Er tv-serien den nye roman?

Essay af Emilie Kellberg

Foto: commons.wikimedia.org (redigeret af Mia Nikander)

The Wire. Mad Men. Breaking Bad. Game of Thrones. House of Cards. True Detective. Herhjemme Forbrydelsen, Borgen, Broen og nu senest Bedrag. Det er ved at være alment accepteret, at tv-serien igennem de senere år har fornyet sin form med originalt kvalitetsfjernsyn til følge. Denne originalitet udfordres imidlertid af en række kritikere og forskere, som i nyere tv-seriers fortælleform genkender romangenren og derfor påtænker et litterært slægtskab – en umiddelbart uskyldig proposition, der dog har vist sig at afføde meget forskellige og følelsesladede reaktioner. Det er tilsyneladende ikke friktionsfrit at sammenligne tv-serien med romanen. Men hvorfor egentlig? Og hvad inspirerer i det hele taget denne ulige sammenligning?

Sidste år lancerede forlaget Rosinante & Co. i samarbejde med lydbogstjenesten Storytel et nyt projekt, som ønskede at udgive lydbøger i føljeton. Føljetonen er på ingen måde en fremmed størrelse i litteraturen, og især i det 19. århundrede nød formatet enorm popularitet med kendte navne som Charles Dickens, Honoré de Balzac, Victor Hugo og Arthur Conan Doyle. Deres romaner, udgivet afsnit for afsnit, optændte folks begær efter mere (nøjagtig ligesom vor dags tv-serie i øvrigt, men nu kommer jeg pointen i forkøbet). Det var derfor forventeligt, at et litterært projekt som Rosinante og Storytels, der ønskede at benytte sig af samme format, ville skrive sig selv op ad denne stolte tradition. Det var også delvist, hvad der skete ved projektets lancering. ”Dansk forlag vil tage tv-serien tilbage til litteraturens territorium”, lød en overskrift hos Politiken. Hos Berlingske lod man det forstå, hvordan Storytel og Rosinante ”med føljetoner som lydbøger [vil] erobre et format, der tog sit udspring i litteraturen, men som TV-serier i dag har størst succes med”. Føljetonens litterære ophav er her en komponent, men endnu vigtigere end det fremstår dens relation til et helt andet medie (og nu er vi nået til det), nemlig tv-serien.

Tv som roman

Det er en kendsgerning, at føljetonformatet længe har været kyndigt benyttet af tv-industrien og endda med stor succes. Særligt igennem de senere år har denne succes og popularitet vist sig også at kunne fremme produkter af unik og kritisk anerkendt kvalitet – listen over gode tv-serier er efterhånden lang og synes for hvert år at blive længere. Der er tale om tv-serier af varierende længde, der behandler forskellige karakterer, temaer og perioder i meget ulige verdener, men alligevel har de en række overordnede narrative træk til fælles. For det første er deres fortællinger mere komplekse, med flere divergerende strenge, end det tidligere har været almindeligt for en tv-serie. Denne kompleksitet og tyngde minder den kulturelle historiker Thomas Doherty om fortællestrukturen i en roman: ”Like the bulky tomes of Dickens and Dreiser, Trollope and Wharton, the series are thick on character and dense in plot line, spanning generations and tribal networks and crisscrossing the currents of personal life and professional duty”. For det andet trodser tv-serierne i stigende grad deres serielle og episodiske natur ved at orientere sig imod en mere afrundet og selvstændig sæsonfinale. Ifølge tv-teoretikeren Jason Mittell efterstræber hver sæson ”its own structural integrity, much like a specific book within a larger epic novel, and each episode stands as a distinct chapter in that book”.

