Anmeldelse af Blod på sneen af Jo Nesbø, Modtryk, udgivet d. 24.04.15
Anmeldt af Line Andersen
Foto: Bogens omslag / modtryk.dk
Olav er en ensom, ordblind lejemorder. Han er blevet lejemorder af den simple grund, at han ikke kan finde ud af andet. Men da han bliver beordret til at slå chefens kone ihjel, begynder Olavs liv langsomt at eskalere, for missionen kompliceres væsentligt, da mordobjektet viser sig at være hans drømmekvinde.
Jo Nesbø er en mand, der ikke lader sig begrænse. Siden debutromanen Flagermusmannen, der udkom i Norge i 1997, har han ikke blot skrevet sig ind i det skandinaviske publikums krimibankende hjerter, men også taget resten af verden med storm. Han kan både skrive succesfuld børsmægler og rockstjerne på CV’et, men det er især rollen som krimiforfatter, der har fyldt hans liv de sidste 18 år. I sin nyeste roman Blod på sneen åbner han op for et nyt og anderledes thrillerunivers og beviser dermed endnu engang, at han ikke blot er rockstjerne inden for musikkens verden, men også inden for litteraturens.
Blod på sneen minder ikke om Nesbøs tidligere produktioner. Hvor den populære serie om den fordrukne politimand Harry Hole følger et genkendeligt krimiplot, sætter Blod på sneen i stedet fokus på forbryderuniverset. Her er det ikke detektivens vej mod opklaring af en sag, der er det centrale i fortællingen, men i stedet forbryderen Olavs liv som menneske og lejemorder. Læseren bliver bid for bid indført i Olavs tragiske univers og opdager, at der faktisk gemmer sig et relativt godt menneske bag det ellers morbide erhverv, han (ud)fører. Et menneske, der ligesom alle andre søger efter kærligheden som en vej ud af ensomhedens stramme lænker. Det er Olav selv, der fortæller sin historie, som både kredser om hans hårde barndom, men også hans umulige fremtid.
Med Blod på sneen har Jo Nesbø skrevet endnu en potentiel succesroman. Opbygningsmæssigt minder den om krimikollegaen Håkan Nessers seneste roman Levende og døde i Winsford, hvor læseren også følger forbryderen og ikke politiet. Hvor Nesser har udfordret krimigenren med sine direkte filosofiske iagttagelser, har Nesbø i kraft af sin sproglige intelligens givet sit bud på ”den nye krimi”, som ikke længere er centreret omkring detektiven, men derimod omkring forbryderen. Nesbøs sproglige formåen er ikke styret af et poetisk og komplekst betydningsrum, men derimod skabt så det står mål med Olavs jævne karaktertræk. Styrken i romanen er altså ikke, at den har et omfangsrigt tekstunivers, men at tekstuniverset matcher hovedkarakteren Olav i en sådan grad, at han bliver vakt til live for den, der læser om ham.
Hvis man er blevet træt af den efterhånden skabelonlagte krimifiktion er Jo Nesbøs Blod på sneen et godt bud på en interessant og genreudfordrende kriminalroman.
Leave a Reply