Anmeldelse af Torborg Nedreaas: Musik fra en blå brønd udgivet på Turbine d. 22. maj 2025. Oversat fra norsk af Lotte Kirkeby
Anmeldt af Matilde Karoline Winther Nielsen
Foto: Matilde Karoline Winther Nielsen
En varm, stjerneklar sommeraften sidder Herdis på kanten af en brønd, med benene udover kanten. Hun har nemlig hørt toner strømme op derfra: dragende, men ukendte toner, der hverken minder om de salmer, de synger i skolen, eller de sange, hendes mor spiller hjemme på klaveret. Efter denne aften er Herdis ikke længere den samme. Det er nemlig som om brøndens toner har taget bolig i hende midt i denne ”voksevejrs-sommer af de sjældne”, som hun har hørt de voksne kalde den.
Ligesom i første bind i trilogien om Herdis, hvor trylleglasset er den gennemgående metafor, er musikken det i Musik fra en blå brønd. Herdis er nemlig på vej til at blive teenager, og de ukendte toner, musikken, læser jeg som en spirende pubertet med alt hvad dertil hører af følelsesmæssig intensitet.
En af romanens helt store kvaliteter er, at den skildrer Herdis’ erfaringer med stor alvorlighed og ikke mindst autenticitet. Det, der særligt rør mig, er måden hvorpå Nedreaas beskriver Herdis’ spæde erfaringer af sin seksualitet: hvordan det på én gang føles dragende, ligesom musikken, men også faretruende, skamfuldt og ikke mindst ensomt. For hvordan fortæller man sine venner om det, når man ikke engang selv ved hvad det er?
”Herdis havde ikke været i stand til at deltage i samtalen om det, komme med spørgsmål, kigge på nogle af dem. Her var noget frygteligt og noget evigt hemmeligt, – Herdis var selv en slem pige. Det var Natten i hende, der vågnede, da hun hørte det. De andre piger var bare muntre og søde piger – selv Agnes, der var fjorten år og gik med drenge. De var uden det mørke, som Herdis havde et sted i sig (…)”.
En evig relevant coming-of-age fortælling
Musik fra en blå brønd er en poetisk coming-of-age fortælling om at blive til sit eget menneske. For selvom romanen er fra 1960, var det så let som ingenting at spejle mig i Herdis. Nedreaas formår nemlig på fineste og skarpeste vis at beskrive den grænsetilstand det er, at være teenager: at føle og sanse alting med hundrede kilometer i timen, opdage sin seksualitet, gøre alt for at passe ind, mærke et dybt behov for at løsrive sig og samtidig erfare, hvor afhængig man er af sine forældres kærlighed, støtte og anerkendelse. Alt sammen leveret i et billedrigt, vibrerende sprog, der på elegant vis understreger den sanselighed hvormed Herdis registrerer sin omverden:
”Vejret havde klædt sig til pinsefest over nyudsprungen birk og silkeblå fjord, der af og til glimtede som i en ekstase af sølv, om en forårsbrise fandt på at lege lidt rundt om holmene. Liljekonvallen stod stadig i knop, men på den søde brise af saltsmag i luften kunne man mærke, at der var nogle, der allerede var sprunget ud.”
Som liljer, som mennesker.
Leave a Reply