Uenige røster

På samme måde som i omtalen af Rosinante og Storytels lydbogsprojekt er der altså tale om, at tv-serien gør noget, der potentielt leder tankerne hen på romanen – og dette ikke uden en vis kontrovers. Spørgsmålet om tv som roman har vist sig at være kilde til en til tider ret ophedet debat. I artiklen ”Storied TV: Cable Is the New Novel” erklærer Thomas Doherty meget hyperbolsk, at tv er den nye roman, og fastslår et litterært slægtskab frem for et televisuelt. Disse påstande dementerer kritikeren Sam Adams eftertrykkeligt i et direkte svar til Doherty i artiklen ”Stop Comparing TV Shows to Novels. It’s Not a Compliment”. Han er af den overbevisning, at sammenligningen udsletter og forklejner de to mediers særegne kvaliteter og bedrifter – som at sammenligne knive med skeer: De gør måske den samme ting, men på meget forskellige måder, og derfor separeres de da også i bestikskuffen. Dette har imidlertid ikke stoppet film- og litteraturforskerne Anne Gjelsvik og Jørgen Bruhn fra at foretage en intermedial sammenligning mellem The Wire og romangenren, og hvorfor skulle det også det, når skaberen af The Wire selv har udtalt, at serien er struktureret som en ”visuel roman”, inspireret af Balzac og Dickens? (se The Telegraph). Der findes altså delte meninger om, hvorvidt tv-serien ligner romanen, eller om man overhovedet bør stille sådan et spørgsmål i første omgang. Det kan umiddelbart virke besynderligt med al den ballade. Et overraskende slægtskab mellem de to medier er en fascinerende tanke, der kan bygge bro henover den kløft, som ellers eksisterer rent praktisk og formelt imellem dem: Tv-serier behandles hovedsageligt af film- og medievidenskaberne, der på deres side heller ikke beskæftiger sig med litteraturen. En mor kender sit barn bedst, men hvad nu hvis dette barn har aner andre steder og kan lære mere om sig selv igennem dette perspektiv? Hvad er problemet i at tale sammen?

Genrereservater

Både på universitetet og i journalistikken er man glad for sine genrereservater, der ikke umiddelbart lægger op til den store snak eller familiekomsammen medierne imellem. I de store aviser omtales bøger/litteratur mere eller mindre adskilt fra film og tv – hos Politiken udkommer endda to separate sektioner, Bøger og Film & Tv. Dette skel afspejler i høj grad den måde, som også forskningen på området traditionelt har behandlet de to medier på. Opdelingen er dog kunstig. Bøger er naturligvis også et medie, og det rykker i stigende grad ind på andre. Twitterromaner er en ting. Det er Facebook- og SMS-romaner i øvrigt også. ”Microblogging novel” hedder en artikel på Wikipedia om fænomenet, og det peger på den tendens, at litteraturen i nogen grad er ved at løsrive sig fra sit primære medie. Det her er på ingen måde nyheder, og på Aarhus Universitet har udviklingen nu i nogle år været dækket tværmedialt af centret Litteratur mellem medier. Sigende for problematikken og det betændte ved spørgsmålet er imidlertid to omstændigheder, man kan bemærke ved både dette forskningsprojekt og avisernes dækning af de to medier: Litteratur mellem medier lægger vægt på, hvad den digitale revolution har af betydning for litteraturen, og andre medier synes blot at fungere som en slags vehikler for det skrevne ord. Derudover er Politikens Film & Tv-sektion Danmarks eneste af slagsen, imens bogsektioner er udbredte og har været det i mange år.

Et spørgsmål om kvalitet og magt

Det peger på en central og udtalt uligevægt, når det kommer til litteratur og andre medier. Litteraturen og herunder dens fremmeste og mest allestedsnærværende genre, romanen, kan betragtes som elitær og har traditionelt været forbundet med noget finkulturelt, imens tv-serien længe har været anset som et laverestående medie, der appellerer til et populærkulturelt publikum. Især sæbeoperaen er et prima eksempel på et ildeset produkt (læs: ikke værk) leveret igennem en fordummende ”tossekasse”. Disse klassiske positioner udfordres nu af den høje kvalitet af nyere tv-serier, som nogle vil mene, har overhalet litteraturen indenom, men de er ikke blevet glemt – særligt ikke af tv-serien, der har lidt i rollen som den stigmatiserede. Som det forklares af Henrik Højer m.fl. i bogen Fjernsyn for viderekomne:

”I visse ’tidlige’ værker om amerikanske dramaserier (…) så forfatteren sig nødsaget til at opskrive og eksplicitere tv-seriens potentiale, hvorved han/hun per automatik var i defensiven omkring et ofte kritiseret og negligeret område. Dette ses i titler som Teleliteracy (Bianculli 1994), der altså søger at knytte et element af lødighed og forstandighed ved tv-genrerne ved at koble an til bog- og læsningsmetaforikken.”

