Anmeldelse af Anders Ruby: Timemotiv, udgivet på Det aarhusianske forlag Herman & Frudit d. 1. november 2024
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
En stilren digtsamling fra den debuterende digter Anders Ruby med den dragende titel Timemotiv fortryller dig med sine siders mangfoldighed. Man inviteres ind i et univers, der på den ene side lukker sig om sin egen autonomi og på den anden side åbner sig fuldstændig op med tiden og naturen som kompasnåle.
”Vandet går ned med solen. Jeg holder af det hele. / Det er en god måde ikke at gå på.”
Jeg ser det for mig: vandet, solen og det stille liv. Her er en elegant bog, som går godt i spænd med en aftenstund i stearinlysets skær. Det var på denne vis, jeg konsumerede lyrikken og smagte på ordene, mens elkedlens sagte boblen hørtes i det fjerne.
Digtsamlingen udspringer af en tanke om tid som en firedelt faktor. Døgnets fire tider: morgen, dag, aften, nat. Årets fire tider: forår, sommer, efterår, vinter. Livets fire tider: fødsel, ungdom, alderdom, død. Ruby sammenfiltrer disse tidslige aspekter på en harmonisk og kyndig måde, der illustrerer altings forbundethed. Jeg mærker, at der gennem ordene bliver sat pris på det hele gennem en kausalitetstankegang, mens tiden langsomt går:
”Sidst på sommeren når de første blade giver slip / efter den lange periode med at udholde solens / uvenlige insisteren på liv og mere liv / bliver mine hænder selv levende / som om de nu endelige overtager arbejdet med at / opretholde modstanden mod det der kommer / og så pludselig rødmer de / fordi det hele kommer så tæt på / når bladskyggen falder.”
På en og samme tid en håndgribelig og dog så abstrakt beskrivelse af sensommerens skønhed. Naturen, sprogblomster og mennesket sammenflettes på siderne med en fortælling om, at alt befinder sig i et net, hvis klistrede tag vi ikke kan undslippe – og heldigvis for det. Det er vægtigt for mennesket at forstå, at verden ikke skal tænkes antropocentrisk. Det er det, jeg fornemmer, at denne samling af digte vil foreslå mig at tage med. En holistisk tankegang, hvor vi blot er en del af den tid, der går, og en tid, der eksisterer selv, når vi ikke er her mere. Dette udfoldes med nedenstående mose-billede:
”Et misfoster af mening. / En association der på samme dag er gledet ud / af alle de tekster der bestemte dens forbindelser. / Faldende ned gennem mosens klistrede / konserveringsmaskine der kun gemmer på ting / som hemmeligheder.”
Mosen som konserveringsmaskine. Mosen som hersker over, hvad der er værd at bevare. Mosen som en teknologi.
Det hverdagslige
Ruby har skabt en digtsamling, der sætter det danske sprog under lup og endvidere udfordrer, hvordan det hverdagslige kan få en poetisk karakter. Hvad et kludetæppe eller en idrætshal kan fortælle os om verdens tilstand og sindets baner, er nogle af de spørgsmål, digtsamlingen stiller og forsøger at besvare. Det er genkendelig, det er hverdagsligt. Se bare på digtet herunder, der fik mig til at læse sig igen og igen:
”Bag den lille potte bagerst i haven under en sten / ligger nøglen. Men den er blevet væk. Så nu / ligger der i stedet en seddel. Så vi kan huske hvor / vi skal lægge den når vi finder den igen hvad der / vist aldrig kommer til at ske fordi låsen alligevel / er skiftet så det nu er papiret der låser op. Og / forvirringen om hvilken potte der er tale om der / låser.”
Der opstår noget eventyrligt ved det her digt. Poesien kræver af sin læser, at der tages tid til at være i digtene. Tid til at studse over, hvor punktummerne er sat, og hvor verset knækker. I min læsning faldt det mig ind, hvor cirkulær tiden er, hvilket digtsamlingen selv påpeger med sit rullende årshjul. Ruby har skrevet en sanselig og rolig digtsamling, der muligvis ikke sætter alle verdens konflikter til debat, men giver sig god tid til ordene og sender et blidt budskab om vigtigheden af det langsomme i tumultariske tider. Digtsamlingen ytrer løbende flere subjektive sandheder, der, hvis man tillader det, forplanter sig i læseren. Særligt en sandhed sidder stadig i mig, hvor værkets relevans atter ses. Jeg vil lade disse ord være de sidste, så de kan få samme effekt på dig, som de havde på mig:
”Der er meget der kan være spildt. Med få / undtagelser er det liv.”
Leave a Reply