Anmeldelse af Niels Frank: Tristhedens historie, udgivet på Gyldendal d. 2. oktober 2015
Anmeldt af Katrine Lund
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Med sit nye værk Tristhedens historie skriver Niels Frank sig ind i en tidsløshed, hvor værket adskiller sig fra en konkret kontekst. Samtidig skaber hans leg med fortællestemmen, bevidstheden om sprogets udfoldelsesmuligheder og en tilpas objektiv og tilbagelænet fortæller en fantastisk kombination af et værk, der er det bedste, moderne danske værk, jeg længe har læst.
Tristhedens historie er ti små fortællinger om ti forskellige slags typer. Vi støder på den triste, bøssen, højreekstremisten, alkoholikeren, velfærdsdanskeren (i samtale med H.C. Andersen), erotikeren, rigmanden, den konservative, den ikke-erindrende og diktatoren. Hver især har de deres udfordringer, subglæder ved livet og deres karakteristika. De er alle kendetegnet ved at være beskrevet med en sproglig akkurat stemme, der får læserens øjne op for, hvor givtigt og underfundigt det danske sprog kan være. Niels Frank er ikke blot velformuleret, i løbet af værket eksperimenterer han også med sproglige finurligheder. Derudover er han skarp på de forskellige typer og formår at komme ind under huden på dem på en overraskende måde med sine fordomme og medlidenhedsløse beskrivelser, såsom: ”Erotikeren søger en abstrakt nydelse på linje med en æstetisk oplevelse, han søger det ømskindede” og: ”Hvis man bad erotikeren om at gå på bordel for at frigøre sig fra sig selv, ville han bryde sammen, han kerer sig ikke om sex, han er kun ude efter sværmeri, en slags sensualisme i hjernen […]”.
Konstellationen af et sprogligt flow på højt niveau, og på trods af nutidsord der står i kontrast til det tidsløse, gør det alt i alt, at værket løsriver sig fra en bestemt tidsepoke og kan gøres læsbart ind i diverse sammenhænge. Erotikeren tager sporvogn, diktatoren bor ved ørkenen, men får folk til at heile til hinanden, bøssen går med i optog, og velfærdsdanskeren formidler det moderne danske system til H.C. Andersen, der forbløffende må konstatere en afstandtagen fra den form for subversivt system. På den måde er tiden ukendelig; den er både nutidig og tidsløs. De tidspunkter, hvor værket har sin mindst stærke karakter, forekommer i det barbarisk-nutidige, der river læseren ud af bogen til den virkelige verden. Dette forekommer oftest i de passager, der tydeligt knytter sig til en realistisk verden eller er mere politisk aktiverede. Her bruger Niels Frank ord som ”hore”, ”fisselette” og ”lort”, hvilket kan ses som en provokerende effekt, men det bliver næsten unødvendigt bestialsk i forhold til resten af sproget.
Der er både eksplicitte og implicitte referencer til anden litteratur. Et eksempel er H.C. Andersen, der optræder som karakter, samt referencer til Weimarklassikken og History of Sadness. De mere implicitte lurer under overfladen, særligt ved den triste og erotikeren, hvilket derudover også er to af de allermest vellykkede. Den triste minder uundgåeligt om Georges Perecs Un homme qui dort (En mand der sover) og om erotikeren i Thomas Manns Der Tod in Venedig. ”Nu i dette herrens øjeblik, hvor jeg stirrer på Adgio eller Adgiu, er jeg ensom, ikke engang mig selv, en ingen, et tankespil.” Dette er erotikeren, der på en strand sidder og betragter en ung fyr. Det intertekstuelle skaber endnu et lag i fortællingerne.
Fortælleren varierer i de små fortællinger. Der optræder både en jeg-fortæller, en tredjepersons fortæller, der mere objektivt skildrer typen, og en fortæller der henvender sig til et du. Hos den triste adskiller fortælleren sig fra selve karakteren i starten:
Udover at være fantastisk skrevet ser vi her et eksempel på, at fortælleren starter udenfor typen: ”den triste”, hvor denne herefter bevæger sig ind i typen ved selv at være en. I et helt andet tilfælde står fortælleren udenfor typen og karakteriserer denne: ”Når alkoholikeren dør, er han for længst død. Det er det eneste, der er at sige.” og: ”Lad mig sige lidt mere om rigmandens psykologi. Her tænker jeg igen ikke […]” (min markering). Hvem er fortælleren? Fortælleren står som en mystisk omniscient fortæller, en form for litterær flanør, der betragter verdens mennesker fra sit eget ståsted. Dog engang imellem dykker han ned i typen, eller han inkluderer sig selv i fortællingen. Denne kunne godt frygtes at blive fordømmende, hvilket der til tider også er fare for, men fortælleren ender med selv at pointere typernes selvstændige berettigelse: ”Mig gav historien det dybeste og mest ærefulde og tungeste ansvar et menneske kan forestille sig, og kun den kan dømme mig. Ikke du.” Dette citat er om diktatoren, der lige er blevet fremstillet som en tyrannisk skikkelse, og dog til sidst retfærdiggøres hans adfærd ved, at vi alle bliver stillet til regnskab: ”Vi er alle diktatorer.” Typerne får dermed også lov til at stå for sig selv som små eksempler på mennesker med deres egen eksistensberettigelse. Hermed skal der altså lyde en varm anbefaling: Jeg er imponeret over værkets dybde og forskellige komponenter, og vil mene, at den skal læses både for sit sprog og indhold.
Leave a Reply