Selvom man derfor kan argumentere for meningsfuldheden i at forstå det nye ved tv-seriers fortællestruktur som litterært, kompliceres denne sammenligning af kulturhistoriens favorisering af litteraturen. Fra tv-teoretikeres side kan det komme til at fremstå som et underkastende forsøg på forfinelse og kunstnerisk legitimering af tv-serien, imens det fra litteraturens side kan ligne en magtdemonstration eller et uklædeligt forsøg på at tage æren for tv-seriens seneste succes. Tag Rosinante og Storytels antagelige tilbageerobring af føljetonromanen fra tv-serien som et eksempel på sidstnævnte. Det synes derfor uundgåeligt, at sammenligningen mellem tv-serien og romanen vil blive et omstridt spørgsmål om kvalitet og magt, om ikke andet for nuværende.

I hjertet af det hele

Til trods for at vi derfor lever (eller søger at leve) i et demokratisk og ligestillet samfund, er vi altså øjensynligt endnu langt fra at kunne tale om ligestilling i kunsten. Ikke alle medier betragtes som lige meget værd, ikke alle genrer som lige gode. Og det selvom der i hjertet af disse uskønt stridende findes nøjagtig det samme: fortællingen. Den gode, insisterende, engagerende historie, som blot er pakket ind i forskelligt papir på forskellige måder. I en perfekt verden er det ikke afgørende, om den fortælles skriftligt, audiovisuelt eller måske endda i kraft af begge. I en tv-serie som BBC’s Sherlock spiller skrift for eksempel en umådelig rolle og glider flygtigt hen over skærmen som tanker på et mentalt lærred. Og i Beyoncés dugfriske visuelle album Lemonade struktureres billeder og musik af den somalisk-britiske forfatter Warsan Shires poesi. Her bliver det en pointe i sig selv, at de tre udsagn ikke kan skilles ad, uden fortællingen falder fra hinanden. Genrereservaterne er i opbrud, og man kan håbe på, at denne grænseløshed vil inspirere til mere ligeværd medierne imellem.

Så er tv-serien den nye roman? Nok ikke mere end hver anden er sin egen søskende – eller ville blive fornærmet over overvejelsens identitetsudslettende implikationer. Men ligner de måske hinanden? Kommer de af samme muld? Og vigtigst af alt: Er de stærkere sammen end hver for sig? Det er i måske virkeligheden de spørgsmål, vi bør stille, når det kommer til tv-seriens relation til romanen.

Referencer

Adams, Sam. ”Stop Comparing TV Shows to Novels. It’s Not a Compliment”. Indiewire, 2015.

Andersen, Carsten. ”Dansk forlag vil tage tv-serien tilbage til litteraturens territorium”. Politiken, 2015.

Bangsgaard, Jeppe. ”Føljetonen vender tilbage til litteraturen”. Berlingske, 2016.

Doherty, Thomas. ”Storied TV: Cable Is the New Novel”. The Chronicle of Higher Education, 2012.

Højer, Henrik m.fl. Fjernsyn for viderekomne. Aarhus: TURBINE forlaget, 2011.

Mittell, Jason. ”All in the Game: The Wire, Serial Storytelling, and Procedural Logic”. Third Person: Authoring and Exploring Vast Narratives. Red. P. Harrigan & N. Wardrip-Fruin. London: The MIT Press, 2009.

”The Wire: arguably the greatest television programme ever made”. The Telegraph, 2009.