Reportage fra BogForum i Bella Center, d. 7. november 2015
Af Mia Nikander
Fotograf: Ann-Kristine Hald
Efter at have vandret lidt low-key rundt på BogForum og set ret forskellige indslag, var der nu taget hul på eftermiddagen, hvor de indslag, som jeg havde set mest frem til, fandt sted. Jeg startede ud med at se og møde Anna Dyhr Lorenzen, der var her for at tale om sin seneste science fiction-bog, og herefter tog jeg hen for at se et af de helt store navne på dette års BogForum, Caitlin Moran.
Aarhusiansk stemme i science fiction
Som nævnt i min sidste artikel måtte jeg erkende, at der omkring kl. 13 var alt for mange interviews, samtaler og andet, som jeg virkelig gerne ville se. Jeg valgte i sidste ende at bevæge mig over mod Science Fiction Cirklens stand, hvor der skulle være en samtale med og oplæsning af Anna Dyhr Lorenzen, en forfatter fra Aarhus. Hun var der for at tale om sin nyeste bog, Area 42, der er anden og sidste bog i hendes serie, Den resistente. Jeg kom i meget god tid for at sikre mig at kunne fange hende, før indslaget gik i gang, fordi jeg ville høre, hvad hendes oplevelse af BogForum var – og så fordi vi er tidligere skolekammerater, så jeg ville gerne høre, hvordan alt stod til.
Jeg var i gang med at undersøge Science Fiction Cirklens bogkatalog og udvalg – masser af science fiction i vidt forskellige afskygninger – da der pludselig blev lagt en forsigtig hånd på min skulder, og mit navn blev ytret som et spørgsmål. Der stod Lorenzen, iført mørkeblå blazer, opsat hår og et stort smil, før jeg fik et stort kram. Hun var overrasket over at se mig på BogForum, og selvfølgelig ledte mødet til, at vi brugte et godt stykke tid på at tale personligt om, hvordan det gik for os hver især. Efter dette spurgte jeg hende, om hun var klar til samtalen og oplæsningen, hvortil hun ærligt indrømmede, at hun var virkelig nervøs, fordi hun ikke var vant til opmærksomheden.
Da hun faktisk tog plads på scenen sammen med Carl-Eddy Skovgaard fra Science Fiction Cirklen, var nervøsiteten dog ikke synderligt til at mærke. Med begge bøger i Den resistente-serien placeret på et lille bord ved siden af sig begav hun sig selvsikkert ud i en samtale om sin oplevelse med at skrive science fiction: Hun havde lagt vægt på at lade historien foregå i omgivelser, der er baseret på det danske gymnasiemiljø. Dette blev da også kommenteret af Skovgaard som forfriskende, når man tænker på, hvor mange dystopiske science fiction-fortællinger, der foregår på steder inspireret af USA.
I løbet af interviewet fortalte hun også om historiens indhold. Som en person, der ikke har læst Farligt spil, første bog i serien, frygtede jeg lidt, at jeg på dette tidspunkt ville føle mig hægtet af, men Lorenzen præsterede kort at opsummere begivenhederne i den første bog, uden at jeg på nogen måde følte, at handlingen blev ødelagt for mig. Det samme gjaldt for hendes forklaring af den nye bogs indhold: tilpas mængde af opsummering og smagsprøver til, at jeg fik en idé om, hvad jeg ville gå ind til. Hun formåede at gøre det, hun skulle: gøre mig nysgerrig nok til at ville læse begge bøger.
Hun måtte desværre skuffe Skovgaard ved at sige, at hun ikke regnede med at skrive science fiction igen foreløbigt. Hun var glad for, at hun havde turdet forsøge sig med genren, men selvom hun forsikrede ham om, at hun ikke var færdig med at skrive, var det tid til at beskæftige sig med en anden genre.
Til slut læste hun et par afsnit af sin bog op, og for første gang i hele indslaget kom hendes nervøsitet en smule til udtryk: Hun startede ud med at læse lidt for hurtigt, som for at få det overstået så hurtigt som muligt, og halvvejs gennem oplæsningen tabte hun en af de sider, hun læste op fra. Hun kom dog helskindet fra hændelsen, og resten af oplæsningen bar præg af det samme som interviewet: stor tillid til sit eget håndværk og en generel glæde ved at dele det med andre.
Da samtalen var slut, fangede jeg hende igen og kunne forsikre hende om, at hun havde klaret det strålende, og at hun ikke behøvede at være så nervøs næste gang. Både hun og jeg vidste, at hun stadig ville blive det, men ikke desto mindre virkede det til, at hun værdsatte det.
Moran og Myginds morsomme møde
Efter at have sludret med Lorenzen i en rum tid efter hendes indslag var det på tide, at jeg begav mig mod Scenen, hvor jeg skulle se et af de indslag, som jeg havde set mest frem til, siden jeg opdagede det i programmet: Johanne Myginds samtale med Caitlin Moran. Dette er typisk for BogForum: Man kan møde og se både de mindre kendte, yngre forfattere og de langt større, internationalt etablerede forfattere, så man ikke kun kommer til at se én form for indslag. Det vidner om, hvor stor en chance man har for at gå fra BogForum med et alsidigt indtryk af den litterære verden.
