Er adoption en sindssyg social konstruktion?

Anmeldelse af Eva Tind: MIN KIM, udgivet på Gyldendal d. 10. oktober 2024

Anmeldt af Jane Louise Madsen

Foto: Jane Louise Madsen

En horisontudvidende roman om adoption, og ikke mindst skyggesiderne herved, fortalt uden filter af den forrygende og ærlige Eva Tind.

”Da jeg var barn, og nogen sagde: Rejs tilbage til der, hvor du kommer fra, var mit forsøg på et svar: Jeg har et brev fra dronning Margrethe, hvor der står at jeg er dansker.”

Med dét svar, der både er rørende og tragikomisk, er der vel ikke så meget at rafle om, eller hvad? Bogens jeg-fortæller, Eva, er konstant splittet i to. Enten mødes hun af racistiske tilråb eller også mødes hun af en total blindhed overfor sit ophav. Hun bliver som barn hele tiden fortalt, at hun er dansker, selvom hun ikke ligner alle de andre danskere. Eva er brun, og hun har smalle øjne – et faktum, hun som barn ofte selv glemmer, da hun er fuldstændig opsat på at være dansk. At Eva Tind har valgt at fortælle en adoptionshistorie set fra et barneblik til et teenagerblik til et voksenblik, der smelter sammen på kryds og tværs, er vanvittigt stærkt og virkningsfuldt. Her en metarefleksion fra Eva med afsæt i hendes barnelogik:

”Jeg forblev hvid i mit eget billede. Det var det, de andre ville, så det var det, jeg ville, for jeg ville høre til. Adoptionseventyret om, hvor heldig jeg var, at jeg var ønskebarn, et barn, der var kasseret af Asien, men blev reddet af Vesten, måtte for alt i verden ikke briste. Jeg undgik bevidst andre med sort hår og smalle øjne, for når jeg så dem, så jeg mig selv, og jeg var ikke som dem, en skævøjet risgnasker.”

Et ønskebarn ankommer med fly

Romanen ransager de konsekvenser, der kan opstå, når ønskebarnet ikke kommer med storken men med fly. Med en sproglig bevidsthed sætter Tind adoptionsmyten under lup og bytter den identitetsskabende udmelding ”jeg er adopteret” ud med ”jeg har været udsat for adoption”. Det er ikke en følelse af at være reddet af Vesten, som jeg-fortælleren sidder med, særligt ikke da hun finder ud af, at hun ikke er forældreløs, som hun altid er blevet fortalt. Tind lægger ikke skjul på, at det er et autobiografisk værk, hvilket om muligt gør bogen endnu mere stærk, da man som læser følger bogens hårde tilblivelse gennem forfatterens selvrefleksive overvejelser.

MIN KIM er en mangefacetteret genrehybrid, hvor vi gennem breve, minder, digte, samtaler og rejseskildringer møder Eva i forskellige livsstadier. Alt imens hun bestandigt bærer sin adoption som en tung kappe, alle kan se. Blandt andet gennem brevene møder vi romanens ’du’, Gull-Mai, hvis historie fortælles sideløbende med Evas egen. Gull-Mai, der senere i romanen foretrækker at blive kaldt Min Kim, har en dyster fortid og har om nogen ikke oplevet det ophøjede adoptionseventyr. Min Kims tragiske barndom fører til, at hun bryder med sin familie. Alliancen mellem Min Kim og Eva fremstår stærk mellem siderne og har en meningsfuld effekt på læseren:

”Selvom jeg er et brunt menneske, er jeg opdraget som en hvid dansker og udstyret med et blik for det fremmede. Men lige her, sammen med dig, holder mit fremmedfjendske blik sig i ro.”

Sydkoreaner i Danmark, dansker i Sydkorea

Eva findes ikke i Sydkorea. Hendes identitet er slettet, hun har fået kappet sine familiære tilhørsforhold over, og hun har fået tildelt en ny fødselsdato af adoptionsbureauet. Selvom Eva aldrig kunne finde på at bruge termen adoptivforældre om sine danske forældre, forbliver hun i sit sind sydkoreaner i Danmark og dansker i Sydkorea. I Danmark får Eva at vide, at hun er god til dansk, og i Sydkorea går alle ud fra, at hun kan hun sproget, fordi hun for en gang skyld ligner alle andre:

”Tjongno-sam-ga? Chongno-sam-ga? En t-a-x-i. Jamen det var jo det, jeg sagde. Okay? Does anyone here speak English? No. No? No I don’t speak Korean. Sorry. Yes, my father is Korean by birth. No, I am not KOREAN, or I am. Sort of. No, I don’t understand you, not even if you speak very, very slowly. I am NOT crying; it is just the wind.”

Igen er Evas iboende dualitet beskrevet tragikomisk, hvor man mest af alt får sympati med Eva, der kæmper for at lære sit udviskede ophav at kende. Et andet særligt rørende element i romanen er det brev, Eva har fra sin koreanske far, der er underskrevet med ordene: ”Din fortabte far, der elsker dig”. Med Evas hjerteskærende fortvivlelse og berettigede vrede kommer man som læser helt ind i det oplevede traume, adoption kan sætte sig som. En rodløs tilværelse, hvor Eva altid vil føle sig som den fremmede.

Tabubelagte eventyrfortællinger smuldrer under Tinds pen

På trods af at Eva Tinds skrift er årvågen og poetisk, bliver romanen til tider gentagende med en fornemmelse af at læse de samme sider igen og igen, og man kunne stille spørgsmålet om færre sider havde givet en større effekt? Ikke desto mindre skal det slutteligt herfra lyde: LÆS MIN KIM! Eva Tinds stemme viser, hvordan litteraturen virkelig kan vise sider af tilværelsen, man ellers ikke kan forestille sig. Tabubelagte eventyrfortællinger smuldrer under Tinds pen og bliver til politisk systemkritik, hvor ét spørgsmål stadig runger i øregangen: Er adoption en sindssyg social konstruktion?