Anmeldelse af Shirley Jackson: Livet blandt de vilde, udgivet på forlaget Alhambra d. 23. september 2024. Oversat fra engelsk af Rebekka Hjelholt Svendsen.
Anmeldt af Katrine Kingo Olesen
Foto: Katrine Kingo Olesen
Livet blandt de vilde er en underholdende og højst selvbiografisk fortælling om hverdagens sysler på godt af ondt. Selvom værket første gang blev udgivet i 1953, rammer dets tema en tidløs lomme, der indeholder den samme gennemslagskraft i dag. Til trods for, at tiderne har ændret sig, vil én ting stadig være den samme: livet i en børnefamilie er kaotisk.
Det (u)hjemlige
Første gang, vi som læsere møder hovedkarakteren og hendes mand, er de ved at blive smidt ud af deres lille lejlighed. I en snæver vending flytter de ind i et stort hus på landet, langt fra byens tranghed og larm. I den nye hverdag sker der både store ting, som den graviditet, der hurtigt forøger familien, til de mindre ting, som når husmoren tager kørekort eller har en noget morsom diskussion med en anden mor om, hvis dreng startede en slåskamp. Fortællingen, og familiens hverdag, er underholdende fortalt gennem husmorens skarpe, observerende synspunkt.
Shirley Jackson er i forvejen en af mine absolutte yndlingsforfattere. Med Haunting of Hill House og We Have Always Lived in the Castle fik hun fastsat, at horrorgenrens stemningsfuldhed bærer allermest vægt, når den befinder sig i det, vi næsten alle har tilfælles: hjemmet. Fire vægge og et tag har aldrig været så skræmmende, som når Jackson tilskriver det en uhyggelig (ja, nærmest unheimlich) værdi. Hjemmet er først og fremmest hjemligt, men allerede her udfordrer Jackson selv denne, umiddelbart fundamentale, præmis. Intet er nemlig, som det ser ud i hendes huse.
Heller ikke i Livet blandt de vilde er hverdagen som man forestiller sig den. På omslaget sidder en mor med sine to børn. Den ene er lille og sidder nysgerrigt med noget i hånden med morens faste greb om sig. Ved siden af sidder en smilende dreng. Alt ånder fred og idyl. Og dog. For i hånden på den ældste dreng ligger en pistol og ser faretruende normal ud, nærmest som om, den hører til. Det er på en måde utroligt rammende for værket: der er noget absurd ved hverdagen i en børnefamilie.
Mellem linjerne
Hos Jackson får det absurde form mellem linjerne og gennem de småbitte brødkrummer af de uhyggelige, ja ligefrem overnaturlige, elementer: ”Jannie talte længe om en fjern stemme i huset, som sang for hende om natten, og vi stillede juletræet i et hjørne af stuen (…)”. Mere hører vi ikke om denne stemme, der hverken bekræftes som en overnaturlig skikkelse eller et barns livlige fantasi. Flere steder i bogen benytter Jackson sig af det usagte, og netop denne uvished udgør essensen af Livet med de vilde. Jackson er nemlig en mester i at skrive mellem linjerne.
Værket er gennemgående underspillet på en genial måde, der bare understreger den magtesløshed (ja, måske endda følelsesløshed) man kan have i hverdagens trummerum. Begivenhederne er skrevet som var det blot en hurtig observation af noget, der ikke bliver tænkt nærmere over, og denne indeholder ofte en snert af kynisme:
“Sentimentale mennesker holder stædigt fast i, at kvinder får en tredje baby, fordi de elsker babyer, og kyniske mennesker lader til at mene, at en kvinde med to sunde, aktive børn i huset vil gøre hvad som helst for at få ti dage i fred på et sygehus. Min egen holdning befinder sig et sted midt imellem, men jeg indrømmer, at den hælder mod det sidste”.
Tankespor som dette er med til at gøre fortællingen sandfærdig og relaterbar for især de kvinder, der befinder sig i samme situation. De forbudte, eller realistiske, tanker kommer således til orde i Livet blandt de vilde.
Fantastisk realistisk
Jackson er enormt dygtig til at indfange hverdagslige momenter (der måske kan sammenlignes med Hyldest til hverdagen … bare en tand mere kaotisk!). Romanen afsøger de muligheder, der er i noget så almindeligt som en tur til købmanden, et barns mange alteregoer og den dramatiske jagt efter en flagermus, der uagtsomt er fløjet ind i stuen med en smadret rude som resultat. Alt opleves gennem linsen på husmoren, der på mange måder er limen for den langsomt voksende familie. Dette perspektiv er både opgivende, underholdende og observerende til en grad, der gør det så fantastisk realistisk.
Hos Jackson er der ikke mange glansbilleder at finde, men man kan derimod glæde sig til en høj grad af selvironi og spøjse situationer. Livet blandt de vilde indeholder mange autobiografiske elementer fra forfatteren selv, der er kendt for både at være husmor og forfatterinde, og dette er blot med til at gøre fortællingen den tand mere realistisk. Læseren bliver ført med helt ind i hovedet på den klassiske husmor, der elsker at læse krimier, nyder at drikke kaffe og gør sit bedste for få familiens hverdag til at hænge sammen. Der er heldigvis ret underholdende at være.
Leave a Reply