Reportage fra Vild med ORDs Tage Skou-Hansen salon i Øst for Paradis, Aarhus, d. 1. september 2016
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Billede fra Vild med ORDs galleri
I forbindelse med festugen i Aarhus havde organisationen Vild med ORD – som også står bag den årligt tilbagevendende litteraturfestival af samme navn – arrangeret en salon om Aarhus-forfatteren Tage Skou-Hansen, hvis forfatterskab særligt beskæftiger sig med besættelsestiden, erindring og sanselighed. I bedste efterkrigstidsstil bød salonen på flyversjusser og Rich’s erstatningskaffe, mens journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen, tidligere biskop Kjeld Holm og Aarhus-digter Mads Mygind udforskede Tage Skou-Hansens forfatterskab og dets betydning – og ikke mindst forsøgte at besvare spørgsmålet: ”Hvem er Tage?”
Denne torsdag aften er der dømt efterkrigsstemning i Øst for Paradis. Da jeg træder ind på biografens første etage er der stuvende fuldt i caféen, der fyldes af summende snak fra det brogede publikum, som dog tæller flest gråsprængte hoveder, der siden bevæger sig ind i sal A, og sætter sig forventningsfulde til rette i de røde stole. Det er ikke tilfældigt at salonen om Tage Skou-Hansen finder sted i Øst for Paradis. Den bygning, som i dag huser den hyggelige biograf, var tidligere del af et kompleks af bygninger, ejet af Haandværkerforeningen, og i besættelsestiden afholdte Studenterforeningen deres arrangementer her. Tage Skou-Hansen kom selv i bygningen i hans tid som studenteraktivist, og hans romanserie Det runde Bord (1986-1991), der netop handler om en kreds af studenter ved Aarhus Universitet, har fået sit navn fra et bord, som befandt sig i denne bygning. Rammerne for aftenens salon har således en ganske særlig og direkte forbindelse til hovedpersonen.
Hvem er Tage?
Vært Mie Birnbaum Boel Danielsen præsenterer aftenens gæster, og fortæller at de vil forsøge at besvare spørgsmålet: ”Hvem er Tage egentligt, og hvad kan vi lære af ham?” Peter Øvig Knudsen går på som den første for at introducere sin dokumentarfilm om Tage Skou-Hansen, Testamentet (2002). Filmen er produceret ud fra dogme-koncepter skabt af filminstruktør Lars von Trier, hvilket satte nogle særlige begrænsninger for hele skabelsesprocessen. Og eftersom filmen er et testamente, er der et ganske grundlæggende dogme: ”Filmen må ikke vises før personen er død,” fortæller Øvig, inden han ønsker publikum god fornøjelse, og filmen ruller hen over det hvide lærred.
Testamentet er en interessant dokumentar, hvis langsomme tempo har samme naturlige rytme som samtalen mellem Øvig og Tage Skou-Hansen. Deres snak når vidt omkring – fra konkrete erfaringer med det at skrive og vanskelige personlige oplevelser som depression og dødsfald til mere abstrakte emner som det absolutte og det relative, selverkendelse og selvovervindelse – og forskellen imellem de to: ”Én ting er at gennemskue sine egne fejl, noget andet er at overvinde dem – der er fanden til forskel,” som Tage Skou-Hansen siger.
Samtalerne med Tage Skou-Hansen er tankevækkende, intelligente og rørende, og filmen tydeliggør hvilken åndfuld person han var – én, hvis erkendelser i dén grad er relevante. De overføres fint til publikum i dette filmiske testamente, som afslutningsvist handler om kærligheden. Tage nævner at der nok er for mange forventninger, og for lidt tålmodighed og overbærenhed i dag, når det kommer til parforhold. Og så slutter han af med en klog mands ord: ”Men det ved jeg vist ærligt talt ikke noget om. Så det vil jeg ikke sige mere om.”
Citronvand, tid og taknemmelighed
Øvig afslører, at han ikke så filmen i 13 år efter at den blev færdiggjort, men han har set den mange gange i løbet af det sidste halvandet år: ”Det er formidabelt, det er som om at den bliver mere og mere rørende hver gang, man ser den. Den bliver stærkere, ikke svagere,” mener han. I forbindelse med filmen har tid været et vigtigt aspekt, og det spillede også en vigtig rolle, da Øvig for første gang som ung journalist talte med Lars von Trier om projektet, og fortalte ham at han ønskede at lave et interview, der strakte sig over tre dage – noget længere end den time, der ofte er kutyme for interviews. Da Øvig afslører Triers reaktion på hans planer kvitterer publikum med et latterbrøl: ”Du er fuldstændig sindssyg. Det kan jeg godt lide. Kom du bare.”
Under krigen var flyversjussen en populær drink – den består af snaps og citronvand, og netop denne kombination er en del af aftenens traktement. ”Der er faktisk en lille forbindelse mellem Tage og de flyversjusser, vi lige har drukket,” fortæller Øvig. Tage Skou-Hansens roman Dagstjernen (1962) bygger på en virkelig historie om en mand, der udfører en likvidering under krigen. Den likviderede havde siddet på en restaurant ved Silkeborg og drukket flyversjusser sammen med nogle tyske officerer inden han blev skudt i nakken, og faldt om henover bordet. Scenariet er foreviget på et fotografi, som Øvig har set, og han fortæller at han undrede sig over at bordet var fyldt med tomme citronvandsflasker, hvilket Tage Skou-Hansen kunne afsløre ” ikke bare var citronvand.” Det er anekdoter som denne, og det indblik Øvig fik i både forfatteren og personen Tage Skou-Hansen under filmens produktion, der får ham til at afslutte med følgende bemærkning: ”Hver gang jeg ser den her film, har jeg en oplevelse af taknemmelighed overfor Tage.”
