Er jagten på anerkendelse prisen værd? 

Anmeldelse af Katherine Diez: I egen barm, udgivet på People’s Press d. 1. oktober 2024. 
 
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen 
 
Foto: Amalie Brændgaard Hansen 

Influencer og kulturdebattør Katherine Diez har sat sig ned og skrevet et portræt af sit liv. Med åbent hjerte og hudløs ærlighed slår hun dørene op for den brede offentlighed. Hun har et mål. Hun har taget pennen i egen hånd for at fortælle sin historie – denne gang med egne ord. 

Jeg må være ærlig at sige, at jeg ikke vidste meget om Diez, før jeg læste hendes bog. Nuvel, jeg havde kendskab til plagiatsagen, men udover det var jeg fri for forudbestemte antagelser. Nu, efter at have læst bogen, kan jeg med vished sige, at jeg har lært hende at kende. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg har fået udpenslet hele hendes livshistorie. For hun er ikke bleg for at dele ud af sig selv. 

Dybde 

”Jeg husker bare, at jeg ville glemme. 

At jeg ville være en anden. Leve et andet liv. 

At jeg ville flygte fra dette liv.” 

Diez inviterer os ind bag murene i barndomshjemmet i Risskov, hvor hun er vokset op. Da hun var få år gammel blev hendes forældre skilt, og hendes opvækst var præget af skænderier i hjemmet. En depressiv mor. En alkoholisk stedfar. Og en far udenfor rækkevidde, hvis adfærd var truende.

Vi ser også en ung Diez på Center for spiseforstyrrelser. Bliver delagtiggjort i usunde kropsforståelser og rituelle kalorielette måltider, som var fast kost. Hun tager os med ind i forkerthedsfølelse og den selvdestruktive side, som hun var plaget af bag facaden. 

”Jeg var forkert. Jeg var frygtelig. Jeg ødelagde alt. Jeg skuffede alle og gjorde alle kede af det.” 

Denne skildring af barndommen og svære perioder tilskriver dybde og sårbarhed til portrættet, som rykkede mig tættere på Diez rent personligt.  

Vrede 

Bogen lægger op til en interessant debat om, hvorvidt det er i orden, at forfattere skriver private detaljer om andre i deres værker. I dette værk er det tv-kokken Adam Price og politiker Dan Jørgensen, der er blevet stillet i skudlinjen. De har ikke nogen stemme at byde ind med i dette henseende. Diez er nu ikke den første forfatter, der bruger dette greb, dog gør dette ikke akten mere berettiget. Hun udleverer sine ekskærester sort på hvidt og udøver karaktermord på dem. Adam portrætteres som et utro sexmonster, mens Dan beskrives som restriktiv og kontrollerende.  

Diez har befundet sig i to tumultariske forhold – et med tillidsbrud, og et, hvor hun blev forsøgt lavet om. I begge blev hun trådt på. Og lige dér kan jeg godt forstå hende. Vreden vil ud.  

Et liv i rampelyset 

Diez er et velkendt ansigt. Hun har slubret den opmærksomhed til sig, som hun kunne indfange. Særligt fra mænd og medier. Bogen tegner et billede af at være fanget i afhængighedens klør og at hige efter anerkendelse i en sådan grad, at det bliver en besættelse:

”Engang til en fest drak jeg mig så fuld, at jeg fik blackout og vågnede ved, at tre-fire drenge var i gang med at gruppevoldtage mig med deres fingre og tunger. Men jeg blev liggende. For mig var det ikke et overgreb. For mig var det anerkendelse.

Og det var bare begyndelsen.” 

Spotlightet begyndte at lyse mod Diez, da hun i sin tid startede med at skrive lange litterære opslag på sin Instagram-profil. Profilen blev et digitalt fænomen. Sidenhen førte den til, at hun fik en ansættelse som klummeskribent for Berlingske. Men i takt med at Diez blev anklaget for omfattende plagiat i tretten af sine tekster, blev anerkendelsen skiftet ud med modstand og skepsis. Jeg var selv skeptisk, da jeg åbnede hendes bog. For med en historik som den, Diez lægger for dagen, vidste jeg ikke, om jeg kunne tage hendes ord for gode varer.

Forfatterens etos 

Man kan på den ene side diskutere, om man får medfølelse med Diez, eller om hun placerer sig i en offerrolle. Derudover om det er et troværdigt portræt, hun skitserer af sig selv og sine pårørende, for hun udlægger kun en side af sagen – sin egen. På den anden side afslører bogens forside og bagsidetekst, at Diez har skrevet en selvbiografi, og så er det vel også legitimt kun at skrive ud fra eget perspektiv? Jeg synes, hun lykkes med at servere et mangefacetteret personligt portræt. 

I egen barm er et sammensurium af ekskærester, barndom, spiseforstyrrelse, plagiatsag og kokainrus, der alt sammen har været en del af Katherines liv, og er med til at fortælle hendes historie. Jeg ville aldrig selv dele så meget personligt og privatanliggende om mit liv, som hun gør. Men at hun tør at stå ved sig selv på godt og (især på) ondt og skrive så ærligt om sit liv, tager jeg hatten af for.  

Hverdagsligt og dramatisk 

Ser man på sproget, var det for mig ikke en storslået litterær oplevelse. Beskrivelserne er hverdagslige, og dialogerne trivielle. Men på den anden side mimer sproget meget godt netop det, som bogen vil – nemlig at skildre Diez’ liv i hverdagsglimt og erindringer. 

Er du til drama? Så synes jeg du skal læse bogen. Den får ikke for lidt på drama-barometeret, når Diez anretter tallerkenen med saftige afsløringer.