden til en transaktion? Du får mit liv, jeg får din kærlighed.”
Her åbner romanen for en større undersøgelse af, hvordan relationer kan blive manuskripter, vi opfører uden at vide det. Saras refleksioner bliver også et forsøg på at frigøre sit begær fra de heteronormative scripts, der fortæller hende, hvordan et forhold skal se ud, og hvem hun skal være i det.
Mandelgaven
Man Nejer ender ikke med en traditionel forløsning. Læseren holdes i spænding – selv mandelgaven forbliver ubestemt – og romanen insisterer på en form for åbenhed. Ligesom nytåret lover en ny begyndelse efter julens klaustrofobi, giver slutningen Sara (og dermed læseren) mulighed for at afslutte en fortælling og begynde en ny. Slutpunktet bliver dermed ikke en konklusion, men et mellemrum: et sted, hvor gamle manuskripter kan lægges fra sig, og et nyt narrativ kan tage form.
Måske er det derfor, Man Nejer føles som en bog, man både bør læse og give videre: en roman, der kunne ligge som en gave under juletræet, eller en bog, der kunne stå på natbordet og være vidne til julens lys og mørke, ligesom Joséphines billede våger over Sara.
Leave a Reply