Anmeldelse af Maria Helleberg: Kold Maj, udgivet på Gyldendal den 2. november 2023.
Anmeldt af Maja Nørager Lauvring
Foto: Maja Nørager Lauvring
Maria Helleberg, der normalt bedriver historiske romaner, har med Kold Maj åbnet op for historien om sin egen kærlighed mellem sig selv og sin mand, Jørn. Efter Jørn under corona pludseligt afgår ved døden, sætter Helleberg sig for at huske alting og lukker derfra læseren skridt for skridt ind i sin sprogligt inderlige fortælling om en tosomhed i allerstørste potens.
Jørn er blevet gammel og har på en måde givet op på tilværelsen. Han isolerer sig på sit kontor og drikker for meget, mens han lader en sygdom i sine ben gro sig større og værre. På den anden side kæmper Maria for at opretholde den positive indstilling og retter vedholdende blikket mod fremtiden med et håb om at få sin gamle Jørn tilbage. Men efter en ellers succesfuld benamputation, afgår Jørn pludseligt ved døden, uden Maria er til stede. Fra det ene øjeblik til det andet er Marias dybest fortrolige og sjæleven borte. I hans pludselige legemlige fravær griber Helleberg straks fat i minderne om alt det, de var og i særdeleshed alt det, Jørn var:
”Nu er han ikke hos mig mere. Det var den eneste tanke, som meldte sig, foruroligende og uimodsigelig. Han havde bevæget sig væk og taget sit væsen med sig. Jeg elsker ham, lød det i mig igen og igen. Der er så meget, jeg gerne vil huske.”
Derfra tages vi tilbage til deres første møde på Rosenborg Slot, hvor Maria med ét bliver komplet opslugt af forelskelsen i den hemmelighedsfulde og dragende søofficer fra Hørsholm.
Fortrolighed og hemmelighed på en og samme tid
Maria og Jørn finder hurtigt hinanden gennem deres fælles passion for historie, kunst og musik. De finder også begge fodfæste i deres udforskende og excentriske sider, hvor Jørn blandt andet kan føle sig tryg i at gå i feminint lingeri og kjoler inden for hjemmets fire vægge.
Men lige så vel som fortroligheden på nogle områder blomstrer, truer hemmeligheder, mystik og jalousi også konstant med at rive det hele fra hinanden, særligt fra Jørns side.
Faktisk formår Helleberg at beskrive den blændende aura af mystik, tilbageholdenhed og hemmelighedskræmmeri, der cirkulerer om Jørns væsen, så vellykket, at jeg stadig ikke helt kan sætte en finger på, hvem Jørn egentlig var. Man forstår, at Maria var omtrent den eneste, der fik lov at blive lukket helt ind i Jørns univers.
En kærlighed, der holder alle andre udenfor
Et af de for mig mest interessante tematiske spor i romanen er netop denne ekskluderende tosomhed. Dette ufravigelige instinkt til at ville lukke sig inde med sin partner i en hule og aldrig komme ud, men i stedet bare smelte sammen til en enhed. Men på samme tid er denne tilstand ledsaget af skammen og længslen over alt det uden for tosomheden, som langsomt smuldrer:
”Jeg var kuret ned i kærestefælden, der lå jeg nu og sundede mig. Nede i den fælde bryder man forhold og kontakt til gode venner, rydder ud og op og risikerer, at alle ens bekendte havner i en slags B-liga.”
Helleberg rejser med sin roman spørgsmålet om, hvad prisen må være for den store kærlighed. Og svaret er, at der ikke kan sættes en pris på at indgå i et kærlighedsfællesskab, hvor man er accepteret for præcis den, man er, uden forbehold. Også selvom denne kærlighed indebærer, at store kompromiser må indgås, og stort set resten af verden må holdes udenfor, således at hun efter Jørns død må stå alene tilbage med den altopslugende sorg.
Helleberg skriver Kold Maj med et stort selvsikkert overskud og med en sproglig sensibilitet og inderlighed, der helt ned i detaljen indfanger kærlighedens reelle ansigt. Også dens mindre flatterende og ensomme træk.
Leave a Reply