Anmeldelse af Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskine., udgivet på Gyldendal d. 2. februar 2018
Anmeldt af Katrine Fosgerau Hvid Johannesen
Fotograf: Katrine Fosgerau Hvid Johannesen
Amduat: ”det som findes i underverdenen”. En fortælling der står malet på gravvægge i Kongernes Dal. Og en iltmaskine. To fortællinger, der umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre. Eller har de?
En hel digtsamling skrevet i hånden virker måske som lidt af en opgave at læse sig igennem. De håndskrevne sider i Amduat. En iltmaskine giver dog en hel speciel effekt og en følelse af indlevelse, som var det en dagbog, man som læser får indblik i. Dette får læseren serveret i en kombination af en egyptisk myte og en betragtning af kroppens forfald i en seng på Holbæk Sygehus.
Harald Voetmann blander i sit værk på nærmest magisk vis virkelighed, fantasi og en fortælling om en egyptisk solguds rejse gennem dødsriget sammen. Uden forvirring bindes den reelle fortælling om kroppens forfald i en seng på Holbæk Sygehus sammen med en egyptisk myte i en pudsig kombination, der efterlod mig med en klump i halsen. Den forvirring som ikke opleves af læseren, er i stedet at finde hos dets hovedkarakterer, en far, der ligger for døden og en søn, der ikke kan gøre andet end at se på. Forvirringen viser sig gennem et mærkværdigt sprog og mærkværdige hændelser. Herunder at sønnen må begrave sin far flere gange:
Citatet illustrerer yderligere en fascinerende sammenblanding af fantasi og virkelighed, hvor kroppens fysiske muligheder ignoreres. Det viser en ophævning af farens korporlige status som dødelig til et individ, der er herre over det eneste, vi som levende mennesker kan være sikre på – at vi en dag skal dø. Alt dette er smukt beskrevet i et legende og kreativt sprog, hvor briller går i forvejen for deres respektive ejer og en skarnbasse ”Triller din hjerne foran sig ned langs gangen på gastrokirurgisk”:
Sprog, erindringer og observationer
Rejsen mod 12. time, hvor det uundgåelige må indtræffe, er beskrevet på så vital vis, at det giver en følelse af, at man på trods af kroppens uundgåelige forfald, måske aldrig helt skal dø. Det grimme bliver smukt, og en ødelagt hospitalsseng bliver til en sengehest:
Som tidligere nævnt er dagbog nok det tætteste man kommer på en beskrivelse af, hvad denne bog kunne være. Her mener jeg dog ikke en dagbog i klassisk forstand, men nærmere en slags erindringsbog, hvor også objekter får en stemme. Erindringerne er ikke kun sønnens, for også farens minder giver et indblik i den førnævnte forvirring og tilføjer et lag, der gør bogen til en rørende oplevelse.
Gennem hele værket smelter observationer fra en egyptisk guds rejse gennem underverdenen og nutidige, virkelige observationer sammen. Hvad den egentlige betydning af den egyptiske solguds rejse gennem dødsriget er, og hvad det, der findes i underverdenen, egentlig har at gøre med en døende mand – det må være op til den enkelte læser at afgøre.
Jeg sidder efter anden gennemlæsning af Amduat. En Iltmaskine. stadig tilbage med en følelse af, at jeg ikke er færdig med at gå på opdagelse i bogen, sproget og udforskningen af sammenhængen mellem den egyptiske Gud og den døende mand. Amduat er som værk med til at rejse et spørgsmål om, hvorvidt døden i virkeligheden er så slem – og det på trods af, at faren må dø flere gange for at vænne sig til tanken. Samlingens dualitet understreger livet som en rejse gennem underverdenen mod en uundgåelig ende.
Leave a Reply