Anmeldelse af Gitte Allermann Kjær: Forvandl vores mel til heste, lad dem vokse vildt i vores maver, lad dem tordne vores træthed ud gennem alle landskaber!, udgivet på Weltscherz d. 26. november 2015
Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Bogens omslag / weltscherz.dk
Med sin nytænkning af prosadigte skriver Gitte Allermann Kjær om mennesket og dets forhold til naturen og omgivelserne i korte, intense tekstbidder. Hun formår at give sine tekster en rytme og et organisk islæt, men forsøget på at inddrage læseren og overbringe et budskab falder desværre til jorden.
Historier om kroppens forbindelse til omgivelserne
Gitte Allermann Kjærs nye samling af prosadigte kredser alle om samme tema, nemlig kroppens tilstedeværelse i rummet og naturen. Næsten alle tanker og kropslige funktioner linkes til en bænk, en sø, en galoperende hest, grankogler eller andre naturfænomener. Dette ses for eksempel i digtet ”Druk”, hvor linjer som ”kinder blusser af græs” og ”pulsen stryger med vinden ud over søerne” optræder. Læseren bliver præsenteret for en form for opløsning af kroppen, som smelter så meget sammen med omgivelserne, at det er svært at finde ud af, hvad der er hvad. Samtidig er det rytmen i digtene frem for historien, som leder fortællingerne frem. Forvandl vores mel til heste placerer sig dermed i gråzonen mellem digt og shortstory. Den er for uprosaisk til rigtigt at kunne kaldes lyrik, men alligevel alt for rytmisk og flydende til at være en novellesamling. Gitte Allermann Kjær forsøger at lade sig styre af rytme og sanseindtryk, men prøver samtidig at overbringe et budskab igennem mange af prosadigtenes bydende henvendelse til et ukendt ”du” eller til læseren selv. Men blandingen af disse to hensigter fungerer ikke altid optimalt, og det er her værkets svaghed opstår.
Indadvendte bogstavrim
Allermann bruger hyppigt bogstavrim for at forstærke det flydende og organiske indtryk i sine digte, og det er i dette greb, at hun er stærkest. Sætningerne har et flow, som fanger læseren, og som gør dem lette at læse. Det smukkeste eksempel er værkets bombastiske titel som er et helt lille digt i sig selv. Med forståelsen kniber det dog noget mere; for bogstavrimene dominerer i mange tilfælde så meget, at budskabet bag dem udebliver. Sætninger som ”solens brødre i brand og brand i sumobryderen, der flår sin egen hud, spænder den ud som bisonskind på sletten!” rammer en rent æstetisk note, men de er, i hvert fald for denne anmelder, helt umulige at finde mening i. Rytme på bekostning af mening er dominerende igennem hele værket, og det ville egentlig ikke gøre noget, hvis det ikke var, fordi Allermann så tydeligt ønsker at viderebringe et budskab til læserne. Hun bruger bydeformen og henvendelse til læseren og ”du” i et forsøg på at vende sine tekster udad, men de forbliver indadvendte, i kraft af at de i al for høj grad er udtryk for forfatterens egne tanker og sanseindtryk. Digte kræver selvfølgelig altid en grad af fortolkning fra læserens side, men i dette tilfælde leveres der ingen nøgle til at åbne teksterne op, og de forbliver derfor lukkede.
At Allermann er en dygtig skribent, er der ingen tvivl om; hendes evne til at male billeder og iscenesætte situationer igennem sproget er fremragende. Man ærgres blot over, at hun ikke er i stand til at kæde disse billeder sammen. De forbliver fragmenterede, og man har som læser følelsen af at se på et lysbilledshow, hvor hvert klik leverer et nyt billede uden nogen nødvendig sammenhæng med det foregående. Det er smukt, men desværre ikke særligt interessant, fordi det ønskede plot aldrig rigtigt leveres. Nogle læsere vil måske synes, at billedsproget er nok i sig selv; men mange vil nok lægge bogen fra sig med følelsen af ikke rigtigt at være tilfredsstillet.
Leave a Reply