Anmeldelse af Annie Ernaux: Den anden datter, udgivet på Gads Forlag d. 12. september 2024. Oversat fra fransk af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Franske Annie Ernaux er en af tidens mest anerkendte forfattere. Med sine selvbiografiske romaner har hun taget læsere med storm verden over, og i 2022 vandt hun endda den prestigefyldte Nobelpris i litteratur. Den anden datter er en af hendes to nyeste kortromaner oversat til dansk.
Omdrejningspunktet for Den anden datter er en søndag i sommeren 1950, hvor Ernaux er ni år gammel. Her overhører hun en samtale mellem sin mor og moster, der afslører, at Ernaux’ forældre har haft en datter før hende; den nu afdøde datter, Ginette.
At afstøve sit søsterskab
Kortromanen er bygget op som et brev til Ginette; et brev til den søster, Ernaux’ aldrig nåede at kende. Som for at række en søsterlig hånd ud i det hinsides skriver Ernaux’ dybfølt og hjerteskærende til romanens du, Ginette. Vi finder ud af, at Ginette døde i en alder af blot seks år. Gennem en afsøgning af, hvem Ginette var, begiver Ernaux sig ud på en eksistentiel rejse ind i den familie, hun er datter i – men som hun måske ikke ville have været, hvis ikke Ginette var død. Kendsgerningen om, at Ginettes død muligvis er grundlaget for Ernaux’ eksistens, giver Ernaux en følelse af at være den levende reservedatter for Ginette, det afdøde ønskebarn – to søstre, der er beslægtede, men som aldrig i det levende liv havde eller vil komme til at have noget med hinanden at gøre:
“På et udateret foto fra før krigen står han [faren] smilende med armen om hendes [morens] skulder. Jeg har ikke kendt kvinden fra din tid (…) De er et forældrepar som har mistet et barn. Du er der, mellem dem, usynlig. Deres smerte.”
Det efterladte enebarn
Særligt forholdet til forældrene spiller en stor rolle i Den anden datter. Ernaux beskriver sin følelse af at være en art erstatningssøster, der adskiller sig fra den førstefødte, og sin frygt for, om hendes forældre mon sammenligner de to døtre. På den måde bliver Ernaux’ viden om Ginette nøglen til at forsøge at forstå sit distancerede forhold til forældrene. En distance, der tilgås rationelt og med en smuk følelsesmæssig styrke, der er svær at begribe:
“Jeg bebrejder dem ikke noget. Forældre til et dødt barn ved ikke hvad deres smerte gør ved det barn som lever.”
Ernaux ser sin barndom og forholdet til sine forældre i lyset af sin viden om Ginette, som diffunderer i hendes bevidsthed som et spøgelse og en sorg.
Livet, Ernaux
Ernaux er ikke en kvinde, der har haft det letteste liv. Den anden datter er blot én af mange romaner, der skildrer en tid i hendes liv, der er omgærdet af svære følelser og eksistentielle hovedbrud. Skammen udleverer forældrenes sociale klasse og hendes eget ønske om og skam over at undslippe den. Hændelsen omhandler en smertefuld, skyldbetynget og illegal abort, hun fik foretaget i 1963. Simpel lidenskab udpensler den affære og det forhold, hun havde til en gift mand, da hun selv var halvtreds år gammel. Disse ovennævnte kortromaner er alle knivskarpe, og Den anden datter ryger direkte i samme personlige bunke af litterære perler. Den er en hårdtslående fortælling om liv og død. At der efter døden altid spirer nyt liv, men at døden også er et vilkår i ethvert liv. At livet bærer døden med sig, som en livslærdom og kendsgerning.
Leave a Reply