Anmeldelse af Annie Ernaux: Fortabe sig, udgivet på Gads Forlag d. 4. maj 2023.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Den franske forfatter, Annie Ernaux, er på alles læber. Hendes selvbiografiske værker er over de sidste par år blevet oversat til dansk, og senest gælder det romanen Fortabe sig. Som titlen afslører, handler den om at fortabe sig til et andet menneske – og at lade denne fortabelse styre hele ens liv og eksistens.
I 1989 indleder den snart halvtredsårige Ernaux et kærlighedsforhold til en gift, russisk mand, som går under kaldenavnet, S. S er diplomat ved den sovjetiske ambassade i Paris, hvorfra han kan tage hjem og besøge Ernaux. Til trods for at S på ingen måde er et særligt interessant menneske, heller ikke i Ernaux’ egen optik, bliver hun hurtigt og heftigt opslugt af hans seksuelle væsen og nærvær.
Desperationens jerngreb
Fortabe sig er skrevet i dagbogsformat over Ernaux’ tanker om sin affære med S. På dagene, hvor hende og S skal mødes, brænder dagbogssiderne af vildt begær og liderlig lykke – for straks at blive udskiftet med desperation, frustration og vanvid på dagene mellem S’ besøg. Med andre ord spinder Ernaux sig selv ind i en evindelig venteposition, hvor S har magten over hendes følelsesliv og generelle humør. Når han besøger hende, og de elsker, er hun overstadig og lykkelig. Når hans besøg udskydes eller aflyses, synker hun ned i en døsig ugidelighed af selvynk og selvopofrelse. Snart indretter hun hele sit liv efter S’ næste besked eller opkald, som hun er klar til at smide alt, hun har i hænderne, for:
“Hvordan kan begæret genfødes og blive til denne besættelse? At tilbringe en hel nat sammen med ham, det eneste mål i mit liv lige nu, og jeg spekulerer på om der mon er noget jeg ikke vil ofre for at nå det.”
Gennem det år, hvor Ernaux lader S være sin verdens omdrejningspunkt, synes hendes eksistens ene og alene at afhænge af hans pletvise tilstedeværelse i hendes ellers søvngængeragtige tilværelse. En tilværelse, der mildest talt er hård at læse sig igennem.
Langsommelig, selvopfyldende profeti
At romanens samtlige 248 sider er et sammenkog af Ernaux’ rutsjebanetur af et følelsesliv er en træg læseoplevelse. Naturligvis er det en styrke, at romanens langsommelighed og afmagt afspejler Ernaux’ egen oplevelse – og at man, som læser, derigennem forstår hvilken ambivalent og frustrerende situation, hun har befundet sig i. Jeg anerkender, at dagbogsformatet er råt, ærligt og upoleret, men det gentagende mønster i Ernaux’ skriv om sin selvdestruerende affære blev desværre en tung og kedelig omgang for mig. Desuden bliver Ernaux’ nedskrivning af sin egen afmagt og passivitet i forholdet til S en selvopfyldende profeti, som hun dermed placerer sig selv i og får svært ved at kæmpe sig ud af. Udover det kan jeg selvfølgelig sagtens se romanens barske skildring af en individs opløsning i en ulige relation:
“For en uge siden var jeg selvfølgelig sikker på hans begær. Der skal (for ham) bare gå et par dage før et nyt møde kommer på tale. Denne dagbog vil vise sig at have været et lidenskabeligt skrig og et smertensskrig fra ende til anden.”
Et rigt forfatterskab
Selvom min anmeldelse af Fortabe sig har været en anelse kritisk, skal der ikke herske nogen tvivl om, at jeg er vild med Annie Ernaux. Før jeg læste denne roman, har jeg også læst Årene, Hændelsen, Skammen og Simpel lidenskab, hvoraf sidstnævnte handler om selvsamme affære med S, som i Fortabe sig. Her er skildringen af affæren mellem Ernaux og S, ifølge mig, meget mere indlevende og medrivende. Simpel lidenskab er ydermere ikke skrevet i dagbogsformat, men minder om hendes andre værker, som er selvbiografisk prosa – og af høj, litterær kvalitet. Derfor vil jeg stærkt anbefale alle Ernaux’ ærlige og blottende værker, som kaster lys over alt fra kønsroller og klasseskel til kærlighed og tidens gang. Fortabe sig er blot den af hendes bøger, jeg mindst har brudt mig om.
Leave a Reply