Anmeldelse af Ocean Vuong: Tiden er en mor, udgivet på C&K Forlag d. 16. august 2022. Oversat fra engelsk af Caspar Eric og Henning Krag Jensby
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Sorgen over tabet af sin mor er grundstenen for vietnamesisk-amerikanske Ocean Vuongs nyeste digtsamling, Tiden er en mor. Gennem en bred vifte af vidt forskellige emner, minder og situationer kommer Vuong både sig selv nærmere og sin sorg til livs i sine digte.
Selvom Tiden er en mor udspringer af et frygteligt tab, er der flere lag på spil i Vuongs forgrenende digte. Med en kerne af frustration og smerte har digteren med sin pen flettet yderligere tematikker ind, både direkte sort på hvidt samt mellem linjerne.
Warrior Mom
I flere digte lander man ned i Vuongs mors liv. Som medarbejder i en neglesalon passer moren som hånd i handske ned i den slags firkantede stereotyper, der hersker om asiatiske flygtninge i et vestligt land som USA. Men Vuong nærmer sig sin mor med en kærlig ømhed og ser hende, som den barmhjertige og modige kvinde hun var, lige indtil kræften vandt over hende. I digtet “Amazon historik fra en tidligere neglesalon arbejder” skitserer Vuong nogle af de ting, hans mor søgte på i den sidste tid inden sin død:
“Apr. / Chemo-Glam bomuldstørklæde, blomsterhaveprint / “Warrior Mom” Breast Cancer awareness T-shirt, pink og hvid / Maj / Mueller 255 Rygstøttebandage / Jun. / Fødselsdagskort – “Søn. Jeg vil altid være hos dig,” Snoopy-design”
Modsat er der også en frustration over for faren i Vuongs digte. En årelang afstand mellem de to mænd, som først på sit yderste og i et nødstilfælde brydes, hvilket beskrives i digtet “Et amerikansk sagn”:
“Måske / ønskede jeg, endelig at mærke ham / mod mig – & / det virkede. Mens farverne hvirvlede / gennem forruden, flyvende / metalstykker raslede / mod vores skuldre, spredte / en pludselig våd varme / sig overalt, han bankede / ind i mig & / vi krammede / for første gang / i flere årtier.”
Vietnamesisk-amerikansk
Generelt fylder frustrationen meget gennem digtene og ikke mindst den, der affødes af at have to nationaliteter i et land, der er privilegieblindt og favoriserer visse befolkningsgrupper over andre. Vuong trækker på flere af sine personlige erfaringer, når han, blandt andet i digtet “Ikke engang”, beskriver en situation, hvor hans forfatterskab blev ironisk ophøjet og udskammet for at være blevet populært, udelukkende i kraft af hans vietnamesiske etnicitet:
“Engang, til en fest på en tagterrasse i Brooklyn med en “artsy vibe,” sagde en ung kvinde, mens hun nippede til sin drink, Du er så heldig. Du er homo plus du får lov til at skrive om krig og sådan. Jeg er bare hvid. [Pause] Jeg har ingenting. [Latter, klirrende glas]. Fordi alle ved at gul smerte trykt med amerikanske bogstaver bliver til guld.”
Flydende og intern
Selvom Vuong holder sig til mange af de samme temaer og emner undervejs i sin digtsamling, udfordrer formen og indholdet læsningen. Ingen af digtene er opsat på samme måde men varierer mellem at være meget flydende og spredt på siderne til at være klassisk opsat i verslinjer. Ligeledes bærer digtenes indhold i høj grad præg af Vuongs egne oplevelser og minder, hvilket i nogle af digtene føltes uhåndgribeligt og internt at samle sig om og relatere til. Dog fungerer andre digte, som også handler om noget universelt, godt og gør det nemmere at indrette sig formen. Et eksempel på et digt, hvor formen konstant afbrydes og ikke gør brug af tegnsætning, er “Kære T”:
“måske kan jeg bygge en dreng / ud af de indre stilheder måske / kan vi ophøre uden at dø kneppe / uden tårer der falder / ned i tankstationens pissoir / & vi er bare for trætte / til at gå hjem vi er / bare to drenge der ligger / i sneen & / du smiler fordi stjernerne / bare er stjerner & du ved at / vi kun lever én gang / den her gang”
Finde livet igen
Når det er sagt, er der en gennemgående kamp for livet i digtene. Ved at afsøge sin sorg og hylde sin mor, når Vuong frem til erkendelsen af, at livet er værd at leve – selv med de dybeste sorger i bagagen. Det kan spottes i små glimt gennem samlingen, blandt andet i digtet “Den sidste Prom Queen i Antarktis”, hvor jeg’et skriver: “Jeg vil / tage mig af vores planet / fordi jeg har brug for en smuk / kirkegård” eller i “Grunde til at blive”: “Fordi det her rod jeg har skabt, er skabt med kærlighed.” Samlingens sidste digt, “At fælde træer ved verden ende” står som et lysende punktum på den gennemgående sorg, hvor livet krænger sig ud af smerten i sin reneste form:
“Så kom det til mig, mit liv. Jeg huskede mit liv / som et økseskaft, der midt i sit sving husker træet. / & jeg var fri.”
Leave a Reply