Er man blot en anelse bekendt med feminisme, er man nok på et eller andet tidspunkt stødt på hendes navn som en af de større stemmer i dette miljø. Hun har skrevet bøgerne How To Be a Woman og How To Build a Girl, hvor sidstnævnte netop er udkommet på dansk under titlen Sådan opfinder man en pige.
Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der meget gerne ville se Moran, for da jeg kom hen til Scenen, var det foregående indslag med Erik Valeur kun lige blevet afsluttet, og køen for at komme ind var allerede meget lang. Heldigvis var salen så stor, at jeg trods den store menneskemængde stadig fik en siddeplads på tredje række, hvorfra jeg kunne se scenen tydeligt.
Efter kort at være blevet informeret om, at hele indslaget ville være på engelsk, fik Moran taget plads i den grå stol ved siden af Myginds. Hendes tykke britiske accent rullede ud gennem salen, og hun fangede alles opmærksomhed, som hun sad der og gestikulerede i sin rå læderjakke, mønstrede kjole, store, blanke støvler og viltre hår. Da jeg senere fik hilst på hende, opdagede jeg ved nærmere inspektion, at kjolen bar et motiv af Jomfru Maria ”over my moofi [red., slang for skridt]”, som hun selv havde beskrevet i et tweet tidligere på dagen.
Selv hvis hun havde været indehaveren af den mest monotone stemme i verden, havde jeg dog stadig været opslugt af alle de historier, hun fortalte om sin barndom, sit familieliv, og hvad der havde inspireret hende til at skrive Sådan opfinder man en pige. Moran har altid elsket bøger, men ifølge hende har der aldrig været særlig mange kvindelige karakterer, hun kunne relatere til, da hun var ung. Hun kunne godt lide de gamle klassikere som Jane Eyre, men det var ikke sig selv, hun så i Brontës karakter, da hun, som hun selv beskrev det, var en teenager i 1980’erne, der syntes, at sex var sjovt, og at hun på ingen måde mindede om de stoiske kvinder, der optrådte i de engelske klassikere. Og netop derfor havde hun bestemt sig for at skrive Sådan opfinder man en pige: Hun ville give teenagere, der var ligesom hende selv, en karakter, de kunne relatere til; en ung pige, der ikke skulle have en mand til at vække sin seksualitet, én som følte sig akavet hele tiden og gik igennem alt det, der er typisk for piger at gå igennem, når de er teenagere.
Jeg havde forventet, at indslaget ville være sjovt, og jeg blev bestemt ikke skuffet, for både jeg og resten af salen brugte meget tid på at skraldgrine, hovedsageligt fordi Moran forstod at tale om sin opvækst uden nogen form for filter.
Den historie, der står klarest i mit hoved, var om hendes far, der vekslede mellem at være fagforeningsmand og pusher: Engang havde han været nødt til at sluge al den syre, han havde på sig, fordi politiet var efter ham. Han endte i detentionscelle, hvor han måtte meditere intenst for ikke at få et voldsomt syretrip, mens han var i fængslet. Det ramte ham heller ikke, før han, da politiet måtte indse, at de ikke havde nok beviser til at holde på ham, forlod fængslet og så tårnet på kirken overfor flyve mod himlen som en raket. Moran sluttede historien af med en fin lille note om, at han ikke kunne huske meget fra de efterfølgende 48 timer.
Indslaget virkede ikke så meget som et interview, som det føltes som en samtale mellem to veninder, der mødtes på café for at blive opdateret om, hvordan den andens liv stod til. Det passede perfekt i forhold til, hvordan Moran fremstod generelt som person i løbet af den time, hun og Mygind talte sammen.
Efter indslaget gik jeg hen for at møde hende, få en autograf og generelt være lidt af en typisk fangirl. Min oplevelse af hende her på BogForum bidragede kun til min opfattelse af hende som en af de mest hjertevarme og bramfri mennesker, jeg nogensinde har mødt: Inden jeg overhovedet nåede at sige noget, blev jeg mødt med et ”Hello, gorgeous” og et stort varmt kram, og hun var efterfølgende mere end villig til at tage et billede sammen med mig. Da min venindes første billede af os blev for lyst, spurgte hun, om vi skulle tage et nyt, og Moran udnyttede muligheden til, splitsekundet før billedet blev taget, at kysse mig på kinden, så jeg brugte den næste halve til hele time på at være ekstatisk. Dagen føltes, som om den ikke kunne blive bedre, og der var endda stadig over tre timer tilbage.
Læs med, når mit tredje og sidste indlæg om BogForum kommer, hvor jeg vil skrive om standupkomikeren Sanne Søndergaard og Murakami-oversætteren Mette Holm samt give mine sidste ord om, hvordan BogForum gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg på ingen måde vil gå glip af de kommende års arrangementer.
Leave a Reply