Anmeldelse af Zeshan Shakar: De kalder mig ulven, udgivet på Gutkind d. 10. april 2024. Oversat fra norsk af Thomas Korsgaard
Anmeldt af Maja Nørager Lauvring
Foto: Maja Nørager Lauvring
I den norsk-pakistanske forfatters autofiktive roman besøges barndommen, hvor han voksede op i Dalen; et blokkvarter i udkanten af Oslo, hvor ti-etagers betonkasser med orange plexiglas troner som grå birkefjelde over villakvartererne. I Dalen er alle sultne – efter mad, efter mening, efter det, som alle andre har: muligheder. Og den mest sultne er forfatteren selv.
De kalder ham ulven, vores forfatter og fortællers venner. Måske fordi han som barn altid var rodløs, i bevægelse, i søgen efter det næste bytte, altid sulten efter mere.
I bogens nutid er Shakar voksen og har for længst spist sig ud af Dalen, fået sig en mastergrad, en tilværelse, en familie. Og vigtigst af alt, lader det til, en nyerhvervet villa, som også okkuperer bogens første sider. Villaen er placeret på grænsen mellem de ’rigtige’ nabolag og blokkene, hvor han er vokset op. ”Ja, der er jo muligvis flere, som ønsker sig noget lidt længere inde,” siger ejendomsmægleren under fremvisningen.
Men Shakar er inderst inde tilfreds dér i grænselandet mellem, hvor han kommer fra, og hvor han gerne vil hen. Men da faren beslutter sig for at flytte ud af blokkene og tilbage til Pakistan for at udleve sit otium, går alting pludselig i opløsning. Så blusser sulten atter op igen som en altoverskyggende drift efter mere – og samtidig en velkendt splittelse af siden barndommen at have være fanget mellem kulturer, sprog, normsæt og privilegier.
At eje intet udover minderne
I processen med at hjælpe faren med at pakke lejligheden i Dalen ned og deraf også de sidste beviser fra et tilhørssted, vælter minderne ind om en opvækst, hvor begge forældre ofrede alt og slog sig til tåls med for lidt, efter de tog den skæbnesvangre beslutning om at danne par. For det eneste sted, hvor en fraskilt norsk kvinde og en pakistansk flygtning kunne få lov til at udleve den beslutning, var i samfundets udkant, og gennem deres hverdag i Dalen ser vi, hvordan de hver især slider sig selv op i den tilværelse, indtil de må give op og gå hver til sit.
Som en lus mellem to negle
Et sted mellem mor og far, mellem Norge og Pakistan, mellem fattigdom og privilegier befinder Shakar sig, og der forsøger han at navigere i de forskellige sprog, som forældrene og samfundet taler, både de synlige og usynlige. Og man fornemmer en længsel hos Shakar efter at blive lukket ind i særligt farens sprog og liv, og farens annoncerede flytning vækker en hidtil ukendt sorg hos Shakar over aldrig reelt at have forstået sin far. Og en smertelig fornemmelse af, at faren har gjort alt hvad han kunne, for at nærme sig Shakar, men nu ser sig nødsaget til at forlade det Norge, som aldrig har villet lukke ham ind:
”Han burde have tænkt længere frem i tiden. Hellere det end at have talt det sprog, han var dårligst til, for at jeg skulle forstå ham bedre. Eller måske turde han ikke spilde den tid, vi havde sammen. (…) jeg ved så meget om, hvem han er, alligevel ved jeg alt for lidt om ham.”
De kalder mig ulven er en roman om privilegier, om muligheder og om social uretfærdighed. Men det er også en roman om at give slip. På faren, på moren, der flyttede for længe siden, på blokken, på barndommens lænker, og på den sult som står i centrum for det hele. En udefinerbar hungren efter mere, selvom man efterhånden har det hele. Uden at vide det, bliver farens exit fra Norge det afgørende skridt i Shakars rejse mod at lære at blive mæt en gang for alle:
”Jeg ser op på vores hus. Det er firkantet. Vinduerne lyser. Jeg mærker varmen løbe gennem kroppen. Jeg kan kun give dem det, jeg kan. Det er nok, det ved jeg.”
Leave a Reply