En sejltur fra Syrien til stuen i Danmark

Anbefaling af Jesper Gaarskjær: at synke et ocean, udgivet på People’s Press, udgivet d. 31. august 2017

Anbefalet af Nete Bækgaard Hermansen

Fotografi: Nete Bækgaard Hermansen

Digte om det nære og det fjerne; små fortællinger om vidt forskellige verdener og vidt forskellige liv, forbundet af skærme og forbundet af vand. Disse temaer væver sig igennem Jesper Gaarskjærs digtsamling at synke et ocean. Værkets behandling af grusomme scener fra krigen i Mellemøsten og flygtningekrisen efterlader læseren med en følelse af uro og uhygge, men også med smukke og intense billeder printet på nethinden.

Hvad er et hav egentlig? I nogle tilfælde kan det være en handels- eller transportvej, et element der forbinder os på tværs af landegrænser. Nogle gange køler det os i sommervarmen, og nogle gange er det et sted hvor vi leger. Og nogle gange igen er det noget, som vi drukner i.

I at synke et ocean spillet havet en afgørende rolle som den gennemgående metafor, der ofte dukker op i værkets digte. Den smukke grafik af et stille hav på digtsamlingens forside skaber illusionen af, at læseren træder ned i det rolige vand, når man bladrer forbi forsiden, og det gør man på sin vis også. Men havet forbliver langt fra roligt, for igennem værket bruger Gaarskjær vandet til at koble et dansk hverdagsliv sammen med uhyggelige og mareridtsagtige scener, som man læser om i avisen eller ser i nyhederne:

på hav sejler mennesker

som genfærd

uden iris

i natten, der lægger sig til rette

i en øjenhule:

i måneskin hvidt skum og sort hav

vindens stød mod råt gummi

drukner

de kalkede skrig

Det fremmede menneskeliggøres af det nære

Reportager og artikler om druknede flygtningebørn, massevandring på motorvejen, bilbomber og nervegas er ikke noget nyt for mange af os. Vi bliver eksponeret for det i vores nyhedsfeed næsten hver dag – for mange i en sådan grad, at man hurtigt bliver immun over for det. Man kunne derfor frygte, at beskrivelserne i at synke et ocean ville blive for genkendelige og dermed banale.

Men Gaarskjær formår at give historierne nyt liv, særligt når fortællingerne om mennesker på flugt væves sammen med hverdagsfortællingerne. Især fortællerens kærlighed og omsorg til sine børn, beskrevet parallelt med de uhyrligheder som foregår andre steder i verden, gør indtryk:

om aftenen dejser jeg om

til et boligprogram

vågner

da den mindste rusker i mig

mig ikke sove

hører eksplosionen bag ham

ser livløs barnekrop i sand

ser puk damsgaard løbe rundt med hjelm

sætter hænder for hans øjne

Dette eksempel er kun et af mange hvor hverdagen og begivenhederne et sted derude smelter sammen. Læseren får på det nærmeste indtrykket af, at det lige så vel kunne være forfatterens eget barn, som lå livløst i sandet. Og dette taler mere til følelserne end nogen nyhedsudsendelse i tv.

Skærmene og frygten invaderer

Udover den umiddelbare fortælling om flygtningekrisen indskriver Gaarskjær også en fortælling om, hvordan de mange skærme er med til at skabe paranoia. For billederne af de druknende og flygtende mennesker leveres af vores fjernsyn og vores mobiltelefon, og billederne bliver siddende og skaber en snigende frygt, som i løbet af digtsamlingen bliver stadig mere og mere tydelig. På nogle tidspunkter konkretiseres frygten direkte i form af en beskrivelse af, hvad der ville ske, hvis der blev begået et terrorangreb på Molsfærgen eller metroen. Her skriver Gaarskjær rammende om en frygt, som nok er genkendelig hos de fleste af os. En frygt der forstærkes yderligere i digtsamlingen, da fortællerens virkelighed smelter sammen med flygtningenes, og man som læser ikke altid ved, hvornår vi befinder os hjemme i den trygge stue i Danmark, og hvornår bølgerne pludselig vælter væggene indad og fører gummibåde fyldt med skræmte og døende mennesker med sig.

Noget at tænke over

At synke et ocean italesætter en række samfundsrelevante temaer, og den er særlig interessant, fordi den belyser flygtningekrisen gennem vestlige øjne. Gaarskjær beskriver smukt, hvordan vi på én gang minder ufatteligt meget om disse mennesker på flugt, og hvordan vores liv alligevel er så uendeligt langt fra dem. Sproget er kendetegnet af korte, præcise sætninger, og det er nemt at fordybe sig i teksterne. Værket er derfor anbefalelsesværdigt for enhver, som ønsker at se fortællingerne fra deres nyhedsfeed med andre øjne.