Anmeldelse af Malte Tellerup: Landsbyen genrejst, udgivet på Gyldendal d. 15. august 2025.
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
Det er noget af et sceneskift, Malte Tellerup begår som forfatter til dette værk, der adskiller sig markant fra hans seneste roman, Mestrene (2023), og faktisk fra det meste, jeg har læst. Landsbyen genrejst er et litterært eksperiment med undertitlen Hymnisk agitation.
For værkets landsbyboere handler det for alt i verden om, at ”beskytte men aldrig besidde”. Jord og dyr, planter og urter har alt sammen stor værdi i landsbyen. Gennem hele bogen bliver remsen snaps, gær, rønnebær gentaget som en slags manifestation af fødens vigtighed. Bogen kan ikke undgås at læses som et modsvar til klimakrisen, hvor der her slås et slag for at vende tilbage til rødderne. Bogstaveligt talt; tilbage til landbrugssamfundet, til det landlige liv i en ukendt fortid. Det giver en strøm af håb gennem værket, at landsbyen kan være redningen på en af nutidens store problematikker. I digtet BESLUTSOMHED vendes mulighederne for, at lade håbet sejre:
”Det er tid til at se uglen i øjnene igen / FATTE MOD // Det der er sket er sandt: / det er ikke vold og besiddelse livet består af // Vi har set mørket bryde frem bag bakken / hvor fanden red vinteren ind / vi har set de hvide hjorte falde // og vi ved / det er solbærbuske livet består af / små varme fødder i halm // At valnødden igen vil gi frugt”
Hymnisk agitation
Ja, hvad stiller man op med undertitlen Hymnisk agitation? Værket består af en art stilistisk overlegen måde at fremføre overbevisende argumenter for, at landsbyen må genetableres. Landsbyen genrejst fremstår i sin helhed som en håndbog for landsbyboere og indeholder episke digte, opskrifter, anvisninger og mottoer. Eksempelvis er der en opskrift på, hvad der er essentielt i tilfældet af en nødsituation i digtet OPSKRIFT: NØDSÆK.
”Krageklo / Sysæt / Svovlkis / Lys (tællelys kan spises) / En tot hår / Snaretråd til fælder, messingtråd er bedst / Digtet Landsbyen genrejst foldet sammen i 16nde-dele / Bæverkæbe / Ildsten / Trådsav (smør den ind i fedt for at undgå rust) / Træterning / Småsten i et stykke duetarm / Sikkerhedsnål / Fiskekrog og line / Stor pose til vand, som soldestillator og vegetationspose // Tingene kan bæres i en mindre pose, pung eller sidetaske.”
Malte Tellerup kan noget med det danske sprog. Over for opskrifter som den ovenfor, står ord som barkdans, vimmerved, maskefrugt og undersky står smukt, vajende på siderne. Sproget er interessant, nærværende og fjernt på samme tid. Trods sproglige finurligheder og pudsige gloser fandt jeg til tider min opmærksomhed andetsteds – bogen rummer alt og ingenting på én og samme tid. Skriften kræver af en, at man kommer ned i tempo og falder ind i en helt bestemt stemning. Bogens stregtegninger bidrager til dette; de giver personlighed til afsender. Men ak, jeg keder mig i denne konstruerede landsby.
Ud på landet
Håndbogens budskab er i al sin enkelthed, at landsbyen og det kollektive, enkle samfund er værd at stræbe efter. Ind med fællesskaber, der værner om hinanden, om Jorden og om snaps, gær og rønnebær. Som en landsbypige kan jeg sagtens se appellen i at være en del af de små, rurale samfund, fremfor at leve mellem urbane kolosser i byerne. Men jeg må også sige, at der er mere ved landsbyen end agrarisk livsførelse og landlig idyl. Der er klaustrofobien, fremmedforskrækkelsen og fåmæltheden, som trives bedre på de smalle, støvede grusveje.
Malte Tellerup er og bliver en stærk stemme, da han tør formeksperimentere med vigtige emner. Landsbyen genrejst er på sin egen måde både bekvemmelig og dramatisk, men ikke en læseoplevelse, der bliver siddende længe i mig. Måske man skal endnu længere ud på landet med den?
Leave a Reply