Sanselighed, sårbarhed og erindring
Næste levende billede er tidligere biskop og Tage Skou-Hansens ven Kjeld Holm. Han fortæller at Testamentet gjorde et stort indtryk på ham – ikke mindst fordi Holm forestod Tage Skou-Hansens begravelse, da han gik bort i november sidste år. Holm og Tage Skou-Hansen har været venner igennem mange år, og udover kærligheden til litteratur, var der også noget andet, der bragte dem sammen – nemlig kærligheden til fodbold og den lokale klub AGF.
Tilbage til litteraturen. Holm forklarer, at Tage Skou-Hansen havde blik for erindringen og var god til at gengive hvordan han havde sanset en bestemt situation. ”At erindre betyder at tage noget med ind i sin fremtid,” fortæller Holm, og det var noget, som Tage Skou-Hansen var i stand til. Han erindrede ting af betydning, og lod dem spille en rolle. Holm læser et citat op fra bogen Indhentet af erindring: Digt og virkelighed (2013), som han mener, er en nøgle-replik for Tage Skou-Hansens forfatterskab: ”Du blev lagt ind i en historie, du ikke forstod, men nu ved du besked.” Som Holm fortæller, er det noget, der sker gang på gang – at det pludselig går op for én hvad der engang skete i kraft af erindringen.
Denne findes som en ledetråd i Tage Skou-Hansens forfatterskab og i debuten De nøgne træer (1957), der er blandt hans mest kendte værker. Det var også det første værk som Holm stiftede bekendtskab med. Han fortæller, at han som ung mand en solrig dag satte sig under de høje bøgetræer ved Vejle fjord og læste bogen. Allerede efter to sider, tænkte han: ”Den her bog får jeg aldrig nogensinde lagt fra mig igen.” Holm beskriver det, der særligt fangede ham ved romanen: ”Livets udsathed og sårbarhed udstilles her.” Sårbarheden forstærkes fordi den findes i undertonerne af værket – Tage Skou-Hansen havde en evne til at udsige det uudsigelige. ”Det er som om, at han husker noget, man selv havde glemt,” siger Holm, hvilket netop er med til at gøre ham til en stor digter.
Litteraturen, forfatterens verden og AGF-fans
Aarhus-digteren Mads Mygind går på som aftenens sidste gæst, og afslører at han har været spændt på at skulle fortælle lidt ”for rigtige mennesker,” som han siger, i stedet for at gemme sig bag sine digtsamlinger som vanligt. Mygind fortæller, at han ligesom Tage Skou-Hansen og Holm er AGF-fan, og at han har skrevet op i mod flere digte til stadions kampprogrammer i bytte for sæsonkort. ”Så kunne jeg alligevel komme på stadion, når jeg var allermest på røven,” fortæller han, inden han læser lidt op fra et af sine digte fra et kampprogram: ”At være AGF-fan giver ikke altid mening / på den måde er det lidt ligesom livet.”
Mygind er vokset op med Tage Skou-Hansens værker og hans afdøde morfar var i modstandsgruppe sammen med forfatteren, hvis værker han læste hele livet. Mygind forklarer at han på den måde føler en særlig forbindelse til Tage Skou-Hansen, idet han har hørt meget om ham og nu har arvet morfarens bøger. Men forbindelsen findes også i kraft af at de begge er Aarhus-baserede. Der er noget særligt ved at være Aarhus-forfatter fremfor eksempelvis at være bosat i København som forfatter, mener Mygind. Det er sommetider ensomt at være digter i Aarhus, hvilket Mygind godt kan lide, og så er der et åndeligt, kollegialt bånd. Mygind har netop skrevet et digt om en række af Aarhus-forfatterne, herunder Tage Skou-Hansen, som han læser op. I digtet fornemmer man tydeligt kærligheden til både forfatterne og Aarhus. Mygind fortæller, at han bor på Trøjborg, tæt ved Risskov og at han næsten dagligt går forbi de nøgne træer, som Tage Skou-Hansen beskriver i ét af sine værker. Ved at bo blandt de nøgne træer kan han dermed dyrke fortællingerne på en anden måde: ”Jeg tænker altid på Tage Skou-Hansen, når jeg hører vendingen ’de nøgne træer.’”
Tage Skou-Hansen og Mygind er fra hver sin generation af digtere; Tage Skou-Hansen har oplevet besættelsestiden, mens Mygind blot har læst om den. Alligevel føler han sig forbundet til den afdøde forfatter som litterær figur: ”Tage Skou-Hansen er her ikke længere, det er hans bøger og den by, han levede i,” som Mygind siger, inden han slutter af med at fortælle, at han nu lader litteraturen minde ham om verdenen, ligesom verden også kan minde ham om litteraturen.
Aftenens salon er ved at være slut, og publikum forlader salen lidt klogere på både erindrings- og besættelseslitteratur – jeg er i hvert fald i et tænksomt humør, da jeg forlader Øst for Paradis, og jeg føler mig klogere på hvem Tage Skou-Hansen var; både som livsklogt menneske, som inspirerende litterat, og som erindringens digter.
Leave a Reply