Anmeldelse af Cecilie Lind: Strunk, udgivet på Forlaget Gladiator d. 24. september 2015
Anmeldt af Anne Skov Thomsen
Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk
Mon ikke de fleste har stået foran en revne i asfalten og grundet over den uventede kraft i den tilsyneladende spinkle plante, der her er brudt igennem? Det er på én gang fornøjeligt og samfundsforstyrrende med denne plante, der ikke lader sig kue, men finder sine egne veje frem i lyset. Sådan er Cecilie Linds tredje poesiudgivelse; legesyg, mørk og helt, helt sin egen.
Strunk har Cecilie Lind kaldt sin nye digtsamling, og på forsiden knejser en spinkel løgblomst fra rodtrevler til krone på en hvid baggrund. Bogens format er føjeligt tilpasset denne sarte eksistens i et højt, smalt snit, ligesom der slet og ret angives ’Digt’ (og altså ikke ’Digte’) som genre. Strunk er et hundrede siders langdigt, og dermed ikke en ’digtsamling’, men tværtimod et ’digtindivid’, der formulerer sine egne love for genrer og sprog.
Cecilie Lind demonstrerer et mesterligt talent for ordspil (med ordspil), tvetydigheder og ordforvandlinger, hvor linjeskift eller bare sætningsskift benyttes strategisk, så ét ord står som del af to betydningssammenhænge: ”mit // spil / for galleri kan fucke mig / i / enden / er / nær // ved at briste i // gråd over gråd over gråd”.
Hele sætninger er et sjældent bekendtskab i Strunk, hvor en knudret elliptisk stil gjort af brudstykker og fragmenter dominerer billedet. Der er ingen forkromede konklusioner, ingen punktummer. Tværtimod fornemmer man, at digtenes tematiske konfliktstof netop ikke lader sig ensrette til en pæn og entydig forklaringsramme.
Cecilie Lind har en forkærlighed for ord fra en svunden, eller i hvert fald svindende, tids vokabular, der foruden titlen Strunk også kommer til udtryk i ord som ”purunge”, ”harm”, ”grel” og ”lugtesalt”. Men den drilagtigt anarkistiske ånd, der samtidig gennemsyrer værket, forhindrer hende ikke i at iblande digtet engelske brokker og platte nutidige vendinger som ”4ever” eller ”pik af”. Teksten er desuden overstrøet med referencer til alverdens børnesange, eventyr og Disney-film samt sporadisk brug af VERSALER og rim, og denne legesyge forvaltning af sproget skaber en betagende glitrende overflade, som står i kontrast til den dybde, der gemmer sig under alt det pyntede.
Tematisk kredser Strunk om det kvindelige jegs tilværelse med anoreksien som følgesvend (vi springer let og elegant hen over det autobiografiske i denne sammenhæng): ”jeg publicerer (SÅ SART SOM MULIGT) / et ark (af en art) / der bekendtgør mit problem”. Jeget er: ”en skattet modarbejder, (I KØLVANDET) og er ikke videre // beskeden med mit // postyr // står jeg strunk og gør det klart at jeg agter at trælle for / stemmen der / beordrer mig // sulten og sulten og sulten og sulten og // sulten”.
Langsomt bliver man som læser ubehageligt bevidst om, at den spinkle stamme, som digtets sproglige ukrudt opmærksomhedsafledende vikler sig om, er den anorektiske krop. Somme tider konfronteres vi provokativt og direkte kommunikerende af jeget, fx i det sarkastiske: ”GODDAG GODDAG // min gud hvor jeg lukker op for / godteposen, syrligt og / sødt / til hvem end det måtte vedkomme: // jeg er et spøgelse, jeg er et rystende // ESPELØV // i hvide gevandter, sukkertrængende”.
Men oftest erfares det anorektiske mere indirekte, eksempelvis i en to sider lang passage, hvor der kun står ét ord på hver linje, hvormed teksten også helt grafisk betragtet fremstår anorektisk afpillet, nøgen:
”at
jeg
i
små
doser
tillader
mig
at
døve
det
der
larmer
med
lidt
SULT”
Det bliver derfor ikke så meget et digt om anoreksi som det at digte med anoreksi. Anoreksien og poesien står i et gensidigt udbytteforhold. På den ene side er ordene i det mindste én ting, som jeget har kontrol over, når det ikke er tilfældet med kroppen: ”går grassat i supermarkeder, og folk glor og mumler /skældsord om mit tøv, det er svært at / være / her siger jeg ikke, det kan man ikke, men man kan pakke sin pose omhyggeligt og pænt og tænke at den rimer på / rose, og det kan afhjælpe stress og // besvær ved mælkehylden”. Men på den anden side er jeget også bevidst om sit forbund med mørket som en værdifuld kreativ kilde, og derfor råber hun på verdens accept: ”jeg er pip, og jeg er paranoia, og jeg er glad for min måne, mit ghost, accepter”.
Om hun vinder denne accept er nok tvivlsomt i et samfund med så udtalt en behandlertrang som vores. Men selvom jeget i Cecilie Linds digt er ”uden hånd i handske”, er det stadig som blomsten, der borer sig gennem asfalten og står strunk i den revne, den har skabt. Når vi nu ikke kan ignorere den, så kan vi jo lige så godt lade os betage af dens vildskab og skønhed.
Leave a Reply