Anmeldelse af Katja Kettu: Den sandhedssøgende kat, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 12. marts 2025. Oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
I Den sandhedssøgende kat fulgte jeg en kat, der vandrede gennem en finsk slægtshistorie. I 1917 mødte jeg det unge, forelskede par Eeva og Mahte, mens jeg i 2020 mødte deres oldebarn – en navnløs og sorgbetynget forfatter, der lige havde aborteret sit ufødte barn på badeværelsesgulvet.
Finske Katja Kettu har skrevet en familiekrønike, hvor magisk realisme forbinder en slægt på tværs af tid. Romanen fortælles gennem kattens blik – en fermenteret sjæl og åndelig vejleder, der selv kun minimalt forstår sin egen opgave på Jorden. Katten bevæger sig mellem romanens to spor: 1917, hvor Finland kæmper for selvstændighed, og 2020, hvor karakteren, der kaldes ’Forfatteren’ er i dyb sorg og krise efter at have mistet sit ufødte barn. Gennem dette perspektiv væves forbindelsen mellem Eeva og Forfatteren langsomt frem, samtidig med, at romanen afdækker et stykke finsk historie.
Skrøbelige skæbner
Kettu fokuserer skarpt på kvindernes skæbne i en tid præget af historiske og personlige omvæltninger. I 1917 står Finland på tærsklen til selvstændighed, og de følgende år rystes landet af borgerkrig og senere 2. verdenskrig. Mens Mahte ad flere omgange drager i krig, må Eeva blive tilbage på øen i Udkrog – fanget mellem ventetid, savn og håbet om gensyn. For det eneste parret ønsker er et fredeligt og roligt liv sammen, men den krigshungrende verden afbryder dem konstant:
”Og både tårer og Mahte vælder frem i mine øjne. Åh, Mahte, gid du var her. Du ville smelte sammen med alt liv, nok gøre som på fuglevis. Du ville få engpibere, blåmejser og grønsiskener til at svare, genkende den velkendte fuglekonges sii-sii-sii, du ville også kunne forklare faldskærmssoldaten, hvorfor han ikke skal slå mig ihjel.”
I 2020 har Forfatteren lige skyllet sin abort ud i toilettet. Det udløser en personlig krise og en dyb sorg over at have mistet sit ufødte barn. Faren til barnet har forladt Forfatteren, og er ligeglad med aborten. Samtidig mister Forfatteren også evnen til at skrive. Så da hun møder den fremmede kat på badeværelset, bliver den hendes nærmeste. Da katten opdager forbindelsen mellem Eeva og Forfatteren guider den hende tilbage til sine formødre og -fædres gamle hjem: øen i Udkrog, hvor hun også er kommet som barn.
”I den ordløse tomhed er der intet, der kalder på en, ingen multebær, der blomstrer, ingen hjortedyr, der lunter af sted, kun frygten for, at der aldrig mere vil være noget på vej. Sorgens magt er stor, og den, der gennemlever den, utrøstelig. Men engang vil selv den aftage, andet kan man ikke tro på, ellers kan man ikke leve.”
Jeg kan enormt godt lide, hvordan Kettu fremhæver kvindelivets betydning i en verden præget af krig, sorg og savn. Eeva og Forfatterens liv fremstår både små og magtesløse – og samtidig store og betydningsfulde i al sin skrøbelighed.
Tilværelsens tusmørke
Kettu skriver med en tydelig omsorg for naturen, som hun skildrer med stor sanselighed. Naturen står som et levende, mytisk og næsten trøstende element – især for Eeva, der tror på skovens væsener og naturens iboende kræfter. Men naturens skønhed ses primært gennem kontrasten til det, kvinderne mister. De ydre omstændigheder – krig, savn og ufrivillig abort – farver deres tilværelse og blik på verden.
Da Forfatteren vender tilbage til sine formødre- og fædres ø, forbindes hun gennem magisk realisme til Eeva. Det er også her hun opdager sit stærke tilhørsforhold til øen og de rødder, der viser sig for hende. Her udtrykker katten en omsorg for, at kvindernes skæbne har frarøvet dem evnen til at se verdens skønheder:
”Jeg føler snarere en blid ømhed over for dette menneskedyr, der så eftertrykkeligt er blevet berøvet lykken og glæden ved alt det på denne klode, der får tundraens forkrøblede træer til at hige opad trods blæsten, og regnskovens gulbåndede pilegiftfrøer til at parre sig. Får bien til at nyde mælkebøttens nektar, og blomsten til at sprede sine frø som en invitation til en ny begyndelse.”
Sorg og ydre omstændigheder har gjort kvindernes verden farveløs – men romanen rummer også troen på, at forbindelsen til naturen og til dem, der kom før os, kan åbne for heling og ny begyndelse. For kvinderne i romanen er netop som ”tundraens forkrøblede træer” – de higer opad, på trods af blæsten.
En kompleks, men god læseoplevelse
Det er første gang, jeg læser finsk litteratur, og det kunne mærkes. Jeg blev til tider overvældet af de mange historiske lag og en vis forventet indforståethed til disse. Det gjorde det ofte vanskeligt at komme helt tæt på de to kvindelige hovedkarakterer og deres skæbner. Alligevel oplevede jeg, at romanens tråde samlede sig mod slutningen, og efter at have vendt den sidste side står Den sandhedssøgende kat tilbage som et vellykket værk, der forbinder historie, kvindeskæbner og magisk realisme.
Leave a Reply