Er vi alle som ALEX?

Anmeldelse af forestillingen GenZ ENDGAME, dramatiseret af Sigrid Johannesen, på Aarhus Teater, d. 11. december 2024.

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard

Foto: Aarhus Teater

Dramatiker Sigrid Johannesen har opsat en musikforestilling på Aarhus Teater om den generation, alle taler om og har en holdning til, nemlig Generation Z. De ældre generationer kalder dem hykleriske, arrogante og krænkelsesparate. Selv føler de unge sig tynget af angst – med tryk på føler: social angst, præstationsangst, klimaangst. GenZ ENDGAME er et bæst af et generationsportræt, der når helt ud over scenekanten.

Jeg sætter mig til rette på tredje række foran Scala-scenen, der er stillet op som en audition fra et talentshow: tre dommerstole med tilhørende buzzere og et kryds til deltagerne midt på scenen. Snart træder tre identiske skikkelser frem og indtager dommerstolene, alle klædt i samme stive antræk med tildækket ansigt, ens parykker og gestik som taget fra computerspilsfigurer. Og så sparkes musikforestillingen i gang med den første af fem deltagere, der alle hedder ALEX. Dommerskikkelserne skaber en uncanny atmosfære med deres tomme ansigter og mekaniske bevægelser, mens deltagernes fællesnavn ALEX bærer et interessant paradoks, fordi de samtidig hver især drømmer om at være autentiske og unikke:

“Jeg er altid i konkurrence med alle omkring mig. Men mit problem er, at reglerne hele tiden ændrer sig, så jeg ved aldrig, hvornår jeg har vundet, og hvis jeg ikke vinder, hvordan kan jeg så vide, hvem jeg egentlig er?”

Den følelse af præstationsræs og utilstrækkelighed, som ALEX’erne udtrykker, kommer særligt af deres digitale indfødthed, hvor de sociale mediers sammenligningsgrundlag er uendeligt, og man altid kan være en bedre version af sig selv. Og disse forventninger til sig selv er jeg sikker på, at jeg ikke var den eneste blandt publikum, der kunne nikke genkendende til.

Musik lige i solar plexus

GenZ ENDGAME er mest af alt en musikforestilling med numre, der agerer spejlende lydtæppe til generationens ovennævnte grundfølelser. I hvert deres respektive og gennemførte GenZ-outfit (forestil dig croptops, baggy jeans og hurtigbriller) bryder de fem ALEX’er – spillet af Thorbjørn Hedegaard, Emil Prenter, Mette Klakstein, Kevan Nirwan Soliman og YAKUZA – ud i såvel inderlige som vrede og sassy sange af nutidige kunstnere som Jada, AFSKUM, Tessa og Mekdes m.fl. Sangene performes med skiftende grad af stage presence tilpasset den enkelte sangs energi og budskab. Blandt andet synges Brimheims Literally everything med fuld selvtillid af Soliman-ALEX’ i hotpants og seletøj:

“As foolish as it was / To give myself to total strangers / It’s easier than I thought / To turn my secrets into your entertainment / I just wanna see you amazed / See the astonishment light up your face / And it will / Maybe I said too much again / But if you want me I’ll give you everything”

Mens Andreas Odbjergs hvad skal verden med sådan en som mig? synges med genert tøven af Prenter-ALEX’ i gråtonet sweater og bukser:

“Nogle gange tænker jeg / Hvad skal verden med sådan en som mig? / Jeg ved ikke hvor jeg ender / Prøver på at finde balancen / Mens jeg ser på solen blive orange / Av, hvor er det bare smukt”

Generelt er forestillingens soundtrack nøje sammensat til at indkapsle generationens kompleksitet og dilemmaer, så toner og stemning kan tage over, når ordene svigter.

Hvis jeg skal koge det ned…

… og det skal jeg vel, for ellers bliver denne anmeldelse alt for lang. Dét, som jeg virkelig nød ved GenZ ENDGAME (foruden et par højdepunkter, jeg vil fremhæve til sidst), var, at den behandler generationen med lige dele respekt og (selv)ironi. Respekt for de komplekser, der føles så virkelige og nærværende for dem: biodiversitetskrisens rasen, krigene i Ukraine og Gaza, levede erfaringer fra det mørke internet og meget mere. Komplekser, som er artikuleret gennem citater fra virkelige interviews med Gen-Z’ere. Og så på den anden side (selv)ironien i også at anskue nogle af disse komplekse følelser som egoistiske, selvcentrerede og dobbeltmoralske – for er det nu f.eks. så helligt at være veganer, når man samtidig ignorerer pantsamleren på sin indkøbstur? Denne dobbelte behandling af generation Z gjorde det tydeligt for mig som publikum, at ikke alt er så sort/hvidt og nemt at fælde dom over. At vi ikke alle kan være perfekte. Og nu til mine konkrete højdepunkter!

Menneskeemojis og motorcyklende cowboys

Nu kan det måske lyde, som om forestillingen kun var alvorlig og seriøs. Men gemt bag de bekymrede ALEX’er og den uhyggelige rammesætning gemte sig også en masse humor. Særligt har jeg lyst til at fremhæve Prenter-, Soliman- og Hedegaard-ALEX’ernes sjovt-arrogante fremførelse af FABRÄKs DAARLIGT samt Prenter-ALEX’ performance af Angående Migs JEG HAR INGEN STEMME MERE, hvor han som en anden selvfed cowboy kører mod ørkensolnedgangen på en motorcykel formgivet af de øvrige skuespillere. Min anmeldelse og anbefaling af GenZ ENDGAME slutter med en hyldest af slutningens mandshøje emojis foran en overstimulerende skærm af endeløse, flimrende TikTok-videoer.

GenZ ENDGAME spilles fra d. 5. – 21. december og 6. – 27. januar. Den varer 85 minutter uden pause. Billetter koster mellem 95 og 295 kr. pr. billet.