Anmeldelse af Yukiko Motoya: Et eksotisk ægteskab, udgivet på Korridor d. 6. maj 2020. Oversat fra japansk efter 異類婚姻譚 af Hanne Arnold
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
Japanerne kan deres kram med magisk realisme. I en forfriskende kortfattet og koncis kortroman tegner Yukiko Motoya et rammende billede af San, der i alle sine tidligere forhold ubevidst efterlignede sine partnere. Det samme gør hun nu med sin luddovne mand. Men der er et problem: De begynder også fysisk at se identiske ud. Det er en fortælling om at miste sin identitet, men også hvordan man får den igen. Det er ikke altid en smertefri affære.
”En dag gik det op for mig, at jeg var begyndt at ligne min mand fuldstændig”. Det er ikke en nem erkendelse for San, der, selv når hun var bevidst om det, efterlignede sine tidligere partnere. Hun lever som husmor sammen med sin succesfulde mand og deres kat. San har alt hvad hun kunne ønske sig, i en sådan grad at hun føler dårlig samvittighed over praktisk talt at få et liv i luksus foræret. Men hendes mand er nærmest komisk ligegyldig, hvilket han selv formulerer bedst: ”Jeg er en mand, der ikke har lyst til at lave noget som helst”. Han nægter konsekvent at snakke om noget som helst der er den mindste smule alvorligt, og skal selvfølgelig have sin whiskeysjus og sine tre timers fjernsyn. Disse svagheder havde han i øvrigt bevidst holdt skjult indtil efter de blev gift. Det lyder måske karikeret, og det er det også. Men alligevel bliver man draget ind i Motoyas underfundige univers.
Ansigtet der falder fra hinanden
Hvor Sans følelse af mangel på identitet i de tidligere forhold lå i hendes personlighed og mimik, bliver forandringen lige pludselig også fysisk. Og gennem hendes samtaler med den ældre nabo Kitae lærer hun at hun ikke er den eneste det sker for. Men alligevel er det en udfordring for hende at komme videre (eller rettere sagt væk), for hendes mand (som hun i øvrigt altid refererer til som ”min mand”) skaffer hende jo trods alt økonomisk sikkerhed og egentlig også en del bevægelsesfrihed. Et eksotisk ægteskab er ikke en typisk fortælling om en magtliderlig mand der nyder at bestemme alt. I stedet er det en fortælling hvor to personer der vil to vidt forskellige ting må tage et valg. Problemet er bare at Sans mand nægter at tage nogen valg, udover dem der gør livet mere mageligt for ham. Men også han begynder at ændre sig, da han begynder at udføre husmoderlige opgaver og kokkererer frituremad til San, hvis appetit pludselig bliver lig med hendes mands. Forandringen er gensidig.
De indirekte samtaler
Men fortællingen er ikke en forkastelse af konventionelle forhold, og heller ikke af forhold hvor kun manden arbejder. Det ser man i karaktererne omkring San, der, på trods af at være vidt forskellige, alle kan få lov til at være sig selv i deres forhold. Og Sans mand er på trods af sine fejl inderst inde ikke et dårligt menneske. Det er i stedet en fortælling om hvad der sker når man begynder at føle sig på samme tid kvalt og ensom i et forhold, og hvad konsekvensen er når den ene eller begge parter er for konfliktsky. For det at San ikke kan snakke om problemer med sin mand fremmedgør ikke kun ham, men også Sans venner. Og i sidste ende hende selv. Hun ved inderst inde at hun har ret, men har alligevel svært ved at indrømme det over for sig selv og må spørge sinde venner indirekte til råds. Det der gerne vil ud, forbliver usagt.
Læsere af Murakami vil uden tvivl nyde denne bog, og måske glædes over hvor meget Motoya får med på de små 103 sider, modsat Murakami der i de seneste år lidt er gået i selvsving (kigger på dig, 1Q84). Et eksotisk ægteskab er hurtigt læst, og uden at hamre læseren oven i hovedet er budskabet klart. Det er derfor en ret afslappende og hyggelig bog at læse, og så er den til tider også rigtig sjov. Slutningen er helt klart højdepunktet, der ender på en fantastisk eventyrlignende facon. Til sidst må jeg lige nævne at det simpelhent er en af de flotteste bøger jeg nogensinde har haft i mine hænder, og forsiden indkapsler bogens tematik perfekt.
Leave a Reply