Anbefaling af Vibeke Grønfeldt: Lufthavet, udgivet på Vinter Forlag d. 11. oktober 2024
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Poesi og sanselighed. Leder du efter det? Så har du fundet den rette bog. Vibeke Grønfeldt har været motoren bag en perlerække af romaner. De seneste to er Endnu ikke (2016) og Glasluft (2020), og i 2024 vendte hun atter retur med Lufthavet. En dystopisk og hyperpoetisk fremtidsroman om en verden, der er gået i stå.
Da jeg først fik øje på Lufthavet, var det det isblå omslag, og pressemeddelelsens fremlægning af en roman om søgen efter at finde meningen i det enkle liv, der fangede min interesse:
”På køkkenbordet står spand og plastikkrus parat. Vinden er kølig og klar som glas i husets skyggeside. Det samme er vandet i regnvandstønden, efter støv og mosfnug fra taget er dalet til bunds (…). Hun fylder kruset med blødt regnvand og drikker i lange slurke, mens blikket glider gennem en sartblå atmosfære med enkelte små fjerskyer i opløsning.”
Det er Petra, bogens hovedperson, der på daglig basis rituelt bevæger sig ud i sin have for at synke en slurk frisk regnvand. Hun er et sted i sit liv, hvor hun føler sig nødsaget til at have noget at fortabe sig i for at kunne stå op om morgenen. Hun savner evnen til bare at være uden at foretage sig noget. ”Til gengæld er hun hver morgen spændt på, hvad dagen bringer. Hun ryster sengetøjet, silkesengetøjet, som hun fandt i går og nu vil gøre til sit, strækker sig, til leddene knager, og slår badekåben om sig”.
Civilisationens sammenbrud
Gennem bogen følger vi Petra i sine vandringer rundt til menneskene i den by, hun bor i. Hvor vi befinder os, og hvad det er, der sker, er ikke klart defineret. Som læsere ved vi, at strømmen er gået, og det afføder en blanding af fred, nærvær og kollektiv melankoli i byen. Det er tydeligt at fornemme, at civilisationen befinder sig i et vakuum. Samfundet er i en form for undergang, og verden er gået i stå: Supermarkederne står ubemandede, der er ikke vand i hanerne, mobiltelefoner ligger i dynger ved vejkanten, biler holder forladt, og der er døde dyr allevegne:
”Myriader af spyfluer dækker ådslet (…). Hun stirrer ned i kadaverets blodige pøl af blod, maveindhold, leverklumper og synker ned i det som spyene. Så skubber hun med foden tarmene ind imod dyret, hvor de hører til.”
Romanen er ikke for sarte sjæle, da den til tider er makaber i beskrivelserne af dyr, der parteres, men også i beretningerne om voldtægt og forslåede børn, hvilket satte mig i en trist og ubehagelig stemning.
I dette samfund finder uforklarlige hændelser sted, og folket må lære at begå sig på ny. Romanen fortælles fra Petras perspektiv, og vi bevæger os i samme tempo som hende rundt til byens beboere. Hun kommer vidt omkring, hjælper og møder mennesker, hvor de er. Det foregår i et langsommeligt tempo, hvor der dvæles ved det, som Petra støder på og sanser på sin færd.
En flod af poesi
Lufthavet bruser af poetisk sprog. Bare læs bogens åbningslinje: ”Salte vinde fra havet uden skibe siler gennem et åbent vindue over sengen og fylder rummet”. Sprogligt er romanen gennemgående lyrisk, sanselig og poetisk. Dog må jeg desværre erkende, at det efter min mening kammer over for romanen. Grønfeldt fyrer afsted med opremsninger, lyriske linjer, name-dropping og et sprog så sublimt, at det ofte bliver så højtflyvende poetisk, at det ikke når ned til læseren på jorden. Rytmen bliver indimellem staccato, og de lange opremsninger og dvælen ved små handlinger synes for mig kedsommelige i det omfang, de tog del i romanen.
Der er desværre flere elementer, der gjorde, at jeg følte mig hægtet af. Jeg følte mig ikke holdt ordentligt i hånden som læser og kunne godt have brugt et lille personregister, hvor jeg kunne orientere mig i de forskellige karakterer og deres indbyrdes relationer. Det ville skabe et bedre overblik i fortællingen.
Men overordnet set, tager jeg hatten af for Grønfeldts rige ordforråd og poetiske kunnen. Hun er god til at skabe stemninger. Ligeledes mestrer hun sproglig præcision i sin konkretisering af bl.a. farver og væsker som ”aluminiumsgrå”, ”løglugtende sved” og ”dejhvid” på en måde, der er billedskabende og ekstra sansende.
Dystopisk digital detox
Jeg blev draget af bogens centrering om – og søgen efter – mening med det simple liv. Og jeg synes, bogen former en god morale i dens underliggende kredsen om nærværet. Fortællingen giver en smagsprøve på digital detox (dog taget til ekstremerne), hvor man får en fornemmelse for noget af det, som følger med et liv uden internetforbindelse og skærme – nemlig ro, nærvær og opmærksomhed på omgivelserne:
”Hendes uro lagde sig som et lam (…). Sådan fandt hun sig i sansernes begyndelse og rakte ikke fra en rodet drøm ud efter tasten til næste nyhedsudsendelse. Rasede ikke fra program til program og scrollede ikke samtidig frem og tilbage mellem aviser og bloggere.”
Selvom bogen ikke var min kop te, så er den måske noget for dig, hvis du har lyst til at indleve dig i et langsommeligt univers og er til sprogligt sansespil, poesi og dystopi-genren.
Leave a Reply