Et interview med mig selv

Et interview med mig selv

Et interview med mig selv

Interview med Jasmin Hansen i hendes lejlighed. 11/09/2022.

Af Jasmin Hansen

En søndag formiddag var Littuna ude og interviewe forfatteren Jasmin Hansen. Hun har ikke udgivet mere en enkelt novelle, ”Konspirationsteorier”, og er langt fra kendt. Alligevel havde Littuna mulighed for at give hende en helt særlig form for interview; et interview med sig selv.

Jasmin Hansen har ikke udgivet meget. Alligevel har det ikke forhindret hende i at deltage i en masse konkurrencer – med blandede resultater. I årene 2014-2016 var hun den årlige vinder af ”Herlufholms Fantasybogmesse Konkurrence” i sin hjemkommune, Aabenraa. I 2017 formåede hun ovenikøbet af få titlen ”Vinder af DM i Novelleskrivning”. Årene efter dette var til gengæld præget af afslag, forvirring og en masse famlen rundt i mørket. I hvert fald indtil april i 2022, hvor hendes novelle ””Konspirationsteorier”” blev udgivet i pandemiantologien, Exteria.

Hvis du skulle forklare handlingen i ”Konspirationsteorier” i én sætning, hvordan ville den så lyde?

Jeg har altid svært ved at sætte ord på ”Konspirationsteorier”. For på den ene side handler novellen om Amalies storslåede forsøg på at få folk til at indse, at de er midt i en vampyrpandemi. På den anden side kan den også forstås som en historie om Amalies vrangforestillinger og gudekompleks.

Det var så meget mere end én sætning. Men det var nok også et svært spørgsmål for dig. Du kan jo hverken begrænse dig eller tænke før du taler. Så lad os bevæge os videre til et lettere spørgsmål: Hvordan var det at få udgivet din første novelle?

Det var både en sindssyg oplevelse og lidt af et let-down. Misforstå mig ikke. At blive udgivet har været min største drøm, siden jeg var tretten. Og jeg var så begejstret, da jeg først fik e-mailen. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg stod i mit køkken i svedigt løbetøj og råbte det til min stakkels roomie på vej ud ad døren. Men efter jeg havde ringet til et par andre veninder og euforien havde lagt sig lidt, slog det mig, hvor normalt alting føles. Begivenheden var livsændrende – og så alligevel ikke. For min hverdag er stadig den samme, og det samme er min skriveproces. Forskellen er nu, at jeg kan dele mine historier med andre og høre deres meninger, hvilket jeg selvfølgelig elsker.

Ud over at din novelle faktisk blev udgivet, hvad overraskede dig så mest ved at skrive ”Konspirationsteorier”?

Slutningen. Mest af alt, fordi jeg ikke selv vidste, hvordan den ville ende. Jeg havde meget svært ved at vælge mellem at hænge Amalie ud som en konspirationsteoretiker eller i stedet gøre det endnu sværere at regne ud om, hun var det eller ej. Efter lang tids overvejelse valgte jeg det sidste. Det gav historien lidt mere dybde og udfordrede også i højere grad læseren til at tænke kritisk over historien. Det syntes jeg var vigtigt – især under pandemien, hvor historien blev skrevet. Der var nemlig en del fake news på sociale medier, der krævede det samme af læseren, som historien gør. Alligevel valgte jeg også at ændre titlen til ”Konspirationsteorier” bare for at være sikker på, at en tilfældig læser ikke troede, at jeg var imod vacciner.

Og fordi din arbejdstitel var dårlig.” Vampyr-pandemien” er slet ikke så catchy. 

Så slem var titlen altså heller ikke.

Jo, den var. Anyway. Så din hovedperson, Amalie, prædiker en del under vampyr-pandemien. Men hvad ville du selv gøre, hvis du befandt dig i en?

Jeg ville endelig få gavn af mine mange underlige fritidshobbyer, da jeg var mindre. Knivbevis? Check. Riffelskydning? Check. Evne til at bygge shelters? Check. Vampyrerne kan bare komme an.

Du glemmer vist, hvor dårlige dine egne overlevelsesinstinkter er. Tror du virkelig, at du vil kunne overleve i en vampyrpandemi, hvis du ikke engang kan lade være med at gå ind i glasdøre? Eller almindelige dørkamme for den sags skyld.

Av! Men fair… Selv om jeg gerne vil tro, at jeg kunne klare mig overfor vampyrerne, er det nok også lidt en overvurdering af mine egne evner. 

En stor en. Men lad os nu skifte retning lidt og fokusere mere på din proces. Hvor meget researcher du egentlig før, du skriver en historie? Og hvornår i processen gør du det?

En stor del af min research foregår, før jeg skriver. Nogle gange er min research direkte relateret til worldbuilding’en. F.eks. researchede jeg sygdommen Porphyria og vampyrer, før jeg skrev ”Konspirationsteorier”, hvilket tydeligt kan ses i novellen. Andre gange kommer min research mere indirekte til udtryk. F.eks. researchede jeg SAS-krisen og lufthavnes økonomiske problemer i forbindelse med min kommende novelle ”Billig Arbejdskraft”. Ingen af delene indgår i novellen eller bliver nævnt ved navn. Alligevel var min research altafgørende for den måde, min worldbuilding og karakterer kom til udtryk på.

Og så reseacher du selvfølgelig også i redigeringsfasen, fordi dine noveller altid er fyldt med gigantiske plothuller.

Ja, desværre. Det kunne være rart, hvis jeg en dag blev lidt bedre til at komme plothullerne i forkøbet i stedet for pludseligt at falde over dem i fjerde redigeringsfase.

Men det ville kræve, at du tænkte dig lidt mere om, før du begyndte at skrive. Og det har du jo ikke tålmodighed til. Så lad os bevæge os videre til det næste spørgsmål. Hvornår skriver du bedst? Og hvornår ender du så med at skrive i praksis?

Jeg skriver bedst, når jeg sætter en hel dag af til at skrive. Men det gør jeg sjældent. Derfor ender jeg altid med at gøre det en time eller to før sengetid. Og nogle gange også efter sengetid, fordi jeg ikke kan holde styr på tiden. 

Ah, en sand tragedie. Hvem ville du sige, er din værste kritiker?

Efterhånden føler jeg, at det er dig. Du er min værste kritiker.

Er det ikke alle de forslag, der har givet dig afslag i stedet for? 

Du understreger lidt min pointe.

Touché. Lad os så med de ord bevæge os videre til det sidste spørgsmål: Kan du tease lidt for din næste novelle ”Billig Arbejdskraft”? 

Jo! Min næste novelle ”Billig Arbejdskraft” udkommer i antologien Ulige Partnere her til november. Den er nok en af de skøreste – og sjoveste – noveller, jeg har skrevet indtil videre. Og så er der også tidsrejser i den!  

Du kan købe Exteria her: link: https://www.sciencefiction.dk/udgivelser/bog/exteria