Anmeldelse af Annie Ernaux: Den unge mand, udgivet på Gads Forlag den 4. oktober 2023. Oversat fra fransk af Lilian Munk Rösing & Birte Dahlgreen.
Af Maja Nørager Lauvring
Foto: Maja Nørager Lauvring
I Annie Ernaux’ 40 siders prosaværk beretter hun om den seksuelle kærlighedsrelation, hun i slutningen af 1990’erne indleder til den tredive år yngre studerende A. Fra relationens begyndelse til dens afslutning tages læseren helt ind i maskineriet i Ernaux’ til dels egoistiske projekt om at genleve sin egen ungdom og genfinde motivationen til at skrive sin bog med A som instrument.
I et forsøg på at komme sin egen skriveblokade til livs søger Ernaux seksuel tilfredsstillelse hos den unge studerende A, der i en længere periode har forsøgt at bejle til hende. Den store aldersforskel mellem de to elskende, samt deres tilværelse i hver sin ende af klassesamfundet og magthierarkiet, afføder uventede refleksioner og genoplevelser af Ernaux’ forhold til sit tidligere unge jeg og sit køn. Disse konstante koblinger mellem fortiden og nutiden bliver i sidste ende det afgørende skridt videre i hendes forfatterskab.
Som en sær og vedvarende palimpsest
A har ikke ret mange penge, lever hver dag på må og få og sover på en madras på gulvet. Det sparsomme og umiddelbare ved hans tilværelse sætter Ernaux’ egen ungdom og studietilværelse i relief. Som en vedvarende palimpsest rekonstruerer og gennemlever hun tidligere minder og erindringer med As tilværelse som motor:
”Sex på madrassen på gulvet i det iskolde værelse, de enkle, hurtigt tilberedte måltider og den højrøstede ungdommelige adfærd som jeg uden besvær havde underkastet mig, gav mig en fornemmelse af gentagelse (…) jeg gentog scener og gebærder fra tidligere, det var teaterstykket om min ungdom.”
Relationen til A medfører for Ernaux en konstant vekslen mellem at føle sig både evig og død på en og samme tid. Denne kontinuerlige genskrivning og iscenesættelse af eget liv gennem sondringen mellem fortiden og nutiden synes jeg, Ernaux indfanger på blændende vis i sin knækprosaform, der imiterer det opbrudte ved refleksionerne, og mindernes indbyrdes kamp om opmærksomhed.
Feministisk klassekamp eller kynisk magtudnyttelse?
Udover at være et værk om erindring og rekonstruktion af et tidligere levet liv er værket også stærkt politisk, som det så ofte ses i Ernaux’ forfatterskab. Med den store aldersforskel og det tabubelagte ved en moden kvindes seksualdrift ser hun sig selv igen forvandlet til den skandaløse pige, som hun var engang. Men denne gang er skammen byttet ud med en følelse af sejr. På trods af samfundets fordømmelser af deres affære, er Ernaux i forhold til A i den øverste ende af magthierarkiet og med alderen blevet befriende ligeglad med, hvad omverden måtte synes:
”Han tilfredsstillede mig, og han fik mig til at genopleve det som jeg aldrig havde troet jeg skulle genopleve. At jeg gav ham rejser, at jeg sparede ham for at søge arbejde som ville have gjort ham mindre disponibel for mig, det synes jeg var en rimelig handel,”
Heri opstår for mig det tilnærmelsesvist geniale i Den unge mand: Ernaux formår både at vække foragt og provokation med sin kyniske magtudnyttelse af A og hans laverestående status, men kan samtidig vække sympati og genkendelse i hendes mange fremhævede eksempler på samfundets undertrykkende rolle mod hende som kvinde.
Ernaux fælder dog ingen domme selv, men bruger netop mellemrummene i knækprosaformen til at lade læseren drage egne forbindelser mellem det fremlagte. Jeg synes på alle måder, at hun lykkes med at indfange så komplekse og abstrakte temaer i så præcise og kortfattede beskrivelser på blot 40 sider.
Leave a Reply