Anmeldelse af Rachel Cusk: Parade, udgivet på Gyldendal d. 1. november 2024. Oversat fra engelsk af Birgitte Steffen Nielsen.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Den britiske forfatter Rachel Cusk er måske bedst kendt for sin Faye-trilogi bestående af Omrids, Transit og Kudos. Nu er hun aktuel med en ny roman, der dog stadig emmer af Cusks velkendte og skarpsindige skrivestil. Med Parade har hun skabt en roman, der udfordrer selve romangenrens konstruktion og anatomi.
Parade er opdelt i fire separate dele med hver deres specifikke erhverv som navn; Stuntmanden, Jordemoderen, Dykkeren og Spionen. I hver del følger vi to forskellige spor, henholdsvis et jeg, hvis nutidige livssituation udpensles, samt fortællingen om en kunstner ved navn G.
G går igen
Cusks leg med selve narrativets form og læserens holden-tungen-lige-i-munden skal findes i netop denne G (eller disse, skal det vise sig). For selvom navnet G er gennemgående i romanen, er hvert enkelt kapitels G nemlig en ny kunstner. Det skabte på én og samme tid en forvirring og en nysgerrighed i mig som læser. For hvem er den ene G i forhold til den anden? Jeg var konstant på arbejde for at finde hoved og hale i romanens hvem, hvad og hvor. Og oven i det maler Cusk med en bred pensel, hvad angår passager om kunst og synet på dette. Det er en udforskning af selve narrativet, som vi kender det, hun har gang i, hvilket gjorde Parade til en både interessant og krævende læseoplevelse:
“G besluttede, at han ville male sin hustru i noget, der nærmede sig en klassisk stil, et nøgenportræt. Men malerierne var kaotiske og mørke: Her forekom omvendingen af motivet langt fra at være et greb, som kunne befri ham fra subjektiviteten, i stedet lod det blot til at afsløre noget ubekvemt i ham selv, et udkrystalliseret had, som på én gang objektgjorde hans kone og udslettede hende.”
Cusk gør, hvad hun vil
Parade er en roman, der får sin læser til at stille spørgsmålstegn ved, hvad skønlitteratur kan og bør. Hvad den må og tør. Cusk rusker konstant op i konventionerne – både formmæssigt, men også ved blandt andet at lade en kvindelig karakter være overfaldsmand (paradokset i, at ordet ‘overfaldskvinde’ ikke findes). De egentlig komplekse og sammenknudrede narrativer er desuden drysset med et cusksk lag af eksistentialisme. Bottom line er, at det er svært for mig præcis at forklare og komme til bunds med Parades handling. Personerne er mange, plottene forgrenede og de eksistentielt filosofiske tekstpassager mange. Alligevel nød jeg dog Cusks forkromede og digressive tankestrømme om alt fra selvmord og moderskab til kunst og eksistens. Parade er en roman for læsere, der godt kan lide at blive udfordret på traditionel fiktion, eller som har brug for et skud litterær eksistentialisme med knivskarpe nedslag. Cusk har helt sikkert sin egen originale tilgang til at skrive fiktion, og selvom den forvirrer mig, forfører den mig også.
Leave a Reply